Københavnersnuden: Pølsevognene er byens flytbare skulpturer

De flytbare byelementer hædres med en lille mindeplade. Men de burde få mere end det.

Pølsevognene er ikke kun interessante, fordi de er små huse på hjul. De er også interessante, fordi de flytter mennesker med sig. Billedet – fra Rådhuspladsen – er fra 29. januar 1951. Walther Månsson

»Fire tykke med kage os sovs, så kan jeg atter passe mit tøj« sang Shu-bi-dua i nummeret »Brutale løg« fra 1974. Sangen, der fastslår, at pølser er bedre end tournedos (på en kro – et meget smukt rim), gav pølsevognen sin hyldest, da den midt i 1970erne var på sit højdepunkt, men siden er det gået ned ad bakke. I København var der 400 pølsevogne i 1950, 93 i 2007 og i dag kun omkring 30.

Vi romantiserer altid det, der forsvinder. Sådan er mennesket. Da det gammeldags landbrug med hest og plov og selvbinder forsvandt, blev Morten Korch-filmene, der handler om det selvsamme traditionelle landbrug, enormt populære, og da evnen til at lave mad forsvandt ud af den gennemsnitlige danske familie, blev det altinvaderende samtalekøkken opfundet.