Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til debatindlæg på debat@berlingske.dk.

Regionerne i offensiven, men de har et forklaringsproblem

Foto: Kristian Brasen

Regionerne er nu gået i offensiven for at forsvare deres eksistens og position, for de leverer jo et godt sundhedsvæsen. Men for at virke helt troværdige må formandskollegiet (m/k) blandt andet fortælle borgerne, som er deres kunder, hvorfor det i et lille land som Danmark er nødvendigt at indføre to forskellige elektroniske patientjournalsystemer.

I Østdanmark har vi den meget udskældte Sundhedsplatform, som baserer sig på et amerikansk system beregnet til private betalingshospitaler. Vestdanmark er i gang med at udrulle et dansk udviklet journalsystem målrettet det danske sundhedsvæsen. Dette system er eksporteret til flere lande, blandt andet Region Stockholm, hvor den svenske pendant til Rigshospitalet ligger. De to systemer »taler« ikke – eller kun meget vanskeligt – med hinanden til skade for en smidig udveksling af oplysninger og dermed det samlede sundhedsvæsens effektivitet.

Det vil også være på sin plads at få en forklaring på de til tider store forskelle mellem regionerne i måden forskellige sygdomme behandles. Seneste eksempel er på prostataområdet, hvor der er markante forskelle i operationsraten mellem landsdelene.

Som borger får man ofte det indtryk, at de regionale (konge)riger ikke taler godt sammen og at det i særdeleshed er svært at udveksle informationer mellem Øst- og Vestdanmark. Det hæmmer deling af de mange nye ideer, som hver dag genereres hos det dygtige personale på de enkelte hospitaler, til skade for sundhedsvæsenets samlede udvikling. Det er regionernes ansvar at facilitere denne informationsstrøm. Søren Thostrup, Snekkersten

Hvor svært kan det være?

Ifølge ny lov skal patienter, der har levet i Danmark mere end tre år, og som taler utilstrækkeligt dansk, selv betale for tolk ved læge og/eller sygehusbesøg. Af uklare grunde skal regionerne administrere dette og indkræve penge fra patienterne, hvilket ofte ikke sker. Der er politisk utilfredshed med, at loven ikke overholdes. Men hvorfor i det hele taget blande regionerne ind i dette?

Patienter, der selv skal betale, kan vel indgå aftale med tolken og betale denne direkte. I de fleste tilfælde vil regningen være under 500 kr., hvilket formentlig er ca. det samme som det koster regionerne at administrere ordningen og opkræve pengene. Dette illustrerer den gamle sandhed om, at det er lettere at bruge andres penge end sine egne. Politikere bør tænke sig om, ikke skabe unødige problemer og anvende skatteborgernes penge fornuftigt. Jan Carlsen, speciallæge, København Ø

Nedslidte seniorer og flexjob

Noget tyder på, at ganske mange nedslidte seniorer fortsat – mod den politiske hensigt – bliver jaget igennem jobcentrenes udsigtsløse fleksjob og ressourceforløb.

I hvert fald har det vist sig, at i 2017 fik kun 660 – som er en tiendedel af det forventede antal – tilkendt den seniorførtidspension, der skulle stoppe denne jagt. Ordningen blev indført i 2011, og den er tiltænkt personer med et langt arbejdsliv bag sig og mindre end fem år til folkepensionsalderen. Politikernes ide var, at de fremover skulle få en mere hurtig og enkel vej til førtidspension – uden arbejdsprøvninger. Og ordningen skulle være åben for alle og ikke, som efterløn, være betinget af, at ansøgeren har betalt til ordningen eller er medlem af en a-kasse.

Beskæftigelsesministeren prøver at forklare det lille antal med, at det siden Tilbagetrækningsreformen er blevet lettere at få både fleksjob og ressourceforløb op at stå, og at seniorerne selv ønsker at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det er givetvis rigtigt, men ændrer det på, at nedslidningen skulle være blevet mindre? Næppe, men forklaringen skal nok findes ude i kommunerne, for det er dem, der evt. tilkender de nedslidte seniorer en pension.

Da ingen kan forestille sig, at kommunerne ikke følger loven, er der noget, som tyder på, at nedslidte seniorer ikke er klar over, at de kan søge, eller at kriterierne for overhovedet at kunne søge, er for stramme. For i 2017 blev ni ud af ti ansøgninger faktisk godkendt til seniorførtidspension. Danske Seniorer ønsker derfor, at der bliver lavet en grundig undersøgelse af, hvorfor kun en tiendedel af det forventede antal nedslidte seniorer har fået den lovede pensionsmulighed. Per K. Larsen og Preben Etwil, Landsorganisationen Danske Seniorer

Humoren, der blev væk

Nogle har taget anstød af, at journalist Christine Cordsen forleden omtalte os – inklusive sig selv – som grisefarvede. Den shit-storm, som det rejste, blev efterfølgende imødegået med beklagelser fra journalisten og fra DR, helt efter manualen, hvor man jo straks skal lægge sig ned, når det blæser op. Selvironi er en væsentlig del af dansk humor og dermed af dansk kultur. Det burde kulturinstitutionen DR have mindet om, da de grisefarvede rejste børster. Steen Allan Christensen, København K