Palads fylder 100: »Jeg bliver lidt ked af, at det skal rives ned - men det er jo forretning«

Da Olsen-Banden fyldte salen i månedsvis, da biografen blev bygget om til at have flest sale i verden, og da Poul Gernes lod farvepaletten lyse på biografens ydre - og i mange år før og efter, havde Leif Ernst sin daglige gang i københavnske Palads. Han fortæller her om 100 års jubilaren.

26BKU20180117-144553-3-1442.jpg
Bolsjepaladset eller bare Farveladen. Kært barn har mange navne og Palads i Poul Gernes' farverige klæder har i over 28 år dlet københavnernes holdning til om det nu var festligt og flot eller bare plat. Foto. Anne Bæk. Fold sammen
Læs mere

Oppe i tårnet på Palads blafrer Nordisk Films flag. I mere nationale tider var det Dannebrog, der tog pladsen hver søndag, og Leif Ernst husker det som en af de sureste pligter, når flaget skulle pilles ned ved solnedgang.

»Det var blæsende og iskoldt og glat på trappen, og man skulle holde godt fast i det, for at det hele ikke røg ud over pladsen. En gang lod vi det også bare hænge, og biografen fik klager over misbrug af Dannebrog, så man holdt heldigvis op med flagningen,« husker Leif Ernst.

En af de mindre ændringer i det Palads, der i dag fejrer 100 år, og som Leif Ernst kender bedre end de fleste. I 1963 fik han job som piccolo i biografen, og det blev starten på et livslangt parløb med Palads og Nordisk Film Biografer som blandt andet kontrollør og biografchef, et parløb der først sluttede med udgangen af 2016.

Og han kommer da stadig forbi, fortæller den i dag 71-årige Ernst i Palads’ markante forhal. Hvor søjler, buer og mosaikker giver et præg, der efter at den store trappe er kommet tilbage, ikke har ændret sig grundlæggende, siden Leif Ernst startede. Det har resten af biografen til gengæld. Mest gennemgribende, da man i 1978 og 79 byggede om og gik fra at have en stor sal med 1500 sæder til i alt 17 biografsale - verdens største multisals-biograf på det tidspunkt. Og noget man lige skulle vænne sig til.

»Publikum havde lidt svært ved at finde ud af det i starten - især de ældre damer, der kom og bad om en billet til 22. række, hvor de plejede at sidde, og så fik at vide, at de kunne få en til sjette. Det skabte noget rådvildhed,« siger Leif Ernst, der til gengæld oplevede, at 80’erne blev Palads’ storhedstid - og at der var andre fordele ved multisals-biografen.

»Specielt i årene med Olsen-Banden havde vi jo en særstatus i forhold til de andre biografer. De var enormt populære, og vi kunne nogen gange spille dem i et halvt år, den gang der kun var en sal. Når man så var salsvagt, var det lidt af en lidelse at se en film, hvor man efterhånden kunne alle replikkerne udenad. I dag kan man jo slet ikke nå at se alle filmene,« fortæller Ernst.

Salsvagten skulle holde øje med ballademagere, der hellere ville drikke medbragte bajere og råbe op, end koncentrere sig om filmen. Og det var i øvrigt mere til tjubang-filmene end til Olsen-Banden.

»Den slags har der altid været, men jeg synes ikke, det har været det store problem - det har været til at tage hånd om.«

Er unges opførsel blevet værre i dag?

»Nej, det er ikke mit indtryk. Og det er jo også en balancekunst - det er jo dem, der kommer med pengene,« siger Leif Ernst om det livlige publikum, mens vi går op af trappen, og Ernst erindrer, at der engang var en restaurant, der hvor sal otte nu ligger, og hvordan skiftende forlystelsesnaboer også har præget biograf-oplevelsen.

»Mine forældre mødte hinanden før krigen i den restaurant, som tyskerne døbte »Deutches Ecke«, og som efter krigen blev til English Corner. Og senere kom der bowlinghal inde ved siden af - jeg tror, det var Danmarks første - og det rungede i hele forhallen, når kuglerne fløj,« fortæller Leif Ernst. Da stedet senere blev musiksted, kunne man følge lidt med i musikken gennem væggene.

Under navnet Daddys Dancehall blev det blandt andet kendt for at lægge gulv til Sex Pistols sidst i 70’erne - det er dog ikke noget Leif Ernst har noteret. Til gengæld husker han tydeligt, da Poul Gernes i 1989 svingede malerpenslen og skabte det nuværende farve-orgie udendørs. »Vi fik mange øgenavne, og jeg var selv lidt skeptisk, men man vænner sig jo til det.«

Vi er nået op af trapperne, og Leif Ernst byder ind til et kig ind i rummet med filmfremviserne oppe under taget. Hvor store filmruller engang blev betjent af uddannede operatører, er der i dag en række summende maskiner på rad og række med et kig ind til en række af Palads’ sale - hvor den største i dag kan rumme 650 mennesker.

I nærheden styrer Kim Gerlev Pedersen slagets gang fra et kontor med skærme over det meste. Herfra monitoreres lærrederne i Palads, Imperial og Dagmar og samtidig i biograferne i Køge, Næstved og Frederikssund, mens film-styringen foregår via et computerprogram.

»Men jeg har da lige været ude at skifte en kolbe, og vi sætter mikrofoner og andet op til særarrangementer, så helt automatiseret er det ikke,« fortæller Kim Gerlev Pedersen.

Alligevel har teknologien udviklet sig voldsomt, siden Leif Ernsts første film i 1963, »Knock on Wood« med Danny Kaye. Dannye Kaye besøgte i øvrigt også Palads, ligesom Gøg og Gokke før ham og danske stjerner også har kastet glans over 100 års jubilaren. Der som bekendt ser en usikker fremtid i møde, da storstilede byggeplaner, der vil erstatte Palads med beboelse og erhverv og samtidig overdække banegraven, møder velvilje hos både kommunen og hos Palads’ ejer, Nordisk Film.

»«Vi har ingen konkrete planer om at lukke Palads. Det er vores biografdronning, som vi har brugt omkring 70 millioner kroner på at renovere de sidste 10 år, og som stadig betyder meget for os. Men det er jo en gammel bygning, hvor der også de næste 5-10 år skal bruges mange penge på vedligeholdelse. Så vi kigger på, hvad der er spændende projekter for byfornyelse i København, og hvis der er et lovende projekt, hvor en ny biograf kan indgå, så vil vi ikke stå i vejen for det,« siger kommerciel direktør i Nordisk Film Biografer, Vibeke Pallisgaard Wolfsberg. Hun understreger samtidig, at det ikke er med Nordisk Film som drivende kraft bag et byggeprojekt - man er nærmere med som rådgiver.

I Palads-bygningen er rundturen nået til vejs ende i kælderen, hvor salene med de højeste numre ligger. Den kælder, der blev udgravet i 1979 - hvor man i årene op til i øvrigt også havde talt om at rive Palads ned og flytte det, fortæller Leif Ernst, der bliver lidt vemodig over fremtidsudsigterne for biografen:

»De vil gerne rive Palads ned, og det bliver jeg jo lidt ked af, men man kan ikke lave om på sådan noget - det er jo en forretning.«

Olsen Banden har altid været et trækplaster i særklasse. Her fra billetkøen i 1973 til "Olsen Banden går amok". Foto: Nordisk Film Fold sammen
Læs mere