Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Politikertræthed og Lars Løkkes atlantfærd

»Vi har forstået, at han ikke kan finde ud af, at han ikke længere er statsminister og partiformand, men at han nu også skal lege fornærmet teenager på en sejlbåd i Atlanten, gør ikke sagen bedre,« skriver Mogens Nørgaard Olesen om lars Løkke Rasmussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Gennem mange år har den såkaldte politikerlede været i vækst. Og det er kun politikernes egen skyld. Den ene underlige hændelse efter den anden, hvor politisk inkompetence og vilkårlighed afsløres, gavner ikke renommeet, og når der samtidig afsløres en almindelig foragt for den almindelige befolkning, så skal det jo ende galt.

Mange mennesker har efterhånden fået coronatræthed, men når vaccinen snart kommer, går denne træthed væk af sig selv. Men politikertrætheden er vist en kornisk lidelse, som vi ikke får nogen vaccine imod. Netop nu er den store forvirring, som regeringen har præsteret i minksagen, med til at give forøget politikerlede og politikertræthed, hvilket er en trussel mod demokratiet. Så politikerne leger med ilden. Endvidere er der hele den udsøgte magtfuldkommenhed, som er en kopi af virksomheden i Sovjetkommunismens politbureau, og den sag giver også politikertræthed.

Men årsagen til den omsiggribende politikertræthed er ikke partispecifik. Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen forstår til fulde at øge denne forfærdelige træthed. Vi har forstået, at han ikke kan finde ud af, at han ikke længere er statsminister og partiformand, men at han nu også skal lege fornærmet teenager på en sejlbåd i Atlanten, gør ikke sagen bedre. Han får folketingsgage, eftervederlag, honorar for nævnsarbejde mv., men han kommer bare ikke for tiden på Christiansborg, thi for skatteydernes penge holder han ferie og opfører sig ganske umodent. Så han giver hermed et fint bidrag til politikertrætheden. Det er ikke så godt, men der er nok nogle hos Venstre, som drager et lettelsens suk.

Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk

Noget særligt

I torsdagens avis bliver boligminister Kaare Dybvad kritiseret for, at ansætte en ganske særlig ny særlig rådgiver. Jens Christiansen har en fortid i Socialdemokratiet, er forhenværende direktør og partner i bureauet Advice og en af hovedaktørerne i Falck-Bios skandalen.

Dybvads valg vækker mildest talt undren. Men det, der umiddelbart kunne virke som en ministeriel håndsrækning til en partiven, viser sig ved nærmere eftertanke at være et genialt strategisk træk af boligministeren. Det var nemt nok at jage Blackstone på flugt, ingen udviser offentlig sympati for nogle, der ligner pengegriske udenlandske kapitalister. Men hvad stiller man op med assertive andelsboligejere og andet indenlandsk godtfolk fra boligsektoren? Disse grupper kræver en anderledes skræddersyet kommunikation på alle platforme.

Set i det lys giver ansættelsen af en kommunikationsekspert med Jens Christiansens særlige ekspertise god mening. Mon ikke vi snart ser nye spændende Facebookgrupper dukke op, velorganiserede demonstrationer foran Christiansborg, en lind strøm af velorkestrerede tweets og så videre og så videre og så videre.

Susanne B. Kock, Frederiksberg

Kaos

For adskillige måneder siden foreslog en læser i et indlæg, at der bliver opført en skamstøtte til minde om initiativtagerne til det projekt, som hedder »Den Københavnske Letbane«. Efter sammen med mange andre at have kæmpet med trafikproblemerne på Ring 3 og i Kgs. Lyngby igennem en længere periode og set de enorme resourcespild i forbindelse med projektets gennemførelse synes undertegnede, at tanken om en sådan skulptur egetlig er en sympatisk ide og bidrager gerne med et pænt beløb, når projektet efter mange års trafikale rædsler afsluttes.

Hans J. Blokmann, Kgs. Lyngby

Hu hej, hvor det går

Da coronaen ramte Danmark, lukkede restaurations- og rejseindustrien ned. Disse to erhverv kan naturligvis rejse sig til en vis grad. Det kan minkerhvervet ikke. Det er stendødt. Og nu har regeringen og Folketinget taget skridt til at nedlægge olieindustrien, som igennem årene har tjent milliarder til Danmark. Med lidt »held« får vi et såkaldt hårdt Brexit, som vil afvikle fiskerierhvervet.

Er der nogen, der har en god ide til, hvilket erhverv vi herefter skal afvikle?

Erling Rasmussen, Frederiksberg

DSB og coronakampen

DSB bringer en helsidesreklame med Mette (en anden Mette), som begejstret siger, at hun helt undgår myldretiden, fordi hun har skubbet sin arbejdstid en halv time.

Er jeg den eneste, der tænker, at Rejsekortets prismodel definerer myldretiden som alle rejser, der påbegyndes mellem 7 og 11 om morgenen og igen mellem 13 og 18 om aftenen? Der skal vist lidt mere til end at skubbe rejsen en halv time. Og i øvrigt er toget mere fyldt om aftenen, for dér skal folk ud efter at have siddet hjemme hele dagen.

Måske DSB bare skulle bruge deres marketingbudget på at få tømt skraldespandene med brugte mundbind lidt oftere. Hvis de gerne vil hjælpe, altså.

Hans Jørgen Pedersen, Skovlunde

Simpel kommunikation

Der er en helt basal og meget enkel regel i al kommunikation: »Afsenderen af et budskab har ansvaret for, at det bliver opfattet korrekt af modtageren.« Tænker man lidt over det, kan man jo dårligt nå frem til et andet resultat.

Det betyder så, at Mette Frederiksen, Nick Hækkerup og en del embedsmænd har det fulde ansvar for, at danske minkavlere opfattede statsministerens udtalelser på pressekonferencen som lodrette ordrer.

Kernen i sagen er derfor ikke jura, som man prøver at gøre det til, men simpel kommunikation.

Det er altså ikke minkavlerne, som har »misforstået noget«. Det er Mette Frederiksen, der, jævnfør den lille regel, har ansvaret for sin kommunikation, som blev opfattet som en ordre.

Derfor var det en ordre.

Frank G. Sørensen, Horne

Musicals på Det Kongelige Teater

Musical-producenten Jesper Winge Leisner er bekymret, fordi kulturminister Joy Mogensen har lagt op til nye regler for, hvilke musicals Det Kongelige Teater må spille. Men de nuværende regler er uklare og arbitrære – og beskytter for så vidt heller ikke de kommercielle producenter særligt godt.

Det er ikke nyt, at Det Kongelige Teater vil spille musicals. Teatret har slet ingen intentioner om fremover at spille musical fra væg til væg, og der er slet ikke plads på vores scener til de rigtigt lange forestillingsforløb, som er muligt på de kommercielle teatre. Teatret er naturligvis enig i, at der fortsat skal være en god beskyttelse af de kommercielle producenter, så Det Kongelige Teater ikke skal spille de titler, som de ønsker at opføre. De kommercielle producenter som Jesper Winge Leisner er nemlig dygtige, og vi vil ikke stjæle deres marked.

Ønsket bunder nemlig ikke i, som Jesper Winge Leisner påstår, at Det Kongelige Teaters kerneforretning ikke fungerer. Opera, ballet, skuespil og andet musikteater trækker heldigvis stadig et stort publikum til. Men alle danskere betaler til Det Kongelige Teater. Derfor skal teatret naturligvis også søge at være relevant for flere forskellige mennesker med alle slags baggrunde, herunder også dem der elsker musicals. Når det gælder sidstnævnte, vil Det Kongelige Teater selvfølgelig også her tilstræbe det sublime.

Hvis en årlig musical, blandt alt det andet Det Kongelige Teater udbyder, kan være med til at give flere mennesker gode teateroplevelser, mon ikke det så kunne komme alle i branchen til gode?

Per Christensen, næstformand i bestyrelsen for Det Kongelige Teater