Den 61-årige maler og filminstruktør Julian Schnabel er cool og uudgrundelig. Det kraftige hår over de blåtonede solbriller er strøget tilbage i en slags anderumpe. Hans sweatshirt og posede jeans sidder lige så godt på ham som de ville gøre på en 20-årig mand, hvilket først og fremmest har at gøre med kunstnerens aura af ren og uforstillet selvsikkerhed.

Julian Schnabel er i godt humør. Sammen med sin danske kæreste, supermodellen Lykke May, og deres 11 dage gamle baby har han været i København i en uge. I dagtimerne har han befundet sig på J.F. Willumsens Museum, hvor hans malerier bliver udstillet sammen med værker af Willumsen selv og Francis Picabia under titlen »Café Dolly«. Aftenerne har han tilsyneladende brugt på at arbejde sig gennem adskillige danske TV-serier.

»I really love »Borgen«,« erklærer han over for Berlingskes udsendte.

»Jeg har lært en masse om det danske politiske system. Det er super interessant. Jeg elsker den grundlæggende respekt mellem politikerne fra venstrefløjen og højrefløjen. Det er noget, som danskerne virker stolte af, og det forstår jeg godt,« siger Julian Schnabel, der også roser arkitekturen i Københavns havneområder, dansk design og Christiania.

»Og lyset på himlen er ... ren magi!« siger han.

I løbet af et timelangt interview imponerer han med en næsten ubrudt, frit associerende enetale, der strækker fra barokmaleren Caravaggio til reggaesangeren Jimmy Cliff. Indimellem holder han en minutlang pause, mens han overvejer et svar.

»Sorry, men jeg hader at gentage mig selv,« siger han som forklaring på tavshederne.

På et tidspunkt i en udredning om sin brug af locations, siger han pludselig henført: »Hanali Bay ... der har jeg surfet!« Avisens udsendte er helt mystificeret, indtil tiøren falder. Schnabel har fået øje på fotografens T-shirt, der er udstyret med navnet på det berømte hawaiianske surferspot, hvor Schnabel foldede sig ud som ung surfer. Men hver gang Berlingske tror, at nu har Julian Schnabel helt tabt tråden, vender kunstneren med usvigelig præcision tilbage til udgangspunktet.

Fra billedkunstner til filmmager

Julian Schnabel bragede igennem i 1980erne på New Yorks kunstscene med neoekspressionistiske malerier, der blandt andet indeholdt stumper af knust porcelæn.

Som et håndfast vidnesbyrd om sin succes – og om den tids ekstreme kunstboble – byggede Schnabel i Greenwich Village et venetiansk palads i syv etager. Her har han siden holdt hof for New Yorks kunstliv, og ifølge al logik skulle han have hvilet på laurbærrene og gradvist gået intellektuelt i frø i sine suiter af lyserødt marmor.

I stedet lavede han i 1996 sin første spillefilm, »Basquiat«, et kontroversielt portræt af hans afdøde malerkollega Jean-Michel Basquiat, der som en af få afroamerikanere blev en stjerne i New York, indtil han døde af en overdosis heroin.

Siden fulgte blandt andre »Before Night Falls« om den cubanske digter Reinaldo Arenas, der blev tortureret af kommunisterne for sin homoseksualitet, og »Dykkerklokken og sommerfuglen«, der handler om forfatteren og »Elle«-redaktøren Jean-Dominique Bauby, der blev lammet i hele kroppen af en hjerneblød- ning og efterfølgende skrev en bog om sit liv.

Kan du beskrive, hvordan dit maleri og dine film påvirker hinanden?

»Jeg har intet hierarki i det, jeg laver. På sin vis er det underordnet, om et billede optræder i en film eller i et maleri. Jeg har ikke engang et hierarki, hvad angår motiver, sådan at en persons ansigt nødvendigvis er bedre til at udtrykke menneskelighed end en myre, et træ eller et hus. Det behøver end ikke at forestille noget, eller være noget man kan beskrive med ord. Det behøver ikke at være logisk. Hvis man spørger mig: »Hvorfor er den ting placeret sammen med den ting?«, » Hvorfor har du vist den ting på hovedet?« kan jeg kun svare »Fordi det giver mig en anden slags følelse på den måde«. Det handler altid om, hvordan man præsenterer noget. Men at lave film er selvfølgelig mere som at lave ... musik. Film skal have en rytme i modsætning til statiske billeder, men de kan godt indeholde ikke-fortællende elementer. At kigge på noget helt betydningsløst – noget der er smidt væk – kan være betydningsfuldt for din oplevelse.«

Når du laver film om andre kunstnere, hvordan forholder du dig så til deres kunst. Fortolker du den, eller præsenterer du den?

»Jeg præsenterer Jean-Michel Basquiats arbejde på samme måde, som hvis han havde lavet hamburgere i stedet for malerier. Jeg viser ham som en fyr, der maler. Der er aldrig nogen diskussion af, hvad hans malerier betyder. Jeg kan ikke se, hvorfor en person, der laver kunst, skal fornærmes af min fortolkning. Men selvfølgelig ... kunst er fortolkning, og derfor er mine film også fortolkning. Jean-Michel sagde selv om sit arbejde: Dette er min version. »Basquiat« er min version. Men jeg kæmper altid for mine karakterers ret til deres egen stemme. Quentin Tarantino er en dygtig filmmager, men når du ser hans film, opdager du, at alle hans karakterer taler med hans stemme. I »Kill Bill« er alle karaktererne Tarantino. Jeg elsker Almodovars film. Men fra først til sidst taler alle i hans film med Almodovars stemme. Mine film handler ikke om min stemme. De er portrætter og handler om, hvordan kunst kan forandre mennesker. Hvordan kunst kan redde dem ud af fængsel og føre dem tilbage i fængsel.«

Som kunstner, der bevæger sig i tre medier, hvordan forholder du dig så til den overflod af billeder, vi befinder os i i dag?

»Du taler om internettet? Jeg bruger hverken internet, Twitter eller Instagram. Jeg er ikke nysgerrig på de medier. Jeg er meget sensitiv med det, der kan distrahere mig. Når jeg går tur ned ad 7. Avenue i New York og ser butikkerne kappes om publikums opmærksomhed ... jeg kender mennesker, der ville blive sindssyge bare af at gå den tur. Jeg bor i et hus med tykke mure. Der er stille, og jeg undgår store menneskemængder.«

Er problemerne på en filmoptagelse større, end når du står alene i dit atelier?

»Nej det er omvendt. Film skaber små problemer. Det handler om, hvem der henter frokost til holdet. Om vi har benzin nok eller nok film i kameraet. Eller at du er nødt til at psykoanalysere en skuespiller, der ikke vil gøre det, du vil. Der er en lang række ting, man skal filtrere fra for at gøre processen så direkte som muligt. At være direkte er det, som det handler om for mig. At få skuespillere til at interagere med kameraet med så få omsvøb som muligt. At jeg selv har så ren en fornemmelse af den følelse, jeg vil give videre i en scene, som muligt. Nogle vil måske gerne have klarere svar bundet op i en smuk sløjfe. Jeg vil blot ramme en tone, en tone som andre også kan høre. Ligesom Jimmy Cliff ville høres. Og Amy Winehouse. Filminstruktøren Jean Renoir sagde, at problemet med verden er, at alle har deres grunde. Men for mig er mine film som mine malerier. De er intet andet end en akkumulation af det, jeg og mine karakterer har oplevet indtil det tidspunkt.«

Kan du blive frustreret over ikke at have tid nok til at arbejde i både maleri, musik og film?

»Hmmm ... Caravaggio blev jaget af folk, der ville slå ham ihjel, så han havde travlt ... og han var dygtig som kunstner. Den eneste måde, jeg bliver frustreret på, hvad angår mit arbejde, er, når jeg med ord skal forsøge at gentage, hvad jeg har udtrykt med mit arbejde. Men jeg har gode systemer, så jeg har adgang til de ressourcer, jeg skal bruge til maleri og film. Jeg kan næsten lave malerier uden at skulle tænke på det på andre måder end som en bevidsthedsstrøm. Og ingen har nogensinde sagt til mig, at mine film skulle være færdige den og den dag. Da jeg lavede »Basquiat«, havde jeg 90.000 fod film, som jeg bare brugte som noget, jeg havde fundet på gaden, indtil jeg syntes, den var færdig.«

Er du tiltrukket af kunstens tragiske personer?

»Jeg er interesseret i film, der har konflikt. Hvis du ikke har konflikt, har du ingen film. Men tragedie betyder noget andet i film end i livet. Andrej Tarkovskij sagde, at kunsten er en repræsentation af livet og en afvisning af døden. Derfor er al kunst optimistisk. Du kan have middelmådig eller god kunst, men du kan ikke have pessimistisk kunst. Så selv om karaktererne er tragiske, er selve det at beskæftige sig med dem en bekræftelse af livet. At bruge din krop, dine øjne og ører og give andre mulighed for at se og høre som dig. Min krop er snart væk, men min kunst bliver ved med at findes. Og hvis du en gang vil kommunikere med mig, kan du gøre det gennem mine film – hvis du har lyst.«

Julian Schnabels billeder kan ses på J.F. Willumsens Museum indtil 30. december 2013 sammen med værker af Willumsen og Picabia.

Schnabels fem film er udgivet samlet i en bog/DVD-boks »Julian Schnabel: 5 films/15 years« med essays om Schnabels filmkunst.

Søndag aften introducerer Julian Schnabel »The Diving Bell and the Butterfly« (»Dykkerklokken og sommerfuglen«) kl. 19 i Cinemateket.