Nynne Bjerre Christensen blander sig i debatten om kønsidentitet: Det er ikke ligesom at farve hår. Biologisk køn er ikke en social konstruktion

Der er sikker alt muligt i vejen med det, jeg skriver her, og min argumentation. Jeg undskylder på forhånd. Men det er min historie, skriver journalist Nynne Bjerre Christensen, som fortæller om en barndom, hvor hun var meget ked af at være pige, og hvordan det siden ændrede sig.

»Man kan roligt sige, at jeg led af det, Etisk Råd i dag ville kalde 'kønsubehag,'« skriver journalist og tidligere tv-vært Nynne Bjerre Christensen om sin egen barndom. Det har fået hende til at reflektere over den igangværende debat om kønsidentitet. Tariq Mikkel Khan

Jeg var meget ked af at være pige, da jeg var pige. Jeg ville være dreng. Jeg stod foran spejlet, hævede min brystkasse og pustede mig op. Jeg proppede en sok i underbukserne og syntes, at jeg var meget flottere på den måde. Jeg ville være karseklippet, spille fodbold og køre på motorcykel, ligesom mine fætre, der boede lidt længere nede af vejen. Der var intet, jeg forbandt med at være pige, som tiltalte mig.

Mine forældre lod mig i store træk være. Lod mig snitte mine pinde, lod mig skyde med luftpistol, lod mig hænge i en tovbane og på en hesteryg og gik med mig i drengeafdelingen, når der skulle købes tøj.