Berlingskes arkitekturredaktør: Middelalderbyens forvandling til »Fadbamseland« fortsætter med uformindsket kraft

Skindergade har fået zebrastriber – og kommunen kan ikke stave. Er sommerens bilfjendske eksperiment en god idé?

»Zebraskindergade« er flot at se på, men en by med biler er bedre end et provinsielt »bytivoli«. Her ses Skindergade fra ProTreatments lokaler. Thomas Lekfeldt

Københavns Kommunes generelle krig mod bilerne går ind i en ny fase her til sommer. En serie såkaldte »forsøg« vil for at give plads til fodgængere, cykler og fortovscafeer spærre en række af citys centrale forbindelsesgader af for biltrafik.

Middelalderbyens forvandling til »Fadbamseland« fortsætter med uformindsket kraft, og dens hastige vej fra en egentlig by med boliger og rigtige mennesker til kombineret udskænknings- og kontorområde for hele det østlige Sjælland vil være afsluttet hurtigere, end nogen havde håbet eller frygtet alt efter temperament.