Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hvorfor går man i gymnasiet?

Indholdet af debatten tyder på, at ønsket om at opnå en større viden og en dybere indsigt ikke er den væsentligste begrundelse for at gå i gymnasiet, skriver Aage U. Michelsen. Arkivfoto: Morten Dueholm Fold sammen
Læs mere

I et par måneder har gymnasierne været lukket, og eleverne har som nødløsning været henvist til virtuel undervisning.

Man kunne have forventet, at dette ville have medført en debat om, hvilke konsekvenser den forringede kvalitet af undervisningen måske kunne få for de studerende. Ville de f.eks. blive mindre kvalificeret til at gennemføre en efterfølgende videreuddannelse?

Debatten har imidlertid drejet sig om helt andre ting. F.eks. har de psykiske problemer ved det manglende samvær med kammeraterne været et helt centralt tema. Risikoen for aflysning af studenterfester og for at studenterkørslen rundt til elevernes forældre måske ikke kunne gennemføres, har også indtaget en central placering. Derimod har der stort set ikke været debat om konsekvenserne af den forringede kvalitet af undervisningen.

Det tyder på, at ønsket om at opnå en større viden og en dybere indsigt ikke er den væsentligste begrundelse for at gå i gymnasiet.

Aage U. Michelsen, Skovlunde

Aggressiv TV-journalistik

TV-journalisters aggressive spørgeform ved interviews har længe generet mig. Et særligt grelt eksempel forekom 12. maj i den sene TV-avis kl. 21 på DR 1, hvor Kaare Quist (K.Q.) interviewede sundhedsdirektør Søren Brostrøm (S.B.).

Interviewet antog nærmest karakter af en afhøring af en sigtet, hvor det tilsyneladende mere drejede sig om at få »offeret« til at fortale sig og indrømme nogle modsigelser end at fremskaffe oplysninger om et vigtigt problem, nemlig strategien i den videre bekæmpelse af covid-19.

K.Q. afbrød gang på gang, når han ikke fik det ønskede svar, og gjorde det dermed urimeligt vanskeligt for S.B. at formulere sin vurdering af situationen. Jeg er fuld af beundring for, at det alligevel lykkedes for S.B. at fremstå saglig og velafbalanceret under så urimelige vilkår.

Det er åbenbart vigtigere for den kritiske journalist at få den interviewede i fedtefadet end at belyse det aktuelle emne på et neutralt, fagligt funderet grundlag.

Den form for journalistik hører ingen steder hjemme og forstærker blot tendensen til, at politikere og fagfolk glider af på spørgsmål og nødigt udtaler sig i andet en forblommede, intetsigende vendinger.

Svend Waltenburg, Smørum

Ali Aminali er en del af problemet, ikke af løsningen

I Berlingske 16. maj i et stort interview med Jens Philip Yazdani og Ali Aminali omtaler sidstnævnte Generation Identitær som »Hipster-fascister« i kølvandet på vores aktion mod bønnekald i Gellerup.

Når Aminali vælger at bruge så absurd en betegnelse om os, har det nok sin årsag i, at han forsøger at bortlede opmærksomheden fra, at han og de Konservative, for hvem han flere gange har forsøgt at stille op som kandidat, er en del af problemet, ikke af løsningen.

I 1983 stemte partiet for den berygtede udlændingelov, der med ét slag gav alle verdens migranter rettigheder i vores lille kongerige, og siden har partiet nægtet at føre den nødvendige politik, der kunne afhjælpe migrantproblemerne, men har i stedet prioriteret internationale konventioner og åbne grænser for mere importeret arbejdskraft.

Aminali selv har da heller ingen reelle bud på noget, som ikke er prøvet tusind gange før. Mens hans partileder lystigt skriver Facebook-opdateringer om, hvordan Den Store Bagedyst er godt for sammenhængskraften, argumenterer Aminali for, at vi endnu engang skal forsøge at lave den helt rigtige integrationsindsats. Lidt social ingeniørkunst – så skal det nok gå.

Generation Identitær tager afstand fra alle totalitære ideologier, og vi anser demokrati for et unikt, europæisk kendetegn, så drop alle de popsmarte bemærkninger om fascisme og lad os tage fat om nældens rod: Remigration nu!

Daniel Nordentoft, Tobias Guldager Andresen, begge aktivister i Generation Identitær

Dødens gab - og coronavirus

Situationen med den iver de danske turistorganisationer kæmper for at få åbnet grænserne minder om filmen fra 1975 »Dødens gab«. Her rapporteres dødelige angreb fra en stor hvid haj. Den lille by afventer tilstrømning af købestærke turister til byens strande, så byens myndigheder kæmper indædt for at bagatellisere de dødelige angreb og underminere politichefens beslutning om at lukke strandene. Resultatet blev som forventet - fatalt.

Ole Hansen, Vallensbæk Strand

Et trist indslag i Deadline

DRs program Deadline plejer at være seriøst, men der kan også være enkelte svipsere.

17. maj havde værten Bjarne Steensbeck inviteret to mandlige journalister til at diskutere den sag mod Inger Støjberg, som netop er startet. Støjberg havde som minister krævet ægtepar adskilt i asylcentre, hvis pigen var meget ung.

Indslaget blev brugt til at diskutere, hvilke paragraffer Inger Støjberg – måske – havde overtrådt. Det blev en opvisning i juridiske spidsfindigheder om forvaltningslovens fortolkning.

Først til allersidst blev det nævnt i en bisætning, at der faktisk var piger, der havde bedt om ikke at bo sammen med en ældre ægtefælle. Sagen drejer sig også om pigers og kvinders situation i Danmark.

Bodil Kruse, Lyngby