Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til debatindlæg på debat@berlingske.dk.

Søren Pape Poulsen: Hvem vil have de kriminelle udviste i sin baghave?

De mennesker, der skal til Lindholm, er kriminelle udviste. Det er mennesker, der har begået kriminalitet og i nogle tilfælde er til fare for statens sikkerhed, skriver Søren Pape Poulsen. Her sesFærgen Virus til Linholm Ø, Kalvehave. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Carolina Magdalena Maier fra Alternativet harcelerer over regeringen og DFs finanslovsaftale og skriver blandt andet, at regeringen »har set sig forbitrede på 100 asylansøgere«.

Jeg spørger Magdalena Maier, hvilke 100 asylansøgere?

For det er direkte forkert og usandt, at det skulle dreje sig om asylansøgere. Magdalena Maier skævvrider debatten.

De mennesker, der skal til Lindholm, er kriminelle udviste. Det er mennesker, der har begået kriminalitet og i nogle tilfælde er til fare for statens sikkerhed. Det er udlændinge på tålt ophold, udviste kriminelle, fremmedkrigere eller afviste asylansøgere, der er dømt for overtrædelse af våbenloven, straffeloven, knivloven m.v. Det er mennesker, der ikke har udstået deres dom – for deres dom siger, at de skal forlade Danmark.

De er ikke danske statsborgere, de er ikke asylansøgere, og de har ikke krav på ophold i Danmark. De skal forlade landet, men nægter. Sagen er jo den, at de til hver en tid kan forlade Danmark. Vi danskere er bare uheldige, at de er havnet her.

Men jeg vil meget gerne vide, hvad Alternativets svar er? Hvor skal vi gøre af denne gruppe kriminelle udlændinge? Sandheden er jo, at der nok ikke er mange danskere, der ønsker at have de 80-90 kriminelle udviste boende i deres baghave. Vi flytter jo netop disse mennesker, fordi de har været til stor gene for beboerne i området af Kærshovedgaard, hvor de opholder sig i øjeblikket.

Dernæst udtrykker Magdalena Maier sin utilfredshed med prisen for udrejsecentret. Og ja, 759 millioner kroner er mange penge. Jeg så helst, at problemet forsvandt sammen med de udvisningsdømte. Men når det handler om danskernes tryghed og sikkerhed, så mener jeg, at det er hver en krone værd.

Jeg er rigtig godt tilfreds med vores finanslov. Udover flere udlændingestramninger, så løfter vi velfærden med i alt 4,2 milliarder kroner i 2019. Det kommer blandt andre de ældre og udsatte børn til gode. Vi sætter 543 millioner af til en ny sundhedsreform og 400 millioner af til at styrke indsatsen til de mest syge patienter i psykiatrien.

Lad os holde os til fakta, når vi debatterer – også selv om vi er uenige. Det skævvrider debatten og tegner et fordrejet billede, når man foregiver, at det er afviste asylansøgere, der sendes ud til Lindholm.

Søren Pape Poulsen, justitsminister og partiformand (K)