»Det var pokkers!« tænker jeg, da vi går ind ad døren. Det er muligt, at restauranten netop har fået nyt team i køkkenet og på gulvet, men ellers har intet, absolut intet, ændret sig, siden stedet åbnede for otte år siden – hvilket er højst usædvanligt på det ellers yderst dynamiske og kompetitive københavnske mellemniveau.
Hjørnerne er slidt på de sortmalede borde og stole, og her snakker vi vel at mærke ikke om smuk patina, men nusset slitage a la godt brugt dansk folkeskole.
Del:
