Det hedder sig, at alle børn tegner. Det viser sig også, at langt de fleste holder op.
Nogle, fordi voksenlivets institutioner ødelægger kreativiteten. Andre mister modet, fordi de bliver bevidste om, hvordan rigtig kunst ser ud. Andre igen får ganske enkelt nye interesser.
Men så er der nogle, der bliver ved, fordi de ikke kan holde sig fra det med at tegne eller male eller forme eller sammenstille ting til noget, der bliver det, vi sædvanligvis rubricerer som kunst.
Det allerførste billede på Dronning Margrethes og Prinsgemalens første fælles udstilling, der vises på kunstmuseet ARoS i Aarhus, er et ganske lille studie af en vase med morgenfruer, som den dengang kun syvårige danske prinsesse Margrethe malede i 1947.
Det var en bunden opgave. Sammen med andre elever var prinsessen blevet bedt om at kigge på motivet og forsøge at fastholde det. Det lille papirarbejde er måske medtaget, fordi det tilsyneladende er et forvarsel om, at glæden ved at skabe billeder var stærkere og mere vedvarende for den unge prinsesse end for de fleste andre. Men også hun skulle igen og igen få sine anfægtelser, om det nu også var noget, eller kunne blive til noget; det hun - med sit eget udtryk - gik og »fuskede« med.
I det første af de i alt ti rum, der udgør »Pas de deux royal – et kunstnerisk møde«, finder man flere eksempler på andre tidlige arbejder, som henviser til et af de tilfælde, der er en foræring for en udstilling af denne art, hvor man sætter to kunstnere i dialog med hinanden, fordi man mener, de har mere til fælles end det modsatte.
Det viser sig nemlig, at regentparret, længe før de traf hinanden, begge fuskede med porcelænsmaling. Hun i Danmark og han »derude øst for Suez«, som det hedder i den gamle sang. De viste eksemplarer er så af senere dato, men de bliver alligevel en næsten skæbnebetonet indgang til en udstilling, der gennem et bredt udvalg af eksempler fortæller om to mennesker, der også mødes og forløses i et kunstnerisk samarbejde. De oversætter sammen. Hun illustrerer hans digte. De oplever verden sammen, og de inspirerer hinanden i en fortløbende samtale, hvor meget forskellige kulturer og traditioner møder hinanden. Men resultatet af deres respektive kunstneriske frembringelser begynder ikke at ligne hinanden.
Gode rådgivere
Som i alt, hvad der har med kongehusets møde med offentligheden at gøre, spiller Dronningen naturligvis hovedrollen.
Det var også Dronningens billeder, offentligheden tidligst stiftede bekendtskab med, da hun i sin tid blev inviteret til at udstille for første gang inden for kunstinstitutionens mure. Det var i Kunstmuseet Køge Skitsesamling, og det var i 1988.
Der er sket en del siden. ARoS-udstillingen er delvist kronologisk opbygget, så den indledes med de første famlende forsøg med illustrationerne til J.R.R. Tolkiens bog »Ringenes herre«. Det var også ved den lejlighed, det begyndte at blive alvor for Dronningen; det med billedkunsten. Som andre havde også hun naturligvis set på den kunst, der omgav hende, og tænkt, at dertil kom hun aldrig.
Det må også være vanskeligt. For langt de fleste billedkunstnere er det en heltidsbeskæftigelse at arbejde med kunst. Man tænker på det det meste af tiden. Man må foretage talrige overvejelser og eksperimenter for at få resultatet til at se ud, som om det er ligetil og selvfølgeligt. Man må kende traditionen og holde sig opdateret med samtiden.
Det med tiden er noget af en udfordring for regentparret, men de er - fortæller museumsdirektører i alle landsdele - meget velorienteret om billedkunst. Og så har både Dronningen og Prinsgemalen den fordel, at de har haft de bedste rådgivere.
Maleren Preben Hornung var en af dem, der kunne give Dronning Margrethe et afgørende skub, fordi han havde integriteten til at sige, hvad der ikke duede, og hvad der havde potentiale.
Prinsgemalen har haft en god støtte til sine større skulpturer i Bjørn Nørgaard, hvis formsprog, tilsyneladende da, i glimt har en afsmittende virkning, og Prinsgemalens tidlige skulpturer blev til med hjælp fra Poul Holm Olsen, der var en elskelig og yderst kompetent lektor på Kunstakademiets billedhuggerskole. Det er i øvrigt hans fornemme samling af afrikansk kunst, der ved hans død blev skænket til Holstebro Kunstmuseum. Og netop afrikanske masker, der har haft så stor betydning for europæisk kunst i det 20. århundrede, har været en betydelig bagvedliggende inspiration for Prinsgemalen, tillige med den nonfigurative modernistiske skulptur og dens abstrakte formsprog - når Prinsgemalen da ikke skaber en demonstrativt figurativ skulptur.
I det hele taget er det søgende gennemgående hos det royale kunstnerpar. Nysgerrigheden og sulten efter billeder er holdt intakt. Udstillingen igennem mærker man åbenheden over for andre kunstneriske udtryk og lysten til at fabulere. Også med lyrik for Prinsgemalens vedkommende. Med scenografi, kirketekstiler og découpager for Dronningens.
Découpager er noget andet en collager, selv om resultatet umiddelbart kan minde om hinanden. Det er med Dronningens egne ord et rigtigt »klippe-klistre«-projekt. Man placerer billeder - samplet eller approprieret fra hvad som helst - på genstande, så de får en dekorativ karakter, og så bliver genstandene - for eksempel en bakke eller en papirkurv - lakeret mange gange. Mange, mange gange.
Som i al anden appropriationskunst stammer billederne fra vidt forskellige kulturelle lag, men der er en tendens til, at kirkeinteriører og byprospekter er blandt Dronningens foretrukne motiver, og det forlener de færdige billeder med en eventyrlig stemning, der selvfølgelig forstærkes yderligere i sammenhængende billedserier inspireret af for eksempel »Snedronningen« og »De vilde svaner«.
Mennesketomme landskaber
Blandt nogle af Dronningens ældre arbejder på udstillingen er en serie akvareller med titlen »Landskaber til tabte sagn«.
De er vigtige for sammenhængen i værket, for de antyder en gennemgående tematik i Dronningens billeder og foregriber den serie, der stadig er Dronningens mest originale og et hovedværk i hendes produktion.
Men først tager Dronningen fat i nogle af de motiver, der ligger lige for. Lige uden for vinduet. Lige ude i parken. I nogle af billederne kan man mærke efterklange af den danske modernisme, men i overvejende grad er det kønne, lidt melankolske billeder af fine kultiverede parkanlæg, der på sin vis korresponderer med et af Prins Henriks digte (her i Per Aage Brandts oversættelse), der trods rammerne giver et glimt af noget alemntmenneskeligt:
Endog et kongeligt palads
med tusind døre, vide fløje
kan være trangt og mangle plads
Det er en oplevelse, man også kan have af Dronningens billeder af de nære omgivelser.
Omkring årtusindeskiftet sker der imidlertid noget helt afgørende i Dronning Margrethes maleri. Dronning Margrethe er ikke den første kongelige, der har »fusket« med billedkunst. Prins Eugen fra Sverige er et andet, meget berømt eksempel. Og i slutningen af 1990erne foreslog Kunsthallen Brandts i Odense en dialogudstilling mellem de to.
Opfordringen skærpede Dronning Margrethes artistiske nerve. Måske fordi Prins Eugen var så respekteret i sin samtid og for den sags skyld stadig er kanoniseret som en god maler.
Resultatet blev serien »Fra de yderste fjelde«, der på mange måder er ganske anderledes end noget af det, Dronning Margrethe tidligere havde malet. Som de tidlige sagnbilleder er denne serie af malerier, der er konsekvent holdt i grønne og blå nuancer, frit opfundne landskaber. Mennesketomme landskaber. De ligner en slags tværsum af nordiske landskaber, men det særegne og interessante ved dem er, at Dronningen så at sige har fundet eller opfundet nyopdaget land ved at male sig gennem sine indre billeder af landskabet og helt ud til kysten. Uden nødvendigvis at have en anelse om, hvad hun ville møde undervejs. Eller hvordan de efterfølgende malerier ville blive.
Det er et frodigt landskab, Dronningen skildrer. Ikke uden seksuelle undertoner. Men man ved i grunden ikke, om det blot er øde og menneskeforladt, om det er et urlandskab, eller det er landskabet, efter vi er borte, og naturen er ved at tilbageerobre og helbrede kloden. Det er en billedserie, der er meget åben for fortolkning - men konsekvensen ligger også i, at Dronningen så at sige måtte opdage for sig selv, hvad der var på den anden side af landskabets dybe fjorde og bløde bjergtinder. Netop ved at male sig igennem og ud til vandet ved verdens ende.
Her lå ikke en båd og ventede og dermed mulighed for nye opdagelsesrejserpå den anden side af verdens ende, så Dronningen slap konsekvent motivet og kastede sig over nye som sten og knogler og det forkætrede kunsthistoriske motiv blomsten. Som Prinsgemalen synes Dronningen at være i bestandig vekslen mellem figurative og abstrakte billeder.
Ophængningen fungerer flere steder udmærket. Ikke mindst i et mørkt rum med memento mori-agtige skulpturer (blandt andet skabt i samarbejde med smykkedesigneren Torben Hardenberg) og et i rum helliget scenografi, der, Dronningens arbejder taget i betragtning, nødvendigvis må have en opløftende karakter.
Og selv om man kan synes, at det tunge og alvorlige billede »Skyen og Volden« fra 1997, der - måske - er inspireret af dramatiske begivenheder andre steder på det europæiske kontinent, kan placeres i en religiøs sammenhæng sammen med en række af Dronningens bispekåber, får det ikke den plads og ro, det fordrer. Omgivet af spejle og farvestærke kirketekstiler.
Meningerne er altid delte, når Dronningen udstiller. Nogle vil mene, at en sådan udstilling bruger plads og tid, der kunne have været anvendt til andre og - underforstået - bedre formål. Mens andre på den anden side kan argumentere for, at publikumsmagnetiske udstillinger af denne art - og der er fortilfælde, hvor de har haft en afgørende betydning for et museums økonomi - skærper interessen for kunst. Også ud over særligt interesseredes rækker.
Men under alle omstændigheder er det også af væsentlig betydning, at det danske samfund har et regentpar, der tager billedkunst og lyrik så alvorligt, at det fylder meget i deres liv, gerning og interesser. Og at de simpelthen »ikke kan lade være«, som Dronningen citeres for på væggen i nærheden af det lille billede, der indleder udstillingen.
Hvem: Dronning Margrethe og Prinsgemalen: »Pas de deux royal – et kunstnerisk møde«
Hvor: ARoS, Aarhus. Hvornår: Tirsdage-søndage 10-17, onsdage-torsdage tillige til 22. Til 23. februar.
