Ser man generelt på det danske vejr, er vindstille sommerdage med solskin fra en skyfri himmel lidt af en bizar anomali. Det er næsten som et meteorologisk fabeldyr, vi kollektivt fantaserer om i de gennemsnitligt ti måneder om året, hvor mørket, blege ansigter, fugt og evindelig blæst sætter den mentale tone, der minder om en melankolsk baggrundscello i en dyster Ingmar Bergman-film, om død, skam og dårlig rødvin.
I det store hele er det et meget smalt vindue, der sjældent åbner sig og muliggør »den perfekte danske sommerdag«. Faktisk kan der være år, hvor dagen(e) slet ikke indtræffer, og før man ved af det, er solen igen forsvundet, og man sidder der midt i melankolien, og tænker på St. St. Blichers linje i »Det er hvidt herude«: »kun med sagte pik på rude melder sig den små musvit …« Oh, du danske elendighed!
