Leonardo da Vinci er stadig et mysterium

»Mona Lisa«. »Den Vitruvianske Mand«. Plus selvfølgelig helikopteren og dampkanonerne og alle de andre opfindelser.

Leonardo da Vinci kunne meget vel være den største skikkelse af alle i europæisk kulturhistorie – og Walter Isaacson gør ham så spændende som nogensinde.

Vi kender den amerikanske historiker og journalist fra en håndfuld bestsellere med biografien om Steve Jobs fra 2011 i spidsen, og vi kan nu læse hans lige så ambitiøse værk om Leonardo da Vinci i Jakob Levinsens fornemme fordanskning.

Isaacson lægger igen ud med noget need to know om eksempelvis tidens møntfod og de vigtigste perioder i Leonardos liv og fortsætter lige så solidt.

Leonardo er ellers både det homoseksuelle renæssancemenneske, manden bag et par af historiens mest kendte malerier og opfinderen af alt fra undervandsbåden til det usynlige skib med sorte sejl. Kort sagt en af de mest sammensatte og gådefulde skikkelser i europæisk idehistorie overhovedet.

Men amerikaneren bag hans seneste biografi træffer et afgørende valg tilpas tidligt og gennemfører det tilpas konsekvent: Isaacson lader sin fortælling kredse om Leonardo da Vincis egne noter.

Grebet ligner guld rent fortælleteknisk og vil bringe de fleste læsere tættere på geniet, end noget andet værk i genren gør.

Alt mellem himmel og jord

Leonardo forfatter mange tusinde blade helt fra læretiden hos Andrea del Verrocchio i Firenze efter 1466 og til sit sidste slagtilfælde på et fransk landsted i 1519..

Man får noter, aforismer og optegnelser om alt mellem himmel og jord – korte og længere iagttagelser gennem et halvt århundrede som skarpsindigt menneske og evigt eksperimenterende kunstner.

Nogle af noterne kan være stor og forbløffende moderne humor: »Indimellem viser penis sig at kunne tænke selv,« skriver han et sted. »Den har et liv og en intelligens, der er uafhængig af manden.«

Leonardo selv havde i parentes bemærket talrige elskere og »en ubeskriveligt smuk krop, hvis udstråling skabte jubel hos selv de mest bedrøvede,« skriver kunsthistorikeren Giorgio Vasari efter hans død.

Andre noter tenderer til det mærkelige: »Betragt gåsens fod«, »beskriv spættens tunge« eller endda »hvorfor er fisken i vandet hurtigere end fuglen i luften?« – for dét er fisken som bekendt ikke.

Andre igen maner bare til eftertanke: »Hvis der ikke findes kærlighed, hvad er der så?« skriver han. Helt som der ikke findes »perfekte gaver uden stor lidelse. Vores hæder og vores sejre forsvinder igen«.

Walter Isaacson har også trukket på den nyeste forskning og herunder fundet frem til da Vincis ellers så mystiske mor i form af forældreløse Caterina Lippi.

Og han gør sig mange overvejelser om baggrunden for Leonardos særpræg: Kan det, at kunstneren var venstrehåndet, for eksempel have påvirket hans teknik ved lærredet? Kan geniets påfaldende fejl i afbildningen af de kvindelige kønsdele have rod i hans manglende erfaringer med samme?

Teknik som underholdning

Leonardos berømte tegning af en helikopter kan umuligt være alvorligt ment, skriver Walter Isaacson årvågent. Den er nok ment til brug i teatret. Altså til underholdning.

Geniet er faktisk aldrig billedkunstner i den ensomme og ophøjede forstand:

Han entrer for eksempel Sforzas hof i Milano anno 1482 som en art eventmager med produktion af festforestillinger og instruktion af de medvirkende.

Da hertugens nevø siger ja til prinsessen af Napoli, fejres det med et fantastisk optog ved navn »Paradisfesten« og et sceneværk ved navn »Planeternes maskerade«.

Kunstneren selv går forudsigeligt nok meget op i den rent visuelle side af arrangementet og bliver berømt for teaterrummets tapeter af silke og sin fantasifulde scenografi i almindelighed.

Læseren kan sagtens følge Walter Isaacsons ærgrelse over den slags job. Gid, den stadig mere geniale kunstner havde haft mere tid til sine mageløse malerier! Gid, han havde gjort de tre vise mænds tilbedelse af jomfru Marias lille ny færdig i stedet for!

Men selv en Leonardo skal nu engang have salt til sin olivenolie og lærer i øvrigt også mange ting undervejs. Hans tegninger fra tiden handler om løsninger på alt fra snoretræk til teatertorden og faldende engle og har i de tilfælde en rent praktisk anvendelse.

Andre streger gennem hans liv virker lidt mere som en leg med fantasi og umuligheder og kan sommetider have noget steam punk a la Jules Verne over sig.

Nogle af dem ejer endda en skør side i stil med Storm P. og kan alligevel give alle os i eftertiden den berømte fornemmelse af »hvorfor har ingen tænkt på det før«.

Ideer som den gammeldags armbrøst i overstørrelse eller anordningen til bortskubning af stiger under en belejring skal måske lige fordøjes et par gange – hvorpå de giver så meget mening!

Hjullåsen til frembringelse af den nødvendige gnist i geværer hører til hans mest berømte og teknisk skelsættende opfindelser – hvilket man ikke kan sige om musikinstrumenter som den let bizarre krydsning af violin og orgel ...

Geniets flair for opfindelser tager endda overhånd sommetider. Han bliver for eksempel færdig med »Den Sidste Nadver« i 1498 og beholder resten af livet sin behagelige bonus i form af en vingård tæt på kirken. Men maleriet viser sig inden længe som en decideret katastrofe rent teknisk og kaldes for »ødelagt« allerede i Vasaris legendariske biografi fra 1550. Årsagen ligger i den utålmodige kunstners eksperimenter med materialerne og især hans fravalg af kalkmaleriets indviklede teknik til fordel for maling direkte på væggen.

Værket vandaliseres af samme grund endnu mere i de følgende århundreder. I dag fremstår det tilmed uden Jesus' ben – simpelthen fordi munkene irriterende nok skulle placere en dør på præcis det sted.

Besynderlig krystalkugle

Walter Isaacson har også fået de første tumulter om »Salvator Mundi« med. Maleriet af Jesus med en krystalkugle i venstre hånd står som et af Leonardos mest kostbare og samtidig mest tvivlsomme værker.

Læseren får en stor analyse af billedet med kulmination i den skarpe iagttagelse af selve krystalkuglen som mistænkeligt fejlbehæftet: En virkelig kugle ville forvrænge frelserens flade hånd og blå kjortel – hvorfor Isaacson foreslår den manglende forvrængning som en art mirakel!

Han vier også 20 sider til »Mona Lisa« og vil gøre mangen læser klogere på kvinden med det gådefulde og måske endda fraværende smil.

At give sig i kast med verdens mest kendte kunstværk overhovedet kræver både viden på forskerniveau og et ikke ringe mål af mod og mandshjerte. Selve analysen vil muligvis ikke stille alle kendere af malerkunst tilfreds – men læsningen som sådan fejler ikke noget: Portrættet ligner det dybsindige udtryk for, »at vi som mennesker både er forbundet med vores indre jeg og med vores univers«.

Walter Isaacsons manglende uddannelse inden for kunsthistorie kommer ham egentlig ikke til skade:

Amerikaneren med amatørens begejstring slipper uden om de almindelige krav til fagfolk og forløber sig kun en sjælden gang. De tunge øjenlåg i portrættet af Ginevra de' Benci er ikke nødvendigvis udtryk for melankoli. Følelser kan godt have set anderledes ud i gamle dage.

Værket står højst med et luksusproblem: Forlaget kunne godt have banket mere til det visuelle udstyr og fysiske udtryk i almindelighed. »Leonardo da Vinci« er hele 576 sider om en af Europas største ånder nogensinde og rammer alligevel det danske marked uden originaludgavens ødsle præg.

Men se bort fra dét! Læg mærke til mesterværket midt i julens stakke af makværker! Giv det i gave til en elsket med sans for store ånder og deres altid så gribende historier.

Walter Isaacson: »Leonardo da Vinci«. Forlag: Gyldendal. 576 sider. Rigt illustreret. 289 kroner.