Skjult agenda eller benhårde fakta: Sådan skal du forstå den nye bølge af dokumentarfilm på HBO og Netflix

Aktivistiske dokumentarfilm, hvor instruktøren selv er part i en sag, danner skole, men får også kritik for at forlade den traditionelle journalistik, hvor alle implicerede får lov at komme til orde. Men er det i virkeligheden et spørgsmål om, at publikum endnu ikke har forstået den nye dokumentarfilm?

 
Se traileren til dokumentaren »70/30« her. Fold sammen
Læs mere

Antallet af dokumentarfilm, hvor instruktøren aktivt vælger side i en sag, er steget i de senere år, og det er ikke alle titler, der får ros for fremgangsmåden.

En aktuel Netflix-dokumentarfilm om overfiskeri, »Seaspiracy«, har fået kritik for at være manipulerende og fejlspækket og for instruktørens aggressive reportageform, hvor politikere bliver sat til vægs af alt andet end neutrale spørgsmål. Et andet aktuelt eksempel er en ny HBO-dokumentarfilmserie af Kirby Dick og Amy Ziering, »Allen v. Farrow«, der handler om fejden mellem filminstruktøren Woody Allen og skuespilleren Mia Farrow, og som er blevet kritiseret for kun at lade Farrow komme til orde.

Også Sophie Engberg Sonne har bemærket de mange såkaldt »aktivistiske« dokumentarfilm. Som programredaktør i Cinemateket mener hun dog ikke, at tendensen er ny. Dokumentarfilmene kommer bare bredere ud – via for eksempel streaming. Og det udfordrer vores blinde vinkler, mener hun:

»Hvis man går på Netflix og vælger en film, så er det for at blive underholdt. Det er fedt, hvis man også kan blive provokeret, men man skal ikke tro, at man får hele sandheden,« siger Sophie Engberg Sonne.

Aktivisme

Der er flere aktivistiske dokumentarfilm på årets dokumentarfilmfestival CPH:DOX, der begynder onsdag.

Festivalens administrerende direktør, Tine Fischer, definerer aktivistiske dokumentarfilmskabere som instruktører, der bruger film som et redskab, der kan føre til politiske eller strukturelle forandringer i samfundet.

Sophie Engberg Sonne, Programredaktør, Cinemateket

»Hvis man går på Netflix og vælger en film, så er det for at blive underholdt. Man skal ikke tro, at man får hele sandheden.«


»Det er dog ikke alle danske dokumentarister, der er glade for betegnelsen »aktivistisk«, fordi ordet tit bliver brugt, når man mener, at en film er biased på en unuanceret måde eller har en skjult agenda,« siger hun.

Inden for traditionel journalistik er idealet, at journalisten objektivt hører alle parter i en bestemt sag og derefter lægger sine resultater frem i så neutral en form som muligt.

Den hovedregel bliver brudt i den aktivistiske dokumentarfilm. Når den venstreorienterede filminstruktør Michael Moore går til angreb på George Bush i »Fahrenheit 9/11« (2004) i et handlingsforløb med sig selv som hovedperson, er det tydeligt for de fleste, at han har en agenda, og at hans dokumentarfilm dermed adskiller sig fra traditionel journalistik.

Problemet opstår, siger Tine Fischer, når dokumentarfilmen i form og indhold i stedet nærmer sig den traditionelle »graverjournalistik« og eksempelvis er funderet på lang tids omhyggelig research uden samtidig at ville honorere den traditionelle journalistiks retningslinjer. Som for eksempel, at enhver part, der kritiseres, også skal have lov til at svare på kritikken.

»Den aktivistiske dokumentarfilm kommer ud af en filmtradition, der vægter kunstnerisk frihed, hvilket betyder, at instruktøren eksempelvis kan tillade sig at lave film om overgreb ud fra offerets synsvinkel uden at høre gerningsmandens synspunkt. Men når filmen af udseende ligner et stykke graverjournalistik, begynder publikum at forlange, at dokumentaristen også skal opføre sig om graverjournalist. I det tilfælde er det min påstand, at dokumentaristen som kunstner skal stå til regnskab for en kunstnerisk sandhed, men ikke nødvendigvis en journalistisk sandhed,« siger Tine Fischer.

Hun mener, at meget af brodden i kritikken mod »Allen v. Farrow« kunne have været undgået, hvis serien i højere grad var blevet præsenteret som »Dylan Farrows historie«.

Det er Sophi Engberg Sonne enig i. Men hun understreger, at det er op til publikum at vurdere dokumentarens sandhedsværdi.

»Jeg kan sagtens forstå, at den serie skaber debat. Det er jo et partsindlæg, tilmed et partsindlæg, der går imod en højt skattet filmskaber,« siger Sophie Engberg Sonne, der synes, at filmen er på kanten af at være etisk forsvarlig.

»Filmen er lavet med en klar dagsorden. Og jeg synes, at den er lidt på kanten, fordi den forsøger at skjule, at den har en lidt kreativ dagsorden. Når jeg ikke for alvor er bekymret, er det, fordi der næsten altid følger en diskussion bagefter. Men det er også vigtigt at sige, at vi ikke kan forvente, at dokumentarfilm viser sandheden. De er film, ikke nyhedsudsendelser«.

Instruktør hjalp sin hovedperson

En af de aktivistiske dokumentarfilm, der vises på CPH:DOX, er »Children of the Enemy«. Den følger chilensk-svenske Patricio Galvez, der rejser til den syriske flygtningelejr al-Hol for at hente sin afdøde datters syv børn ud af flygtningelejren. Instruktøren har ikke opsøgt og talt med politiske modstandere af projektet, for eksempel Sverigedemokraterna.

Filmens instruktør, Gorki Glaser-Müller, siger selv, at han ønsker at vise Sverige og verden, hvordan situationen er for de børn, der sidder i al-Hol, og at han ønsker at fremme missionen og vise behovet for at redde de tusinder af børn, der sidder fast i lejren. Alligevel ønsker han ikke at betegne sig selv som aktivistisk filminstruktør.

»Dette er først og fremmest en film om en far, der er i dyb smerte på grund af sin datters død, og fordi hans børnebørn er i fare i et fremmed land. Det er ikke en journalistisk film, forstået på den måde, at der er to synspunkter, der står over for hinanden og hvor begge parter bliver hørt lige meget,« siger Gorki Glaser-Müller.

Hvis han i sit arbejde med filmen skulle vælge mellem at være aktivist eller observatør, ville han af hensyn til filmens troværdighed foretrække rollen som observatør. Ikke desto mindre forlader han sin position som »fluen på væggen«, mens han følger Patricio til al-Hol og tilbage til det hotelværelse i Irak, som morfaren vender tilbage til med sine syv traumatiserede og syge børnebørn. I en scene lægger han helt sit kamera fra sig og samler et af børnene op, da det er kollapset af udmattelse på hotelgulvet.

»Moralsk havde jeg intet valg. Jeg havde på forhånd lovet Patricio at hjælpe ham med børnene, hvis han fik brug for det, og hvis jeg skulle bevare mit venskab med ham, måtte jeg træde til. Men det var også godt for filmen, for det gav mig følelsesmæssig adgang til Patricio. Jeg fik blandt andet lov at høre hans inderste tanker om sin datters død,« siger Gorki Glaser Müller til Berlingske.

En bedre film

Åbningsfilmen ved CPH:DOX er danske Phie Ambos »70/30«, der skildrer tilblivelsen af  det, hun kalder »verdens mest ambitiøse klimalov« – både inden og uden for murene på Christiansborg. På trods af, at hun betegner sig selv som klimaaktivist, vil hun ikke beskrive sin egen film som aktivistisk.

»Jeg kan sagtens selv føle mig aktivistisk på vegne af klimaet, men når det handler om min film, vil jeg gerne undgå, at den forekommer aktivistisk for publikum. Hvis det er tilfældet, risikerer jeg at indsnævre mit publikum til dem, der i forvejen er enige i klimapolitikken. Jeg synes, at filmen bliver bedre af, at jeg selv går til emnet med nysgerrighed frem for at have besluttet, hvad jeg skal mene på forhånd,« siger Phie Ambo.

At være fuld af forudfattede meninger var netop den kritik, der blev rettet mod Netflix-dokumentaren »Seaspiracy«, hvor instruktøren går til angreb på beslutningstagerne.

»Når instruktøren spørger sine interviewpersoner om, hvordan de har det med at ødelægge verdenshavene, så står jeg af som publikum. Hvis man spørger på den måde, er der ingen, der gider svare på en måde, så man bliver klogere. I den situation vil jeg hellere tage udgangspunkt i min egen nysgerrighed og spørge åbent for at blive klogere,« siger Phie Ambo.

Direktør for CPH:DOX Tine Fischer kan godt se faldgruberne i den aktivistiske dokumentargenre, men mener ikke, at man behøver klandre hele den genre af film, blot fordi den rummer enkelte eksempler på tendentiøs og dårlig journalistik.

Hun mener heller ikke, at den aktivistiske dokumentarfilm risikerer at havne i samme ekkorum, som de sociale medier ofte kritiseres for at være, hvor publikum er dem, der i forvejen er enige i de »synsninger«, der bliver fremsat.

»De seriøse social impact-film arbejder på et højt niveau på tværs af samfundsinstitutionerne, på en måde, der er meget større end det ekkokammer af meninger, der findes i de sociale medier. Film som Christina Rosendahls »Vold i kærlighedens navn« taler ikke kun til det publikum, der allerede er enig i sagen, men arbejder for samfundsmæssig forandring – og den forandring kan man ikke få ved blot at tale til sin egen boble på Facebook,« siger Tine Fischer.

Hvad skal der så ske, for at journalister og andre holder op med at kritisere de aktivistiske dokumentarer for at være ensidige? Hvem har ansvaret for, at den kritik bliver tilbagevist?

Tine Fischer tænker, at der med tiden vil være skabt så stor og kritisk en masse af gode film, at der opstår konsensus om, at denne genre er en legitim måde at arbejde for samfundsforandringer på – ved siden af den traditionelle journalistik.

»Derfor er det  ærgerligt, at en film som »Seaspiracy« sætter genren tilbage med uvederhæftige påstande,« siger Tine Fischer.

Hun suppleres af Sofie Engberg Sonne, der understreger, at det sjældent er filmene, der er noget galt med. Det er vores forventninger. Og måske er det mere dem, man skal rette på.

»Vi har en tendens til at tro på det, der sker, men dokumentarfilm er ikke sandheden. De er en kreativ bearbejdning af sandheden. Og det er ikke det samme«.

Filmfestivalen CPH:DOX begynder onsdag og fortsætter frem til 12 maj. Årets festival er en hybrid mellem digitale film og fysiske arrangementer. Læs mere på cphdox.dk