En kvinde, som blev hårdt såret ved et skyderi i shoppingcentret Emporia i Malmø fredag, var efter alt at dømme en tilfældig forbipasserende, oplyser det svenske politi ved et pressemøde lørdag formiddag.

Politiet siger, at alting tyder på, at skudangrebet var banderelateret og rettet mod en 31-årig mand, som blev dræbt.

En 15-årig er anholdt og sigtet for drab og drabsforsøg. Det skriver TT.

»Alt tyder på, at den dræbte mand, en 31-årig, var det tiltænkte offer for gerningen,« siger Petra Stenkula, som er politiområdechef i Malmø.

»Den kvinde, som er indlagt hårdt såret, var formentlig tilfældigt forbipasserende,« tilføjer hun.

Den 15-årige blev anholdt i nærheden af shoppingcentret. Øjenvidner siger til Expressen, at anholdelsen skete roligt. Drengen blev stillet op mod en civile politibil og blev iført håndjern, siger et vidne til avisen.

Skudangrebet skete omkring klokken 17 fredag eftermiddag.

Ifølge den svenske tv-station TV4 Nyheterna sagde folk i centret, at de havde hørt omkring 20 skud, og at folk flygtede i panik

Den dræbte mand blev ramt af skud i brystet.

»Vi var flere, som forsøgte at hjælpe ham. Han havde formentligt indre blødninger,« siger sygeplejersken Yvonne, som sammen med flere andre gav den 31-årige førstehjælp ved at holde hans luftveje åbne.

Svenske politi siger, at drabet er knyttet til det kriminelle miljø i Malmø.

Den 15-åriges forsvarer, Johan Fernvall, siger, at hans klient nægter sig skyldig i sigtelserne mod ham.

Den 31-årige havde siddet fem år i fængsel for grove forbrydelser indtil for nylig. Han er ifølge politiet med i den kriminelle mc-bande Satudarah, som Expressen har efterforsket. Banden er involveret i en blodig konflikt med en anden bande i Malmøs underverden.

Emporia er et af Skandinaviens største shoppingcentre. Ifølge centerets egen hjemmeside har det 168 butikker og restauranter.

/ritzau/TT

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.