Ikke alt er Instagram – unge arkitekter viser »kamerahuse« på Refshaleøen

Copenhagen Photo Festival bruger arkitekturen til at iscenesætte det gammeldags fysiske fotografi.

Et af Hashem Shakeris fotos fra den øde spøgelsesby uden for Teheran. Hashem Shakeri

Refshaleøen er stadig Københavns bedste baghave. Det enorme tidligere værftsområde rummer så mange mystiske og oversete kvadratmeter, at der er muligheder for alle, og selvom man ved, at øen om ti år vil være forvandlet til glat legeplads for millionærer og ejendomsudviklere, så er det svært at bevare pessimismen, når man triller en tur ud langs vandet på en blå sommerdag.

De pittoreske ruiner står overalt med røde teglmure og beskidte vinduer i rytmiske og stoflige kompositioner, ingen nok så dygtig maler kunne finde på, og inde i de mange haller foregår der alt muligt: fra vanvittigt dyre gourmetrestauranter over knivskarpe kunstgallerier til sport, containerboliger og almindelig nydning. Og så engang imellem pop-up-begivenheder som musikfestivaler, filmvisninger – og en ambitiøs, internationalt orienteret fotofestival.