»Hvor skal du af?« spurgte han, da jeg trådte ind i elevatoren. Det var en af mine første arbejdsdage i Politikens Hus. Det var maj 1999.
Jeg kunne ikke se hans øjne for de sorte Ray-Bans, men smilet virkede oprigtigt.
»Jeg skal af på tredje,« sagde jeg spagt, mens jeg tænkte: »Fuck, det er Morten Sabroe!«
Krasnapolsky i ascendanten
Han var en af mine første journalistiske helte. Han var en af de mange ærefrygtindgydende, velskrivende journalister, som Politiken husede i 1980erne og 90erne. Anders Rou Jensen, Carsten Jensen, Claes Kastholm og naturligvis Morten Sabroe (som dog var uddannet på Berlingske, naturligvis!) udgjorde tilsammen et sandt kreativt kraftværk, der konstant kværnede underholdende, udsøgte og syleskarpe ord ud på papir. Det var deres tekster, jeg voksede op med i mit barndomshjem, hvor vi holdt Politiken i hverdagene og Berlingske i weekenden.
Sabroe var et idol, og nu stod han der med sin umiskendelige profil i elevatoren med kaffekop, læderjakke, med sin gonzoattitude – sådan bare med hele Café Krasnapolsky-stilen i ascendanten. Sabroe var cool.
Det var en tid, hvor landets fremmeste skribenter mere lignede rockstjerner, der lige havde jammet med på Orange Scene, end nutidens hårdt pressede skrivekulier i buttondownskjorter.
Jeg læste altid en tekst, hvis den indledtes med »Af Morten Sabroe«, og den danske gonzomester skuffede stort set aldrig. Der var altid et element af overraskelse, vid og indsigt i Morten Sabroes tekster. Han gav næsten altid en bid af sig selv. Man fik altid noget med hjem, når man havde været på besøg i en Sabroe-tekst. Der var ofte en linje, der tog bolig i ens hjerne efter endt læsning. Det var sjældent ligegyldigt.
Panduro med Ray-Bans
Der var et interessant skæbnefællesskab mellem Sabroe og det borgerlige Danmarks store hverdagspsykolog og forfatter, Leif Panduro. Panduro døde alt for ung (53 år, i 1977), og som Ghita Nørby spurgte, da Panduro døde: »Hvem skal nu fortælle os, hvem vi er?«.
Det var et godt spørgsmål. Svaret kunne have været »det skal Morten Sabroe«, dog med den mellemregning, at der ikke var meget hyggelig piberøg over Klampenborg-drengen Sabroe. Han ville helst fortælle om og undersøge, hvem han selv var, mens han – ikke uden en vis skadefryd – igen og igen rev sin egen Klampenborg-baggrund gennem et syrebad. Men uanset hvad han gjorde, var det nu engang den opvækst, han var rundet af, og den tjente samtidig også som et essentielt drivmiddel i store dele af hans professionelle virke.
Selvom det hele på lang afstand kunne virke navlebeskuende, så oplyste strålevarmen fra Sabroes brændende selvundersøgelser mange af de eksistentialer, som de fleste af os andre også jævnligt skyggebokser med.
Den Gyldenblonde
Sabroe havde en på papiret privilegeret opvækst. Hans far var redaktør og cirkusrevydirektør Povl Sabroe, der i folkemunde gik under navnet »Den Gyldenblonde«.
Hjemmet var en særegen blanding af gårsdagens borgerlige charme og et progressivt bohemehjem. Her mødtes samtidens kunstnere og kulturpersonligheder. Et hjem med både økonomisk og kulturelt overskud, men også et hjem med voksne, der – ifølge Morten Sabroe selv – for det meste virkede mere optagede af egne livsprojekter end af familiær harmoni og det nære.
Sabroes virkede set udefra som et forbindelsesled mellem to verdener.
Sabroes forældre var en forsmag på en generation, som Sabroe selv skulle blive en del af. 68erne. En generation, der helst havde blikket stift rettet mod et fjernt utopia, mens de ofte overså dagligdagens trivialiteter, som for eksempel deres egne børn. Det var en grundfølelse, som Sabroe tit fortalte om, en følelse af at være blevet overset som barn. Et forhold, han senere i livet dog i den grad fik kompenseret for!
En herlig familie
Som en af de første herhjemme mixede Sabroe en kras cocktail af autofiktion og forældreopgør. Han skånede sjældent sig selv, men heller ikke sine nærmeste.
»Du som er i himlen« fra 2007 handler om hans problematiske forhold til sin mor, Ingrid Sabroe, mens »Fader vor« fra 2011 handler om hans fraværende far.
De sidste år af sit liv forsonede han sig dog til en vis grad med sin opvækst, og han forsøgte i sit sene forfatterskab i værket »Der var engang en familie – en herlig familie« (2021) bedre at forstå sine familiemedlemmers forskellige bevæggrunde og psykologiske anatomi.
Fortidens mand
Sabroe var en interessant og indimellem selvmodsigende hybrid af den præmoderne machomand og den selvudleverende, sensitive, bløde mand. En kraftfuld elefant, der tromlede frem, men også stod ved sine følelser og sin sårbarhed. Men de senere år kunne han også virke som en elefant, indespærret i en glasbutik, der blev mindre og mindre i takt med, at samtiden blev tiltagende sensitiv og nypuritansk.
Jeg tror ikke, at en Morten Sabroe i fuld vigør havde ladet sig rette ind af samtidens skrøbelighed. Det lå simpelthen ikke i hans dna ikke at sige tingene, som de var.
Nu er Morten Sabroe her ikke længere, men det er et interessant spørgsmål, om der overhovedet er plads til mænd som Morten Sabroe i fremtidens medielandskab, og hvis svaret er nej, hvad mister vi så af indsigt og forståelse af ikke bare det at være mand, men også det at være menneske?
