Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Terrorens lære

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er et halvt år siden, at terroren for alvor ramte Danmark med Omar El-Husseins angreb på først Krudttønden og sidenhen synagogen i Krystalgade. Et tragisk begivenhedsforløb, der kostede to mennesker livet, sårede seks betjente og førte til en dramatisk menneskejagt og hidtil usete sikkerhedsforanstaltninger rundt omkring i København og særligt på udsatte steder som f.eks. i forbindelse med jødiske institutioner. Samt et politisk efterspil omkring politiindsatsen både på selve aftenen for terrorangrebene og om graden af beskyttelse i forhold til især det jødiske samfund i tiden forud for ugerningerne 14. februar 2015.

Det står her på et halvt års afstand rimelig klart, at politiindsatsen på selve dagen for terrorangrebet blev udført med stor dygtighed, når det gjaldt jagten på gerningsmanden, som blev dræbt nær Nørrebro Station tidligt næste morgen efter en intens eftersøgning. Men at det til gengæld var stærkt kritisabelt, at der skulle gå flere timer, før der blev etableret ekstra bevogtning ved synagogen, hvor en konfirmationsfest var i gang. I realiteten var det blot et tilfælde, der gjorde, at der ikke skete en tragedie af langt større omfang end det rent faktisk endte med. Det må også være på sin plads at konkludere, at der i månederne forud for terrorangrebet i utilstrækkelig grad fra myndighedernes side var blevet lyttet til bekymrede henvendelser fra det jødiske samfund, som i stigende grad over flere år har oplevet anslag, hærværk og trusler. End ikke efter terrorangrebene i Frankrig, som jo udover satirebladet Charlie Hebdo havde jødiske mål, blev bekymringerne taget tilstrækkeligt alvorligt. Det er et forløb, som må siges at være stærkt kritisabelt. Derudover åbnede terrorangrebet for alvor de fleste danskeres øjne for det, der i virkeligheden har været en kendsgerning i nu mindst et ti-år: Også Danmark er et mål for terrorisme, både med nationalt og internationalt afsæt. Hvis ikke vi havde indset det efter flere optrævlede terrorsager, det planlagte, men lykkeligvis afværgede angreb på JP/Politikens Hus, økseangrebet på tegneren Kurt Westergaard og flere andre sager, så gik det vel op for os 14. februar. Hvilket gør det desto mere uforståeligt, at der i kølvandet på angrebet samtidig opstod en debat om, hvorvidt der overhovedet var tale om et terrorangreb, eller blot en syg og forskruet mands vold.

Den slags kan forekomme at være en ligegyldig strid om ord. Men så enkelt er det ikke. Terror er defineret som vold med den ene eller den anden politiske hensigt. Derimod er det ikke nødvendigvis sådan, at terror er planlagt som en større eller mindre konspiration med direkte tråde til internationale terrorbevægelser. Terror kan godt være en enkelt mands værk. Anders Behring Breiviks udåd i Oslo og på Utøya 22. juli 2011 var også og indiskutabelt terrorisme. Det samme gælder Omar El-Husseins dobbeltangreb i København 14. februar 2015. De, der argumenterer for, at angrebet ikke bør defineres som terrorisme, er i realiteten med til at banalisere det passerede. Hvilket er alt andet, end der er brug for. Truslen om terror bør hverken udarte til etableringen af en politistat eller et totalt overvågningssamfund, men når terroren sker, minder det os om, at vi som samfund har en legitim ret til at beskytte os mod den. Synligt såvel som usynligt. Vi må ikke lade os terrorisere af terroren. Men vi bør omvendt heller ikke møde den med ligegyldighed. Den lære gjorde Danmark sig på brutal vis 14. februar. Lad det ikke ske igen.