Berlingskes kunstredaktør: Det vil være et fatalt tab for København at ombytte Poul Gernes' humane farveeksplosion med endnu en glaskasse af Bjarke Ingels

Berlingskes kunstredaktør holder af og med Palads Teatret, altså Poul Gernes' »Palads«. På en cykeltur gennem byen blev det tindrende klart for hende, at vi ikke har andre kunstværker, der på samme løsslupne facon stikker af i Københavns byrum, men til gengæld masser af åndsforladte glas- og stålhuse.

»I dag er Palads Teatret et stykke original kunsthistorie beåndet af Gernes' let muntre poesi, der bag sin folkelige appel tog et opgør med en stiv bedaget kunstforståelse,« skriver Birgitte Ellemann Höegh i denne kulturkommentar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hen over weekenden, hvor den blå himmel lå som en smuk bue ind over København, var jeg på cykel gennem byen ad flere omgange. Jeg hjulede forbi byens pladser, tætpakkede med mennesker, og øjnede velkendte skulpturer hist og pist.

De oser af kulturhistorie, ja, og mange af dem har elegante og bevægende detaljer, versioneret af anerkendte billedhuggere, men de får mig aldrig til at stoppe brat op. De går ikke op i hjernen eller ind i hjertet og giver mig et splitsekunds lykke.

Det sker til gengæld, hver gang jeg passerer Palads Teatret på Axeltorv. Hver eneste gang får jeg en følelse af et København, der har plads til en frygtløs tilgang til kunsten og tilværelsen. Det mimer den fornemmelse, jeg får af københavnerne i det øjeblik, solen rammer byen, og vi myldrer ud ad alle sprækker, breder armene ud og giver slip på os selv.

For en stund ... For nu vil Palads-bygningens ejer, Nordisk Film Biografer, rive hele herligheden ned. I 2020 præsenterede Nordisk Film Biografer Københavns Borgerrepræsentation for et nybyggeri af tegnestuen BIG.

Berlingskes kunstredaktør, Birgitte Ellemann Höegh. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Jacobsen.

Det har heldigvis fået alle mulige tilhængere af Gernes-paladset ud af starthullerne, tilhængere, der agiterer for kunstværkets bevarelse – eller ligefrem en fredning.

Copenhagen Contemporary og Gernes-Fonden inviterer lige nu kunstnere og arkitekter til at deltage i en åben idékonkurrence om udviklingen af området og pladsen omkring Palads Teatret.

Eneste krav er, at Palads Teatrets facadeudsmykning respekteres, og at »morgendagens biograf«, som de formulerer det, er medtænkt. Hvad med at inkorporere et filmmuseum? Sådan et, der hylder Nordisk Films begyndelse, Drejer, Asta Nielsen, Olsen-Banden og von Trier, blandt andet? Vinderne af projektet bliver præsenteret til september på udstillingen »København, Kærlighed & Candyfloss« på Copenhagen Contemporary.

Palads Teatrets kulørte farvesætning læner sig op ad det vovemod, vi kender fra de virkelig store storbyer som Paris, hvor man engang smækkede en glaspyramide ned midt på Louvres forfinede gårdsplads og uforfærdet lod arkitekterne bag Pompidoucentret vende vrangen ud på bygningen, hvor de påmonterede farvede vandrør og transparente elevatorer.

På Axeltorv er det ikke arkitekturen, der er det dristige, men det kunstværk, Poul Gernes (1925-1996) i 1989 fremkaldte og efterlod som et af sine hovedværker.

Med sine mælkede pink, lilla, blå og orange signaturfarver forvandlede han biografbygningen fra 1918, der i 1970erne og 80erne også husede Daddys Dance Hall, til et af byens stærkeste pejlemærker.

I dag er Palads Teatret et stykke original kunsthistorie beåndet af Gernes' let muntre poesi, der bag sin folkelige appel tog et opgør med en stiv og bedaget kunstforståelse.

»100 år mere, tak,« skriver Birgitte Ellemann Höegh om Poul Gernes’ udsmykning af Palads Teatret på Axeltorv i København. Her er Gernes fotograferet foran sit værk i 1995. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Møller Rasmussen/Courtesy The Estate of Poul Gernes & Galleri Nicolai Wallner.

Jeg lærte 80er-farveladeværket at kende i teenageårene, da jeg begyndte at tage til København og »kigge butikker«, som vi kaldte det dengang, og fokus var Strøget, hvor vi købte ørenringe af gadesælgerne og lige drejede ned ad Pisserenden for at få fat i et par natbukser hos Roger. Jeg ville altid helst af toget på Vesterport, for så kunne jeg hilse på Palads.

Vi vidste godt, at der stod en kunstner bag den provokerende farvesætning, og at han havde fået skældt huden fuld, men det var først, da min svigerfar kom på Herlev Hospital, at jeg forstod, hvem kunstneren var.

Her hentede vi vaser til blomster i nogle orange og pink skabe og gik forbi den berømte aktionskunstners psykedeliske cirkelformer i vandrehallen.

Da min svigerfar siden blev overflyttet til Gentofte Hospital, overhørte han og jeg to læger diskutere i mellemgangen, hvorvidt det kunne betale sig at give en 80-årig mand en bypass.

Vi tav begge forskrækket, men jeg trøstede mig ved, at han stadig lå i den Poul Gernes-blå hospitalsseng, som portørerne havde overflyttet ham i fra Herlev, og som toppede de musegrå versioner ved hans side.

Den seng tilførte hele tristessen en smule håb, glæde og vanvid, og da jeg spurgte min svigerfar, hvad vi skulle tage med til ham fra kiosken – jeg havde forestillet mig en pære eller en Mars Bar – var hans svar: »Ti år til, tak.«

BIGs glashus med underjordiske biografer, kontortårn og terrasser med grønt forekommer mig komplet charmeforladt.

Det når ikke Poul Gernes' ikoniske kunstværk til sokkeholderne. Jeg hepper på kunsten i byrummet og kan kun toppe min svigerfars ønske – nu på Gernes-paladset vegne – og sige: »100 år mere, tak«.