Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Mental genåbning kræver forberedelse

»Vi må forvente, at der vil være medarbejdere, der ikke ønsker at arbejde på normale betingelser. Vi omstillede os ret hurtigt og har i dag væsentlige andre strukturer og rutiner, som efter så lang tid er blevet vores nye normale,« skriver Ditte Gottlieb Bredahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

På et splitsekund omstillede den offentlige sektor sig til at arbejde og organisere på nye måder – både dem, der arbejder hjemme, og ikke mindst dem der arbejder i kritiske funktioner. Nu står vi midt i genåbningen, og mange er begejstrede og glæder sig – helt forståeligt – over, at samfundet gradvist åbner mere. Men vil alt være fryd og gammen, når vi vender tilbage? Svaret er nej! For ganske enkelt – ingen vender tilbage til det, vi forlod.

Selvom der ikke er en genåbningsplan for mange af de offentlige ansatte endnu, starter den interne proces allerede nu. Midt i manges glæde og forventning om at komme tilbage til arbejdspladsen, skal vi huske på, at det for mange også vil være en rigtig svær tid med forbehold og bekymring. Vi må forvente, at der vil være medarbejdere, der ikke ønsker at arbejde på normale betingelser. Vi omstillede os ret hurtigt og har i dag væsentlige andre strukturer og rutiner, som efter så lang tid er blevet vores nye normale. Selvom der intet normalt er over det, har det – om vi kan lide det eller ej – været vores virkelighed i mere end et år. Det sidder fast i mange af os.

Mentalt tager det ganske enkelt tid at bearbejde mere end et år med andre arbejdsvilkår, ligesom det tager tid at genopbygge arbejdsfællesskabet igen. Og selvom det kan tage tid at genskabe de sociale relationer, skal vi huske på, at vores kolleger og hele arbejdsfællesskabet har en kæmpe betydning for os og er en stor og vigtig del af vores arbejdsliv. Det er på arbejdet, vi får de gode forstyrrelser, hvad enten de er faglige, relationelle eller noget helt tredje. Og det er her, vi (også) udvikler os som mennesker.

Hvordan vi vender tilbage er en vigtig drøftelse i MED-organisationen, og andre samarbejdsudvalg, ledelse og medarbejdere drøfter stort og småt. Det er en proces, der allerede nu skal prioriteres, så vi kommer genåbningen i møde og ikke omvendt.

Ditte Gottlieb Bredahl, formand for HK Kommunal Hovedstaden