Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Den illegitime præsident

I modsætning til Libyen bevæger de vestlige lande sig på kattepoter i forhold til Syrien. Ingen regeringschefer er ude med erklæringer om, at Syriens frygtede og diktatoriske præsident, Bashar al-Assad, skal træde tilbage. Eller at han er en illegitim leder. Eller at risikoen for folkemord skal standses med alle midler.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tavsheden og manglen på konkret handling kan gå hen og blive en skamplet på de vestlige lande. For i Syrien risikerer man også et folkemord, ligesom befolkningen i Libyen gjorde det. Men foreløbig står europæerne og USA på sidelinjen med trusler om sanktioner mod landet. Og det på et tidspunkt, hvor Assad er ved at rulle det tunge skyts ud og har beordret en beredvillig hær sat ind mod civilbefolkningen støttet af kampvogne og tunge våben.

Antallet af døde og sårede stiger time for time, og der er ingen, der tror på, at det brutale regime i Damaskus har tænkt sig at indstille myrderierne, før enhver form for modstand er blevet knust. Sådan har det været i fortiden, sådan er det nu, og sådan vil det blive ved at være, så længe Assad-­familien sidder på magten. Situationen er nu blevet så alvorlig, at Danmark sammen med en række EU-lande ønsker at fastfryse forhandlingerne om en associeringsaftale med Syrien. 

Hvis det ikke virker, så kan der blive tale om sanktioner og en fastfrysning af våbenleverancer til Syrien. Sådan lyder det fra de samme hovedstæder, som for få måneder viste berettiget vilje til at knuse den libyske leder Muammar Gaddafis fremrykning mod oprørerne i den østlige del af Libyen. Måske skulle man være mere direkte og fortælle Assad, at han er og altid har været en illegitim leder. At hans brutalitet over for befolkningen huskes af alle, der engang troede, at han ville reformere landet. Han har haft sin chance til at ændre Syrien efter sin fader Hafez al-Assads død i 2000.

I 11 år har han derfor med skiftende held formået at bilde Vesten ind, at han ville reformere landet, når tiden er inde. Nu ved vi, at han ikke har tænkt sig at ændre på noget som helst. Grundlaget er derfor lagt til hans afgang. Lad det ske hurtigt, således at vi undgår et blodbad uden sidestykke i Mellemøstens ellers blodige historie. Syrien er et kompliceret land, og dets jerngreb over for Libanon og dets kontrol med radikale islamistiske grupper som Hizbollah og Hamas er velkendte. Assads hensynsløse fængsling af egne borgere, tortur, vilkårlige henrettelser og censur af pressen kendes vidt og bredt.

Det er sandt, at ingen ved, hvad der sker, hvis Syrien opløses. Landets etniske grupper har været holdt i et jerngreb. Ingen aner heller, hvordan Syriens nære allierede, Iran, vil gebærde sig ved et demokrati. Sikkert ikke godt. Og det vil meget muligt blive særdeles kompliceret, og risikoen for, at radikale grupper overtager magten, er til stede. Men Vesten har ikke råd til at holde hånden over et regime som Assads. Hvis Europas og USA troværdighed i de spirende demokratiske miljøer i den arabiske verden skal holdes i hævd, skal Vesten støtte demokratibevægelserne. Hvis radikale elementer kommer efter Assad, så må man tage situationen derfra. Alternativet er fortsat at holde hånden over en ekstremist, der støtter terror. Hans navn er Assad. Og han er en illegitim leder.