Svensk kulturlivs seksuelle rovdyr udnyttede kvinders sårbarhed: »I flere år forsøgte jeg at lade, som om det ikke var sket«

Hun skrev den artikel, der førte til hele skandalen om seksuelle overgreb i Sveriges kulturelite og til, at Nobelprisen i litteratur ikke blev overrakt sidste år. Nu genbesøger Matilda Gustavsson hele forløbet i en tankevækkende bog, der trænger dybt ned i de mekanismer, der gør tavsheden om seksuelle krænkelser mulig.

epaselect SWEDEN TRIALS NOBEL RAPE SCANDAL
Franskmanden Jean-Claude Arnault var en indflydelsesrig figur i den stockhomske kulturelite, da beskyldninger om seksuelle overgeb førte til hans dom. Her eskorteres han fra højesteret i Stockholm sidste år. Fold sammen
Læs mere
Foto: JONAS EKSTROMER

»Hvad var der egentlig sket? Jeg var for gammel til at ende i sådan en situation. Jeg skammede mig over, at det føltes som en teenage-ting. Hvis bare jeg havde været ved bevidsthed, så jeg kunne være taget derfra. Og hvorfor havde han gjort det, når han overhovedet ikke virkede tiltrukket af mig? I flere år forsøgte jeg at lade, som om det ikke var sket.«

Sådan siger kvinden Mona om det, der overgik hende som 35-årig og nyskilt på et gulv i den stockholmske kulturkælder Forum, hvis leder havde lokket hende med derhen efter en aften i byen. Den endte med et ejendommeligt, pludseligt blackout og et samleje, hun ikke vidste var foregået. Og en stor, tavs skam, bevidstheden om at være blevet voldtaget, som hun bar rundt på helt alene. Troede hun.

»Det er, kort sagt, en rystende og foruroligende bog, der ikke bare stiller sig tilfreds med frådende indignation, men udnytter bogformatetet til at insistere på at trænge helt ned i den parallelverden, seksuelle krænkelser finder sted i«


Mona er en af de mange kvinder, der optræder i den svenske journalist Matilda Gustavssons bog »Klubben«. Det var Matilda Gustavsson, der 22. november 2017 offentliggjorde sin artikel om den såkaldte »Kulturprofil« i avisen Dagens Nyheter. 18 kvinder stod frem og vidnede om seksuelle krænkelser og fuldbyrdet voldtægt. Om trusler og angst for at blive forment adgang til de kunstneriske kredse, som ofrene stort set alle havde ønsket at være en del af.

Nu har journalisten bag den artikel, der satte Nordens hidtil største #MeToo-relaterede skandale i skred, skrevet en begavet bog, der ganske vist ikke afslører meget nyt for dem, der har fulgt skandalen om »Kulturprofilen«. En sag, der ikke bare er endt med, at en mand nu afsoner to og et halvt år for voldtægt, men også, at det ellers så fjerne, fornemme og magtfulde Det Svenske Akademi, der bla. uddeler Nobelprisen i litteratur, blev rystet i sin grundvold og står tilbage med meget alvorlige ridser i lakken, fordi gerningsmanden, Jean-Claude Arnault, var gift med et af akademiets magtfulde medlemmer, den ansete digter Katarina Frostenson, og nød visse af dens privilegier.

Rystelser

Gennem hustruen fik han gennem mange år adgang til midler fra den stenrige Nobelkomité til at drive kulturinstitutionen Forum i en kælder i Vasastan i Stockholm - et af de steder, krænkelserne er foregået. En advokatundersøgelse i kølvandet på den artikel, der sendte rystelser gennem det kulturelle Sverige, viste i tilgift økonomiske irregulariteter og indiskretion i forhold til at røbe skiftende Nobelprismodtageres navne. Læg dertil, at flere overgreb havde fundet sted i akademiets lejlighed i Paris, som Arnault var en slags højt betalt vicevært for.

Det er meget muligt, at »Klubben« ikke lægger afgørende nyt til det fortsatte drama om Arnault og Det Svenske Akademi. Til gengæld gør Matilda Gustavsson i bogform noget, der udbygger og nuancerer historien på andre måder. Hun insisterer på at trænge helt ind i de uhyre komplekse mekanismer, som muliggjorde det, alle har måttet spørge sig selv om. Hvorfor var der ingen, der reagerede? Hvordan kunne det finde sted? Helt grotesk er historien om, at avisen Expressen så tidligt som i 1996 bragte en artikel om Arnaults tilbøjeligheder. Uden at det overhovedet afstedkom så meget som et løftet øjenbryn.

Bogen er spændende som en kriminalroman – fra det øjeblik, Matilda Gustavsson begynder at følge The New York Times´ afsløringer af den magtfulde filmproducent Harvey Weinstein. Oprulningen af Weinsteins overgreb får hende til at begynde at fundere over, hvorvidt noget lignende kunne finde sted i pæne Sverige? Noget, hun i begyndelsen stiller sig stærkt tvivlende overfor:

»Her er ikke de store penge, og diverse brancher er så små, at alle mere eller mindre kender hinanden. Jeg kan ikke forestille mig, at en enkeltperson skulle kunne begå overgreb på så systematisk vis. Der er heller ingen i den svenske kulturverden, der har et netværk, der kan siddestilles med de tunge drenge i Hollywood. Ingen her ville kunne blive beskyttet af den slags fantastiske og monumentale struktur,« skriver hun om sine indledende overvejelser. Men det skulle vise sig, at hun tog afgørende fejl.

Forbindelserne i orden

Hun får hurtigt færten af en mand, der længe har gået rygter om. Jean-Claude Arnault er kommet til Sverige i begyndelsen af 1970erne og har især gjort sig gældende som kunstnerisk leder af avantgardekunst-kælderen Forum, et udstillings- og performancested, der bliver et magtcentrum i kulturelitens Sverige. Han er en mand, der har forbindelserne i orden – ikke mindst gennem sit mangeårige samliv med en af Sveriges mest beundrede digtere, den fjerne og kølige Katarina Frostenson.

Over mange måneder samler Matilda Gustavsson sine beviser. Får fat i kvinder, der modvilligt fortæller historier om alt fra upassende bemærkninger og gramserier  – ofte, mens Arnaults egen kone ikke kan have undgået at se, hvad der foregik – til regulære voldtægter. Journalisten opridser langsomt et nyt landkort. Et mønster, der tegner en grænseoverskridende adfærd, nærmest sat i system.

Gennem bogen følger man Matilda Gustavssons beundringsværdige, samvittighedsfuldt systematiske slid med at samle nok beviser, der kan retfærdiggøre en offentliggørelse, hendes tvivl, tro og stædighed i omgangen med særdeles følsomt materiale. Hun bliver hurtigt klar over, hvor vanskeligt det er at bevise seksuelle overgreb. Hvad skal der til, for at det ikke bare fremstår som påstand mod påstand? Hun forstår, at antallet af kvinder er afgørende – ikke mindst set i lyset af, at #MeToo-bevægelsen begynder at komme op i omdrejeninger, bl.a. med en hær af kvinders samlede anklager mod komikeren Bill Cosby. Hun må indsamle dagsbogsnotater, kvitteringer, psykologudtalelser, der om ikke fuldt ud kan bekræfte, så dog bestyrke kvindernes anklager.

Historien er derude

Mest af alt har hun fornemmelsen af at fortælle en historie, som  i forvejen er derude, men som ingen har haft kræfter eller lyst til at fortælle. Strukturer, som alle har hørt om og kender til, som tavst er blevet forbigået – også journalistisk – fordi ingen ved, hvordan man skal nærme sig et så delikat emne med påstande, som det er er svært at dokumentere.

Nobelkomiteens permanente sekretær, nu afdøde Sara Danius, handlede resolut på anklagerne mod Jean-Claude Arnault. Resulatet blev en splittelse i Det svenske Akademi og Danius' egen afgang. Fold sammen
Læs mere
Foto: JONAS EKSTROMER.

Med sin omhyggelighed og stædighed lykkes det hende rent faktisk at give et sprog til seksuelle overgreb i offentligheden og være med til at bryde en massiv tavshedskultur. Gennem en lang række kvinders komplekse historier og meget konkrete vidnesudsagn får hun trukket linjerne op mellem nye sammenhænge, der ikke bare afslører en gerningsmands tvangserotiske hærgen, men også fremkalder de dybt facetterede mekanismer, der gør, at den kunne finde sted. Måske gør hun det netop ved at insistere på mangetydigheden og lade kvinderne forholde sig åbent og tvivlende i forhold til alle de mange indvendinger mod deres udsagn, man straks vil kunne gå i brechen for. For hvordan kunne det dog lade sig gøre, at dygtige og begavede kvinder frivilligt gik med manden, i visse tilfælde gik med til at møde ham igen og endte med ikke at melde ham for de ugerninger, han havde begået mod dem?

Hun forsøger også at trænge helt ind i gerningsmandens selvforståelse som halvfalleret kulturarbejder: »Bevidst eller ubevidst blev det måske en måde for ham at komme nær kunsten. Jean-Claude ville gerne påvirke menneskers følelser og minder på en måde, så det også bragte ham nær selve skabelsen.«

Kunstens grænseløshed

Læg dertil en kølig og klar kobling ikke bare til Det Svenske Akademi, der omtrent går i stykker på baggrund af spørgsmålet om, hvorvidt man skal lægge afstand til paradokset Arnault og Frostensson, men også til kulturlivets dulgte sammenhænge, hvor man ikke bliver hyret på grund af målbare resultater, men på mere diffuse meritter. Og hvor trusler om udelukkelse derfor kan bruges til undertrykkelse og udnyttelse af dem, der er sårbare, fordi de på én og samme tid er magtesløse og ambitiøse.

I det hele taget er det ikke underligt, at det er i kunstens verden, at den hidtil største #MeToo-afsløring på disse breddegrader har fundet sted. Dele af kulturelitens forsvar for Arnault må kobles direkte til opfattelsen af grænseløshed som en del af kunstens væsen, og den selvforståelse gør Matilda Gustavsson skræmmende rede for.

Jean-Claude Arnaults hustru, digteren Kartarina Frostenson. Hvorfor så hun gennem fingeren med mandens opførsel? Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Ekströmer/TT.

Det er, kort sagt, en rystende og foruroligende bog, der ikke bare stiller sig tilfreds med frådende indignation, men udnytter bogformatet til at insistere på at trænge helt ned i den parallelverden, seksuelle krænkelser finder sted i – med den kælder, Arnault bestyrede, som den perfekte metafor: både hemmelig og uvirkelig. Både i kernen af kultureliten og insisterende ude på kanten af det etablerede.

Men bogens store styrke ud over Matilda Gustavssons begavede perspektiveringer er kvindernes detaljerede, facetterede beretninger. Hvis nogen ikke har forstået, hvad #MeToo handler om, så læs, læs, læs.

Klubben – en undersøgelse

Forfatter: Matilda Gustavsson. Oversættelse: Merete Rostrup Fleischer. Sider: 300. Pris: 200 kr. Forlag: Harper Collins.