Det bør være nemmere at skride ind over for præster og menighedsrådsmedlemmer

Folkekirken har brug for et nævn eller tilsynsråd, der kan forholde sig til sager, hvor menighedsrådsmedlemmer forbryder sig mod menighedsløftet. Derudover bør det undersøges, om der er tilstrækkelige sanktionsmuligheder i forhold til præster, som ikke lever op til deres ansvar.

»Spørgsmålet er, om der i dag er redskaber til, at man kan skride ind, hvis der er enkelte menighedsrådsmedlemmer, som i flere af de seneste dages historier har nedgjort medarbejdere eller præster?« skriver Jens Andersen og Lars Obel, der er henholdsvis menighedsrådsformand og ledende sognepræst i Vesterbro Sogn. Thomas Lekfeldt

DRs dækning i disse dage af dårligt arbejdsmiljø i folkekirken giver et indtryk af, at menighedsrådene rundt omkring er en flok amatører og et levn fra gamle dage. Det er vigtigt at nuancere dette billede. Dels er menighedsrådene afgørende for folkekirkens folkelige og demokratiske forankring – vi er jo en folkekirke og ikke en statskirke. Dels er præsterne også vigtige medlemmer af menighedsrådene. Dels er der mange velfungerende menighedsråd, inklusive vores eget i Vesterbro Sogn, hvor vi gennem mange år har haft fokus på professionalisering, herunder professional personaleledelse.

Men sådan er det ikke alle steder, og vi er enige med de faglige organisationer for kirkefunktionærerne, der i Debatten forleden pegede på, at der er brug for øget fokus på menighedsrådenes ansvar.