Tivoli viser Danmarks næste EM-kamp på storskærm – sådan sikrer du dig adgang

Da Danmark i lørdags vandt 4-0 over Wales, kunne 1.600 mennesker se kampen i Tivoli, og nu har Tivoli endnu engang købt rettighederne til at vise kampen på en storskærm på 30 kvadratmeter. Der er derudover også tændt et lille håb i forhold til endnu flere storskærmsarrangementer i København.

Kvartfinalen mod Tjekkiet spilles i Baku i Aserbajdsjan og vises live på Plænen med omkring 2.000 ståpladser. Resten af Tivoli er åben som normalt. Malou Grundsøe Andersen/pr-foto fra Tivoli

Det kan være svært at finde en storskærm, hvor man kan se Danmark tørne ud mod Tjekkiet i kvartfinalen i EM i herrefodbold – Parken har også meldt ud, at lørdagens kamp ikke kommer på storskærm på nationalstadionet.

Men Tivoli har ligesom til seneste lørdags ottendedelsfinale sikret sig rettighederne fra NENT Group til at vise landskampsfodbold på lørdag.

Tivoli glæder sig til at invitere folk til fodbold endnu engang.

»Tivoli har altid været rammen om store fælles oplevelser, og det bliver ikke meget større end en vigtig landskamp sammen med en masse begejstrede fans. Så vi er meget glade for at kunne invitere Havens gæster til endnu en stor fodboldfest i Tivoli på lørdag, hvor vi får plads til endnu flere end i lørdags, udtaler Frederik Wiedemann, kulturdirektør i Tivoli, i en pressemeddelse.

I lørdags var der 1.600, der kunne få en plads foran storskærmen, men denne gang er der 400 armbånd mere.

De flere pladser skyldes blandt andet, at fra 1. juli ændres coronaretningslinjerne, som nu tillader stående publikum i sektioner af 1.000, oplyser Frederik Wiedemann til Berlingske.

Måden, man får billet på, er dog ændret i forhold til sidste gang, hvor man blot skulle møde op.

Både i lørdags og på lørdag kræver Tivoli, at man registrerer sig med navn og telefonnummer til smitteopsporing, siger Frederik Wiedemann, da Berlingske spørger ham til, hvordan det gik med at overholde coronarestriktionerne i lørdags, da Danmark vandt over Wales:

»Under målene blev der selvsagt fejret en del, men ellers synes vi, gæsterne var rigtig flinke til at overholde reglerne. Publikum var også inddelt i to sektioner, og det bliver de også på lørdag, men denne gang med ståpladser, da retningslinjerne fra myndighederne er ændret fra 1. juli.«

Sådan får du armbånd

Berlingske har ikke video fra Tivoli i lørdags, men et andet sted i København så det sådan her ud, da Kasper Dolberg scorede til 1-0 mod Wales.

I lørdags var der 1.600 armbånd til pladserne foran storskærmen i Tivoli, men på lørdag kommer der som nævnt til at være 2.000 armbånd, da det nu er stå- i stedet for siddepladser.

Armbånd til arrangementet kan reserveres fra torsdag den 1. juli klokken 15.00 via Billetlugens hjemmeside. De reserverede armbånd skal personligt hentes i Tivoli lørdag den 3. juli mellem 11:30 og 14.00.

Fodboldarrangementet begynder klokken 16, hvor gæster med armbånd lukkes ind til ståpladserne foran Plænen, og for at komme ind skal man også løse entré til Tivoli.

Hvis ikke man får billet til Tivoli, er der måske håb forude. Københavns Kommune har nemlig oplyst til DR, at de arbejder på løsninger for flere storskærme i byen.

»Kommunen undersøger mulighederne for storskærmsvisning i København i forbindelse med Danmarks kommende fodboldlandskampe under EURO 2020. Eventuelle arrangementer er afhængige af samarbejdet med eksterne arrangører og koordination med politi og sundhedsmyndigheder,« har kommunen skrevet til DR.