Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Et år med røg og støj – men også med resultater

Foto: BRENDAN SMIALOWSKI

Præsidentvalgkampen mellem Hillary Clinton og Donald Trump var genstand for mange vittigheder, men særligt én udstillede den mistro, rigtig mange mennesker over hele verden nærede til Trump: »Uanset, hvem der vinder, bliver valget historisk. Enten får vi den første kvindelige amerikanske præsident nogensinde, eller den sidste amerikanske præsident nogensinde.«

Ikke mange troede, at Trump havde en reel chance for at vinde, og da han gjorde det, var det med et overflødighedshorn af dommedagsprofetier til følge. I dag – et år efter at Trump blev indsvoret som præsident – står verden stadig. Det har været et begivenhedsrigt år og for mange et år med grund til at gyse og græmme sig, men også et år, hvor Trumps modstandere må erkende, at han måske er kommet for at blive.

I hvert fald nyder præsidenten stadig bred opbakning blandt sine kernevælgere. Det skyldes dels, at han i høj grad holder fast i den politik, han under valgkampen lovede at føre, hvis han blev præsident, dels at han efter lang tid uden politiske sejre rent faktisk har formået at få vigtige mærkesager indført.

Trump har tilfredsstillet sit religiøse bagland med udnævnelsen af en 50-årig republikansk højesteretsdommer, der må formodes at sætte sit præg på det amerikanske retssystem i mange år fremover, da hans hverv er livslangt. Også den meget omtalte skattereform, der er den største af sin slags i mange år, er en stor sejr for præsidenten, der kan pege på, at firmaer som Walmart som konsekvens af reformen hæver timelønnen for sine mange tusinde ansatte, ligesom Apple nu vil hive milliarder i skatter hjem til USA og vil skabe titusindvis af job på amerikansk jord. Alt sammen noget, der passer perfekt til Trumps løfte om at »Make America Great Again«. Den buldrende amerikanske økonomi er i det hele taget til stor glæde for præsidenten, selv om man kan diskutere, hvor stor en del af æren, han bør tage for den.

Den indledende rædsel i Europa over Trumps udtalelser om NATO, der såede tvivl om, hvorvidt USA ville stå ved den såkaldte musketéred, er blevet afløst af en europæisk (let modstræbende) mumlen om, at det måske er rimeligt nok, at USA ikke skal betale så meget af den enorme NATO-regning, og at man også selv må punge ud. At trække USA ud af Paris-aftalerne var dumt og begrædeligt, men igen i tråd med præsidentens valgløfter. Men man kan ikke affeje Trumps kritikere som hystader.

Det, der fylder mest i billedet, er den uafhængige undersøgelseskommissions afdækning af, hvorvidt Trumps stab samarbejdede med Rusland under valgkampen. Men uanset, hvad kommissionen når frem til, kan man ikke komme udenom, at præsidentens modvilje mod frihandel og globalisering er skadelig for verdensøkonomien. Hans vrede og barnagtige udfald mod modstandere og alle, der modsiger ham, er direkte pinlige. Hans håndtering af den yderste højrefløjs march i Charlottesville, der endte med dødsfald, viste en katastrofal mangel på dømmekraft, ligesom den såkaldte Pussygate gør det.

Verden har brug for en stærk, forstående og fornuftig amerikansk præsident, der optræder som en statsmand. Lad os håbe, at Trump begynder at opføre sig sådan i sit andet år som præsident.