Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Trump risikerer at tabe alt i Mellemøsten

Foto: SAUL LOEB. »Præsidenten gambler med virkeligheden.«
Læs mere
Fold sammen

Der er kommet mange forargede reaktioner på USAs præsident Trumps beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. Det kan der være gode grunde til, men man må også sige, at palæstinenserne ligger, som de har redt lige siden Yasser Arafat hoppede fra den ene fredsforhandling efter den anden. Det var således helt uforklarligt, at Arafat begik sit livs brøler og sagde nej til den endelige fredsplan i 2001, efter at han var gået hele vejen og havde underskrevet Oslo-aftalerne.

Det er det tætteste, palæstinenserne har været på en egentlig selvstændig stat, efter at Arafat og den daværende israelske premierminister, Yitzhak Rabin, havde forhandlet en fredsaftale i 1990erne.

Nu skriver vi 2017, og der er intet sket siden, udover at israelerne langsomt, men sikkert, har fortsat deres ulovlige bosættelsespolitik i de israelsk besatte områder efter 1967-krigen. Dermed er der skabt de realiteter, vi ser i dag. Jerusalem er ikke længere delt i et overvejende jødisk Vestjerusalem og et altovervejende palæstinensisk Østjerusalem. Byen er en helhed, og israelerne styrer efterhånden det meste af området.

Det er på den baggrund, at USAs præsident Donald Trump har truffet sin beslutning. Den er hverken klog eller visionær. Den er farlig, fordi præsidenten gambler med virkeligheden. Og virkeligheden er, at Mellemøsten er inde i en næsten mere afgørende fase end nogensinde tidligere. I Saudi-Arabien kæmper tilsyneladende moderate magthavere en kamp mod ortodokse religiøse kræfter.

Spændingerne mellem sunni- og shiamuslimske grupperinger skaber død og ødelæggelse i Irak og Syrien. Jordans kong Abdullah hænger fast i sit hashemitiske kongedømme med det yderste af neglene hårdt presset af syriske flygtninge og udfordret af en stigende radikalisering i kongedømmet. Og mod syd – i Egypten – eksploderer terrorbomberne både mod kristne koptere og mod moskeer. Det arabiske forår er et fjernt minde. Og så er der Iran med landets terrorforbindelser og ambitioner om at styre situationen i Irak og i Syrien.

Trumps udmelding var dobbelttydig. På den ene side erklærede han Jerusalem (uden undtagelser) for Israels hovedstad. På den anden side lod han sidst i talen forstå, at hvis parterne bliver enige om en grænsedragning, der deler Jerusalem, er det også i orden. Man kunne næsten sige, selvfølgelig er det det. For det er trods alt ikke USA, der bestemmer, hvor grænserne går. Det gør parterne selv.

Dermed er vi inde ved kernen. Hvis man skal være venlig over for Trumps udspil, så gør han det, der skulle være sket for længe siden. Kræver, at parterne selv tager ansvar og ikke overlader alt til tredjeparter som USA, EU eller den arabiske verden. De arabiske lande er selv skyld i en stor del af denne konflikt ved – med få undtagelser – ikke at anerkende Israels ubetingede ret til at eksistere. Især har der på den palæstinensiske side manglet ledere med format. Arafat var et symbol, ikke en politiker.

Nu har USA truffet et valg. Timingen er forkert. For Trump var ved at opbygge nye alliancer i Mellemøsten. Han risikerer at sætte det hele over styr, for hvis man taber i Mellemøsten, så taber man alt.