Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Kære briter, I vil stadig være i vore hjerter

»For Danmark gælder, at regeringen mister en stærk allieret, som har kæmpet for liberale værdier, frihandel og deregulering.«

Modelfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Delpixel
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 23. juni sidste år skrev vi på denne plads om, hvor meget vi danskere er forbundne med briterne. På dagen for den skæbnesvangre afstemning om Brexit appellerede vi til de britiske vælgere om at blive i Unionen og huske på alle de fremskridt, som er skabt gennem årene. Danmark og Storbritannien trådte ind i det europæiske fællesskab sammen i 1973, og danskerne er på mange måder lige så skeptiske over for EU som briterne, når det bliver for overnationalt og handler mere om symboler end praktisk politik. Vi er to stærke europæiske monarkier, og selv om vi i Danmark tre gange har stemt nej til EU, har vi aldrig stemt os ud.

Læs også: Dear Brits – Please stay

Men appellen prellede ligesom resten af remain-kampagnen af på de britiske vælgere, som valgte skilsmissen fremfor et vaklende ægteskab.

De fleste par er i forbindelse med en skilsmisse nogenlunde klar over, hvordan boet skal deles, og hvilke forpligtelser man har over for hinanden fremover. Men sådan er det ikke med Brexit. Onsdag sender den britiske premierminister, Theresa May, skilsmissepapirerne af sted, men hvordan og om der overhovedet bliver bindinger tilbage over Kanalen, afhænger af de forhandlinger, som kommer til at stå på de næste to år. 40 års lovgivning og tusindvis af retsakter skal filtres ud, og briterne skal i gang med at etablere egne aftaler med resten af verden. En øvelse som aldrig er prøvet før, og som ingen ved med sikkerhed, hvor ender.

Den Europæiske Union er en frivillig sammenslutning af nationalstater. Når briterne nu vil forlade den, skal det respekteres og processen foregå på en fornuftig og værdig måde. Det er klart, at mange har meget på spil, og spørgsmålene er uendelige. En af de største knaster bliver briternes forhold til det indre marked. EU-landene har gjort det klart, at der ikke bliver opstillet noget tag-selv-bord, hvor Storbritannien eksempelvis kan deltage i den fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser, men ikke for arbejdskraft. Derfor skal der findes et kompromis, som betyder, at briterne både får den kontrol med indvandring af arbejdskraft, som de ønsker, og at Brexit ikke bliver et lukrativt forbillede for alle andre lande med trang til at pille rosinerne ud af bollen.

Selv om det er smerteligt at sige farvel, så går livet videre. Brexit har fået de øvrige medlemslande til at rykke tættere sammen. EU befinder sig i en alvorlig krise i forhold til de europæiske befolkninger, og den eneste måde at genvinde legitimiteten, foregår ved at løse de udfordringer, som Europa står over for – både når det gælder masseindvandring, økonomisk krise og forholdet til Rusland. Man kan håbe, at det hollandske valg og valget af en ny EU-positiv præsident i Frankrig kan være med til at puste nødvendigt nyt liv i Unionen. Efter Brexit er der er brug for at se på samarbejdet med nye øjne og koncentrere kræfterne om det, der er vigtigt.

For Danmark gælder, at regeringen mister en stærk allieret, som har kæmpet for liberale værdier, frihandel og deregulering, og som har kunnet sætte eurokraterne på plads, når magten steg dem til hovedet i Bruxelles. Men der står også masser af arbejdspladser og indtægter på spil. Storbritannien er Danmarks fjerde største eksportmarked, og med en årlig eksport på mere end 70 milliarder kroner er der brug for, at Danmark deltager aktivt i forhandlingerne om briternes udmeldelse. Kærligheden til briterne ligger i vore hjerter, men også i tegnebogen.