Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Tænk stort – men tænk også flot for Palads

»Hvordan får man bedst liv og glade dage og gang i hjulene på en af hovedstadens mest centrale pladser?«

Foto: Ida Guldbæk Arentsen. Palads-biografen i København er truet af nedrivning. 6. februar 2017 skal teknik- og miljøudvalget tage stilling. Foto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Palads Teatret. Engang adresse for en af hovedstadens største banegårde. Senere bygget om til en gigantisk biograf med indvielse i 1918. Og siden 1989 elsket og hadet for kunstneren Poul Gernes’ pangfarvede pastelfacader.

De sidste kunne snart være en saga blot. Bygningen står ifølge notater fra Københavns Kommune til nedrivning. Hvilket enhver hader af opulente isdesserter med firseragtig fokus på farven lilla kun kan sige ja tak til.

Men hvad skal turister og indbyggere i Dronningens København have i stedet for? Biografen drives af Nordisk Film i dag og vil formentlig blive det delvis i fremtiden. Byggeretten over banegraven fra Vesterport og hen til H. C. Andersens Boulevard ejes til gengæld stadig af DSB og dermed af Transport- og Bygningsministeriet. Så når den store beslutning skal træffes, må man tage både indbyggerne og de danske skatteydere med på råd.

Politikerne i Teknik- og Miljøudvalget mødes denne mandag og skal så tale tingene igennem. Nogle af dem vil have nedrivningen taget helt af bordet. Andre ser et behov for flere parkeringspladser og boliger til studerende med mere. Men de har mindst to ting til fælles: At de er folkevalgte og skal agere som sådan. Og at hele det store område i indre by længe har lignet et Klondyke og trænger til en samlet plan.

De foreliggende tanker om Palads Teatrets efterfølger virker stadig for løse til en tommel op eller tommel ned. Alt peger på en 24 meter høj karré plus noget himmelskrab på højde med tårnet ved Københavns Rådhus. Hvis man fører den plan ud i bylivet, kan det sikkert sagtens blive en succes – især hvis det færdige værk har stil og dermed kan stå længere end knap tre årtier. Hvis forbilledet på den anden side hedder Kalvebod Brygge eller visse dele af det engang så lovende Carlsberg, skulle man hellere lægge hele Axeltorv ud til græs og sætte sortbroget malkekvæg på.

Alternativt indlede en ædel dialog med de gode mennesker i daglig færdsel på stedet: Hvordan får man bedst liv og glade dage og gang i hjulene på en af hovedstadens mest centrale pladser? Hvordan skal området mellem Hovedbanegården, hen over den første banegrav og frem til pladsen med den nuværende biograf se ud? Hvordan sikrer man på længere sigt en levedygtig balance mellem det rent æstetiske og det økonomisk rentable til gavn og glæde for alle?

Grundejerne må og skal tage den offentlige debat om emnet. De skal ikke kun bevare det udmærkede samarbejde med kommunens teknokrater. De skal også være bevidst om deres rolle som offentlig virksomhed og medansvar for hovedstadens skyline fremover.

Og nej, de skal ikke nødvendigvis holde med sidste ærede taler. Resultatet må rigtig gerne vække til flere debatter danskerne imellem og harmfulde læserbreve. Ejerne kan ikke gøre alle glade, men de kan godt kreere noget af kvalitet og med potentiale for opmærksomme turister og investorer over hele kloden.