Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Krise og kulturpolitik

Kulturpolitik fylder ikke meget i en valgkamp. Heller ikke når valgene er overstået og der sættes politiske dagsordener, falder kulturpolitikken i øjnene.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Undtagelser har der været i de seneste år, men de har været få. Der var den konservative kulturminister Brian Mikkelsens danske kulturkanon, der i 2004 var et vigtigt symbolsk udsagn om, at vi som kulturnation gerne må være stolte af det bedste, vi har præsteret. Der var den ligeledes konservative kulturminister Per Stig Møllers modige satsning på at skabe det alernativ til P1, der blev til Radio24syv. Men i det daglige lever kulturpolitikken sit eget stille liv. Den erobrer sjældent de store overskrifter. Gør det noget? Ikke principielt.

En aktivistisk kulturpolitik er ikke i sig selv et ideal. Kulturlivet har det bedst med en kulturpolitik, der sætter nogle fornuftige kulturpolitiske rammer, som kunsten og kulturen kan trives inden for. Man mindes stadig med gru den energiske socialdemokratiske kulturminister Jytte Hilden, der ville sætte kokke på finansloven og andet pjat. Den slags vil man gerne være foruden. Men derfra og til helt at lade være med føre kulturpolitik er der et spring, og det er påfaldende, hvor upåfaldende den nuværende regering kulturpolitisk har været indtil nu.

Den radikale kulturminister Uffe Elbæks foreløbig mest mediedækkede handling var hans ukloge insisteren på at tage til Ukraine og se fodbold, mens store dele af Europas toppolitikere holder sig væk. Det vakte omvendt kun behersket opmærksomhed, da samme kulturminister for nogle måneder siden præsenterede sit europæiske panel af »kultureksperter«, det såkaldte Team Culture, der, betalt af skatteyderne, skulle svare på det fjollede spørgsmål, hvad kunst og kultur kan bidrage med i en krisetid. Ifølge Kulturministeriets hjemmeside har den i bedste fald overflødige størrelse netop taget Bruxelles »med storm«. Herhjemme blev den glemt, inden den overhovedet kom i gang. Hvad konkret politisk håndværk angår, er det mest markante, der er sket i Uffe Elbæks kulturministertid, det netop indgåede forlig om en reform af kunststøtten, men reelt er der tale om småjusteringer.

Hvad angår noget så vigtigt som fremtidens mediestøtte og en ny fireårig medieaftale, så er sagen udskudt til efter sommerferien; det samme er diskussionen om den åbne københavnske scene, som teaterlivet skriger på at finde en løsning på. Hvad kulturministeren mener skal ske med et biblioteks­væsen, der lige nu desperat prøver at finde sine egne ben i en digital tidsalder, er også et helt åbent spørgsmål.

Kulturpolitik skal ikke være aktivistisk, nej, men den skal sikre, at rammerne er i orden, og den handlingslammelse, som dansk kulturpolitik er ramt af, handler ikke kun om, at der beklageligvis ikke er råd til for eksempel at fastholde bevillingen til danske kulturminder i udlandet. Handlingslammelsen handler først og fremmest om en regering, der kulturpolitisk ikke kan finde fodslag, tilsat en politisk uerfaren kulturminister, der ikke kan skære igennem. »Hvad kan kulturpolitikken bidrage med i en krisetid?« kunne man spørge med en let omskrivning af Uffe Elbæks spørgsmål til Team Culture. Det mangler vi stadig et fornuftigt svar på.