Han forkludrede uddelingen af nobelprisen i litteratur. Nu får den voldtægtsdømte kulturprofil to et halvt års fængsel

Med mandagens voldtægtsdom over Jean-Claude Arnault er der sat et foreløbigt punktum for et forløb, der som et af sine konkrete resultater har haft, at Nobelprisen i litteratur for 2018 først vil blive uddelt næste år.

Jean-Claude Arnault på førstedagen af den appelsag, som han tabte tirsdag. Foto: Jonas Ekströmer/EPA. JONAS EKSTROMER

Jean-Claude Arnault – manden, der var med til at bringe Det Svenske Akademi ud i dets største krise nogensinde – blev mandag idømt to og et halvt års fængsel for to voldtægter.

Dommen, der blev afsagt kl. 14.00 af hovrätten i Stockholm, er en skærpelse af en dom, som franskfødte Jean-Claude Arnault – også kendt som »Kulturprofilen« – modtog i oktober ved en lavere retsinstans, tingsrätten, og som han dengang appellerede. Dommen fra oktober lød på to års fængsel for en voldtægt begået i juni 2011, og dén dom stadfæstede hovrätten. Derudover dømte hovrätten Jean-Claude Arnault for endnu en voldtægt, begået i december 2011. Anklagemyndigheden havde krævet tre års fængsel.

Hovrätten begrundede tirsdag den relativt milde dom med den dømtes relativt høje alder – 72 år – og med det forhold, at forbrydelserne ligger langt tilbage i tiden.

Med dommen er der sat et foreløbigt punktum for et forløb, der som et af sine konkrete resultater har haft, at Nobelprisen i litteratur for 2018 først vil blive uddelt næste år. 

Anklagerne mod Jean-Claude Arnault blev første gang rejst for et år siden i en stor artikel i den svenske avis Dagens Nyheter. Den efterfølgende ballade førte til interne stridigheder og magtkampe i Det Svenske Akademi, der som en af sine opgaver har at uddele Nobelprisen i litteratur, og som gennem årene har haft tætte bånd til Jean-Claude Arnault.

Den voldtægtsdømte er således gift med akademimedlemmet, digteren Katarina Frostenson og personligt tæt på andre akademimedlemmer, ligesom han fra tid til anden har modtaget økonomisk støtte fra akademiet til det nu nedlagte kulturhus Forum, som han var leder af.

Beslutningen om at udskyde beslutningen om, hvem der skal have Nobelprisen i litteratur i år, begrundede Det Svenske Akademi i sin tid med, at det ønsker mere ro om sit arbejde, før det træffer en så vigtig beslutning.

Jean-Claude Arnault har siddet fængslet siden september, da de indledende forhandlinger i tingsrätten blev afsluttet.