Willem Dafoe spiller van Gogh: »De fleste mennesker sover gennem livet«

Man behøver ikke at være gal eller omstridt for at skabe stor kunst, men det kan hjælpe på det. Berlingske har talt med den amerikanske skuespiller Willem Dafoe, der er aktuel i en ny film om Vincent van Gogh, der oplevede verden på sin egen måde. »Han mærkede tingene sitre,« siger Willem Dafoe.

AWARDS-OSCARS/NOMINEES LUNCHEON
»At lave god kunst kræver ikke et hårdt liv. Men det er klart, at barske omstændigheder hurtigere skubber dig derhen, hvor du finder det sprog, der kan vække andre,« siger skuespilleren Willem Dafoe, der er aktuel i rollen som den sindssyge maler Vincent Van Gogh. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mario Anzouni

Willem Dafoe måtte tænke sig grundigt om, da han blev tilbudt rollen som maleren Vincent Van Gogh.

Ikke fordi han er besværlig eller kræsen. Den amerikanske skuespiller har – bogstavelig talt – spillet alt fra Jesus til superskurk, og han er ikke kendt som kostfornægter. Selv Lars von Trier sagde han ja til. Betænkelighederne overfor rollen som den verdenskendte hollandske maler handlede om noget helt andet.

Van Gogh blev skudt, da han var 37 år. Dafoe er næsten 30 år ældre – en aldersforskel, der er til at få øje på. I øvrigt vidste skuespilleren intet om maleren.

»Jeg kendte van Goghs værker på samme måde som alle andre kender dem, men jeg havde ingen særlig indsigt. Julian Schnabel (filmens instruktør og billedkunstner) insisterede på, at jeg lærte at male, så jeg opsøgte de steder, hvor Van Gogh havde arbejdet, og det gav mig faktisk en del at stå der og se de samme steder og sammenligne dem med van Goghs malerier,« siger Willem Dafoe med den karakteristiske, let nasale stemme, der lyder som hundrede forskellige filmskurke og -helte.

Langsomt og drævende beskriver stemmen Van Goghs stil som »dristig«, »rasende« og »intuitiv«.

»Når du kigger på et van Gogh-maleri, ser du, at han ikke har malet selve tingen, han har malet tingens sjæl. Jeg tror, at han følte sig forbundet til verden på den måde, at han fornemmede den. Han mærkede tingene sitre.«

Kunsten skal lære os at se

De fleste mennesker får nok forskellige associationer, når de tænker på Vincent van Gogh.
Der er historien om det øre, han skar af i vanvid. Der er maleriet af hans gamle, udtrådte støvler, der ganske utraditionelt blev malet i 1888.

»Ved evighedens port« kommer ind på begge dele. Vanviddet og kunsten. Mange scener viser van Goghs arbejde. Hånden, der fører penslen. Motivet, der ret hurtigt danner sig. Van Gogh foretrak at male alting i een lang, harmdirrende streg. Genistregen. Han malede hverdagsgenstande, hvilket var en af de ting, der gjorde ham så kontroversiel.

Det holdt han fast i, mens han langsomt mistede forstanden. Filmen viser det gennem billeder, der bliver gradvist mere rystede og uklare, efterhånden som maleren forsvinder ind i sig selv. Kameraet følger med. Til sidst sidder publikum helt tæt på kunstneren, der har Willem Dafoes rynkede og foruroligende ansigt.

Havde man en idé om, at det er nemt og sjovt at male, så bliver den ændret efter »Ved evighedens port«.

Dyrker filmen ikke ideen om at den sande kunstner render rundt på randen af vanvid? At galskaben rummer den største kreativitet og skaberevne? Der er ingen smil i stemmen på Willem Dafoe, da han svarer Berlingske over telefonen.

»Leonardo Da Vinci sagde, at der findes tre slags folk: De, der ser. De, der ser det, de bliver vist, og de, der ikke ser. Det er dem, der sover gennem livet. De fleste mennesker tilhører den sidste kategori. Det er så kunstnerens optage at forsøge at vække dem,« siger Willem Dafoe og understreger, at det ikke nødvendigvis betyder, at du skal danse på kanten af galskab for at skabe. At lave god kunst kræver ikke et hårdt liv. Men det kan måske hjælpe.

»Det er klart, at barske omstændigheder hurtigere skubber dig derhen, hvor du finder det sprog, der kan vække andre. Det behov føles måske ikke lige så tydeligt, hvis du har alting.«

På den måde kan det faktisk være en udfordring at komme fra en priviligeret baggrund. Dafoe indrømmer, at han også selv har ligget under for ideen om at sand kunst bedst skabes i fattigdom og modgang.

»Da jeg var yngre, troede jeg på det. Jeg skammede mig næsten over at komme fra et middelklassehjem, hvor tingene fungerede. Men med tiden har jeg fået et anderledes blik på det, Selvfølgelig skal du ikke sidde på et loftværelse for at være i kontakt med din kreativitet,« siger Williem Dafoe og siger det, vi godt ved. At der er modgang overalt. Selv har han været optaget af vreden. Og den findes også i middelklassen. Også selv om den ser anderledes ud.

»Van Gogh måtte kæmpe for at gøre det, han gjorde. Han blev udskældt og kritiseret. Men hans historie handler faktisk også om den lyst og store kærlighed, han havde til male.«

Maleriet ændrede synet på verden

At male er at se. Og van Gogh så både blomsterne, kvinderne og markerne omkring de franske byer Arles, Bouches-du-Rhône og Auvers-sur-Oise, hvor han levede i sine sidste år. Motiverne er præget af stærke farver. Nuancer så skarpe, at man kniber øjnene sammen for at se, hvor smukke de er.

Under optagelserne lærte Willem Dafoe også selv at male. Ideen kom fra Julian Schnabel, filmens instruktør, der selv er billedkunstner. Willem Dafoe bruger store ord, når han beskriver processen.

Anmelderne roser Willem Dafoe som Van Gogh. Læs avisernes anmeldelser her

»Jeg føler faktisk, at maleriet har ændret mit syn på verden. Det handler om at se tingene, at bemærke lyset. Julian var en fantastisk lærer, han lærte mig om omhyggeligheden i de forskellige penselstrøg,« siger Willem Dafoe, der mener, at evnen har skærpet hans sanser. Måske kan det tilmed bruges i hans videre arbejde som skuespiller, selv om maleriet bliver lagt på hylden.

»Jeg tror på, at kunstneren skal holde sig i gang for at undgå at stivne i sin form. Du skal blive ved med at lede efter et nyt lys. Ligesom Van Gogh,« siger han. Og tilføjer ydmygt, at han faktisk ikke tænker på sig selv som en kunstner.

»Jeg er jo bare skuespiller, mit job er alene at træde ind i andre menneskers visioner. Men jeg vil sige, at sande kunstnere nok ser og oplever verden lidt anderledes end alle andre. Og det har været interessant at forsøge at se den som van Gogh.«