Min klassekammerat Morten blæste engang 1.200 kroner af på mindre end en halv time i Professor Olsens Spilleland. Det var noget værre rod, for nogle af pengene var hans kærestes og øremærket indkøb af et par Harley Davidson-gamacher, en eftertragtet modegenstand, som dengang i midt-90erne ikke var tilgængelig i Hjørrings begrænsede udvalg af tøjforretninger.

Men arkadespillene i det hedengangne Scalas kælderetage trak mere i Morten, og således måtte han med en gevaldig skideballe i vente tilbringe resten af lejrturen i København uden en krone på lommen.

Vi andre gemte derimod lommepengene til Strøgets shoppingparadis. Den ellers så udskældte distance mellem Rådhuspladsen og Storkespringvandet bød på alt, hvad en flok 16-årige bøvede nordjyder kunne ønske sig. Rockplader, burgerbarer, Buffalo- støvler, plastikdimser, der kunne blinke, you name it, vi købte det, stadig høje på suset efter omsider at være nået frem til Hovedbanegårdens vidunderlige larm og kaos efter en togtur på syv lange timer.

Glem alt om Pisserendens hemmelige designerforretninger og Illums fisefornemme mærkevarer; Strøget havde det meste, og det, der manglede, kunne vi købe i Scala på vej videre til eftermiddagsforestillingen i Palads, når vi alligevel skulle hente Morten, som i øvrigt nægtede at forlade Scala, før han havde vundet sine penge tilbage.

I dag, tyve år senere, tager jeg Københavns mange muligheder for givet. Jeg bor her, det har været mit hjem i over halvdelen af de år, der er gået, siden den dag, jeg og resten af 8.A rullede ind med firetoget fulde af forventning. Men på trods af, at jeg ikke går rundt med den helt store holdning til hverken byplanlægning eller det offentlige rum (udover at Kalvebod Brygge, Christiania og Bilka i Fields bør jævnes med jorden), kan jeg ikke lade være med at ærgre mig over den lettere destruktive ildhu, nogle – heriblandt denne avis’ kulturredaktør – lægger for dagen, når snakken falder på den nedrivningstruede Palads-biograf.

Nu er det ikke, fordi jeg på nogen måde synes, at den pangfarvede biograf fremstår som noget arktitektonisk vidunder. Tværtimod, den er tudegrim, og en popcorn-stinkende prøvelse for tålmodigheden, når jeg alligevel forvilder mig derind. Men selv om de kloge siger, at byrummet skal være i konstant forandring, siger de også, at byen handler om vores følelser.

For mig er Palads fuld af følelser, fuld af minder om mine første år i København, noget, jeg ellers er ved at løbe tør for her i byen. Scala er erstattet af et ucharmerende, guldfarvet monstrum, og Strøget synes efterhånden forbeholdt gadegøglere, professionelle tiggere og andre afvigere. Og hvad blev der af Diskotek Absalon, HT-terminalen på Rådhuspladsen, Dakota, buslinje 16 og Sams Bar i den fine ende af Strøget?

Så byg jeres glasfacader i børstet stål et andet sted og lad Palads stå i nogle år endnu. Nogle gange har vi jyder brug for at blive mindet om, hvorfor vi i sin tid forelskede os i København.