Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Skuespilchef: »De sataniske vers« er dårligt teater

»Vi tror ganske enkelt ikke på den roman som teater, og der er mig bekendt ingen i verden, der er lykkedes med at gøre værket til fantastisk teater.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael M. Santiago
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»De sataniske vers« er dårligt teater

Jeg takker Lasse Marker for hans passionerede engagementet i min repertoireplanlægning på Det Kongelige Teater her i avisen og overskriften om, at nu bør vi spille »De sataniske vers« eller også bare indrømme, at vi ikke tør.

Hvor mon han dog har den tanke fra? Jeg må gentage, at vi ikke var bange for at spille »De sataniske vers« i 2016, da vi modtog et forslag om det, og ganske rigtigt ansøgte om rettigheder til det (det gør man), og – måske er vi naive – vi er stadig ikke bange.

Vi tror ganske enkelt ikke på den roman som teater, og der er mig bekendt ingen i verden, der er lykkedes med at gøre værket til fantastisk teater. Og alene at opføre noget fordi man skal bevise, at man ikke er bange for det, ville være lidt af et kunstnerisk skråplan.

Tiderne ændrer sig og teatret forandres. Måske kan »De staniske vers« noget andet nu eller engang i fremtiden. Man kan jo dramatisere de mærkeligste værker. Men uanset hvad kræver det, ikke mindst i Rushdies tilfælde, de rette kunstnere med den rette idé til en dramatisering, og jeg tvivler simpelthen på, at det findes.

Måske kan man bedst yde romanen retfærdighed fra en scene ved slet og ret at læse bogen op. Det er der fornuftige mennesker, der allerede er i gang med at arrangere, og jeg har sagt ja tak til invitationen om at være en af de medvirkende. Nu må vi se, om det bliver til noget, jeg er sgu bange for, at det nok skal lykkes. Morten Kirkskov, skuespilchef, Det Kongelige Teater

Mistrivsel i statskirken

I den seneste tid har man i medierne kunnet læse og høre om store psykiske problemer blandt ansatte i statskirken. Uenighed mellem især menighedsråd og præster samt almindelig mobning er angiveligt et væsentligt islæt i hverdagen.

I den anledning har et par borgerlige partier indkaldt kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen i samråd for at få afklaret, hvad ministeren havde tænkt sig at gøre for at komme mistrivslen til livs. Mon ikke det umiddelbart må forekomme mange yderst mærkværdigt, at dette skulle være et statsanliggende, når man den 19. august i Berlingske kan læse, at menighedsrådsformanden og den ledende sognepræst i Vesterbro sogn på det kraftigste hævder, at »vi er jo en folkekirke og ikke en statskirke«.

Ministeren har heldigvis pointeret, at det psykiske arbejdsmiljø er et internt anliggende mellem præst og menighedsråd samt øvrige ansatte. Og deri har hun ret. På bramfrit dansk vil man med rette kunne sige: »Hvad rager det staten?« Især da man fra kirkelig side stadig og altid har så travlt med at påstå, at vi her i landet ikke har en statskirke. Noget tyder desværre på det modsatte. Hvad med i stedet at tage skridtet fuldt ud og adskille stat og kirke? Jørn Arpe Munksgaard, Rødekro

Ingen stemme til Venstre

Nej! Inger Støjberg er ikke renset. Hun er blevet dømt og har udstået sin straf. Der vil være en plet på hendes straffeattest. Desværre er man i Venstre parat til at give køb på sine holdninger for at få del i magten, og med udsigt til en eventuel deltagelse i en borgerlig regering er Venstre parat til at sige ja til, at Inger Støjberg kan blive minister. Det er beskæmmende, og selv om jeg i mere end 50 år har stemt på og arbejdet for Venstres ideer, må jeg sige, at denne gang får Venstre ikke min stemme. Signe Lund Nielsen, Næstved

Skagens Museum

Jeg har med interesse læst Hans Hauges kommentar i Berlingske 11. august til sit besøg på Skagens Museum. De ubehagelige oplevelser, han og hans hustru havde, mindede mig i påfaldende grad om et besøg, jeg sammen med et par veninder (alle stilfærdige i slutningen af 70erne) aflagde på samme museum i 2008.

Efter behørigt at have deponeret vore tasker i kælderen startede vi rundgangen på museet, men straks blev jeg på det nærmeste korporligt – og i hvert fald verbalt – overfaldet af en kvindelig kustode, som greb fat i en ganske lille taske, jeg havde over skulderen. Hun syntes overbevist om, at jeg havde til hensigt med stor kraft at slynge den ind i malerierne for at ødelægge dem. Hun var i hvert fald hverken venlig eller høflig.

Efter denne oplevelse afsluttede vi hurtigt besøget og har aldrig haft lyst til at gentage
det. Heldigvis kan man jo undertiden se nogle af skagensmalerne på andre
muser.

I »Dagens brev« i Berlingske 19. august beretter Lene Danborg så om en helt anden oplevelse på Skagens Museum. Godt for hende – hun har været heldig! Agnethe Pedersen, Vedbæk