Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Skolen har brug for disciplin - ikke påtaget høflighed

Larm, uro og manglende tid til reel undervisning. Sådan er hverdagen desværre i mange folkeskoleklasser i dag. Vi kan og skal ikke skrue tiden tilbage, men i stedet fremkalde en moderne form for disciplin.

Skolernes Motionsdag
Skoleledelsen og lærerne må smide reformpædagogikken på lossepladsen og tage ordet »disciplin« i deres mund. Først og fremmest skal der være ro i klasselokalet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Christine Nørgaard / Ritzau Scanpix

Ingen kan være i tvivl om, at der er problemer i den danske folkeskole. Gennem de seneste måneder har denne avis berettet om et stigende antal voldsepisoder især i de små klasser, og de sidste mange års skoledebat tegner et tydeligt billede af klasselokaler med larm, uro og deraf følgende mangel på tid til det, det hele burde handle om: undervisningen. Den såkaldte inklusion – at folkeskolen skal rumme langt de fleste børn, også børn med store udfordringer – forløber mildt sagt heller ikke problemfrit.

Det er på den baggrund, at Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt – EP-medlem og folketingskandidat - foreslår at skrue tiden tilbage til dengang, eleverne tiltalte deres lærere med »hr.« og »fru«. Han vil have mere disciplin og mere agtelse for lærerne, og den gammeldags tiltaleform er et skridt på vejen.

Messerschmidts hensigt er prisværdig, ligesom han har ret i sin analyse: Der mangler respekt og disciplin i folkeskolen. Eleverne trives ikke og får ikke nok ud af undervisningen, når lærerne er nødt til at bruge store mængder tid og energi på blot at blive hørt.

Men løsningen er ikke at skrue tiden tilbage. Det hverken kan eller skal vi. At kalde læreren for Fru Schmidt i stedet for bare Henriette vil virke påtaget og forlorent – ikke bare for eleverne, men også for lærerne, hvoraf de færreste selv er vokset op med den slags tiltaleformer. Det er ganske rigtigt meget vigtigt, at læreren fremtræder som en autoritet over for eleverne, men det kan man kun, hvis man føler sig sikker og tilpas i sin rolle. Her vil en gammeldags tiltaleform påtvunget ovenfra kun gøre det sværere.

I stedet er der brug for myndig klasseledelse udøvet i et pænt, nutidigt sprog. Skoleledelsen og lærerne må smide reformpædagogikken på lossepladsen og tage ordet »disciplin« i deres mund. Først og fremmest skal der være ro i klasselokalet. Der bør skrues ned for projektarbejdet og op for den klassiske undervisning. Børn tager ikke skade af at lære udenad og endda kede sig – tværtimod. Det er en vigtig lære, at livet ikke altid er underholdende, og at hårdt og nogle gange kedeligt arbejde er nødvendigt for at blive dygtigere. Der er bestemt ikke noget ondt i innovative undervisningsformer og kreativitet, men det bør hvile på et solidt fagligt fundament. Ellers bliver det reelt ubrugeligt.

Forkert opførsel skal have klare konsekvenser. Uden konsekvenser bliver de uroskabende elever indirekte opfordret til at fortsætte adfærden, mens de andre elever bliver svigtet. Her spiller forældrene også en vigtig rolle.

Desuden må og skal vi holde fast i karaktererne. Flere skoler, blandt andet i København, er begyndt at eksperimentere med markant færre karakterer, men det er den helt forkerte vej at gå.

På samme måde som ro og disciplin gør eleverne læringsparate og trygge, er karakterer en fair og tryg måde at evaluere elevernes arbejde på – og evalueringen foregår jo, karakterer eller ej. Det er helt nødvendigt for at lære. Karakterer er især vigtige for de elever, der kommer fra ressourcesvage hjem, fordi det er den eneste måde, de kan bevise deres flid og dygtighed, når de nu mangler kulturel dannelse og ikke har lært de rigtige sociale koder hjemmefra.

Folkeskolen har brug for mere disciplin, ja. Men det skal foregå på en måde, der giver mening i en moderne hverdag.

AMALIE LYHNE