Sofie Jama: Kvinder udnytter i mindst ligeså høj grad sex, manipulation og status til egen fordel og vinding

Hvor står kvindekampen og ligestillingen anno 2021, og hvad har anden bølge af #metoo haft af betydning? Berlingske har i anledningen af kvindernes internationale kampdag stillet de fem samme spørgsmål til en række markante kvinder. Her er det romanforfatter Sofie Jama.

Forfatter Sofie Jama er glad for det #metoo har gjort for kvindebevægelsen. Men hun synes samtidig, den byder på foruroligende tendenser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad har »#metoo-bevægelsen og debatten betydet for den moderne kvindekamp – og hvordan er det kommet til udtryk?

»So far at en masse psykopater og magtmisbrugere er blevet udstillet, og at andre holder sig i skindet og tænker sig om en ekstra gang. Det er rigtigt godt. For kvindekampen er dette en nærmest fuldkommen sejr og magtudøvelse, hvor dens sager gang på gang vinder politiske kampe og slag i alle sektorer af samfundet. Desværre marginaliserer den også mange, og den udviser sommetider meget foruroligende tendenser i sin magtudfoldelse: dominans, undertrykkelse af modholdninger, cancel culture, uforsonlighed, manglende villighed til at lytte til kritik og frem for alt en lynch mob-mentalitet, der hænger folk ud, straffer og dømmer dem, uden rettergang og beviser og sund fornuft.«

Har #metoo-bevægelsen i dine øjne også haft en negativ påvirkning/indflydelse på kvindekampen – hvis ja, på hvilken måde?

»Ja, desværre, fordi den ofte er meget selvretfærdig og patroniserende i sin udfoldelse. Den har skærpet fornemmelsen af en dybere konflikt kønnene imellem, og mange mænd – og også kvinder – har svært ved at anerkende den ofte meget sort-hvide offer/gerningsmand-dikotomi. Kvinder er jo, alt andet lige, ligeså meget magtmennesker og psykopater som mænd, og udnytter i mindst ligeså høj grad sex, manipulation, list, status, etc. til egen fordel og vinding – også inden for professionelle hierarkier. Og seksuelle relationer, begær og forholdet mellem kønnene er bare grundlæggende fulde af gråzoner og magt – mænds og kvinders.«

Sofie Jama

»Jeg er ked af at sige, at den, som ideologisk tendens, sommetider virker både små-psykotisk, paranoid og ret selvoptaget.«


På hvilken måde oplever du generationsplittelsen mellem den moderne og den gamle feminisme? Og er der noget, man kan gøre for at overvinde det?

»Det handler om modenhed og realitetssans. Når man er ung, er man ofte meget idealistisk og revolutionær, hvilket er smukt, men også urealistisk og selvblindt i forhold til, hvad mennesket og livet og endda hvem en selv er. Den gamle feminisme, synes jeg, har et mere balanceret forhold til både mande- og kvindekønnets natur og muligheder og tendenser. En slags traditionel sund fornuft, måske, eller en selvindsigt, som jeg lidt savner i den mere moderne feminisme. Jeg er ked af at sige, at den som ideologisk tendens sommetider virker både småpsykotisk, paranoid og ret selvoptaget. Samtidig elsker jeg dens vildskab og villighed til at konfrontere problemer og uretfærdighed. Det skal bare også pege indad og have selverkendelse og selvkritik på vores køns vegne som formål. Det er ikke mændenes, magtens og patriarkatets skyld altid og hele tiden, og kvinder er ikke kun ofre.«

Er der noget, den nuværende debat om feminisme og ligestilling overser?

»Det lyder måske ret voldsomt, men jeg synes faktisk, den overser kvindens (og mandens) natur og essens. Det er jo to voldsomt umoderne begreber, kvindens natur og essens, men jeg har kendt kvinder nok til at vide, at den er meget virkelig. Det er, som om meget af den traditionelle visdom om køn og kønnenes gensidige balance er ved at gå tabt, både hvad angår kvinder og mænd. Som om vi kulturelt skammer os over det og benægter det. Kald mig bare gammeldags, men jeg synes, det er så ærgerligt, og jeg tror ikke, det skaber gode kår for hverken kærlighed, relationer, familier, lykke eller selverkendelse.«

Hvad er feminismens/kvindekampens største udfordringer de kommende år – og hvordan ser du, at man kan/skal håndtere det?

De største udfordringer er selvfølgelig at få gjort op med de kønsbetingede typer af undertrykkelse, der stadig eksisterer. Der er mange kvinder og feminister, der utrætteligt og modigt kæmper for disse ting, og det skal nok blive godt. Samtidig mener jeg, at kvindekampen skal tage sig meget i agt for egen magt. Kvinder er også magtmennesker og korrumperes af magt, tænder på magt, udnytter magt. Kvindebevægelsen er også en magtbevægelse, og fordi den er kønsbaseret, risikerer den at få nogle meget ubehagelige udslag. Vi skal ikke have en kønskrig og ikke være blinde over for de mennesker (mænd ofte), der er ofre for kvindebevægelsens magtudfoldelse. Vi skal have begge køn med, være kritisk i begge retninger, være opmærksom på uretfærdighed i begge retninger. Ellers mister kvindebevægelsen sin allermest grundlæggende eksistensberettigelse, nemlig at den arbejder for retfærdighed.«

Berlingske har i anledningen af kvindernes internatioale kampdag stillet de fem samme spørgsmål til fem forskellige kvinder. Fra venstre er det Karen Bro, Sofie Jama, Ritt Bjerregaard, Birgithe Kosovic og Ditte Giese. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Miriam Dals.