Sejrherren

Roman: »Systemskiftet«Søren Krarup har skrevet en lille bog om det største, der er sket i nyere danmarkshistorie. »Systemskiftet« handler om den dag, munden blev lukket på »de rigtige meninger«. Om den dag, »den medieterroristiske besættelse« af nationen måtteslippe grebet. Om den dag Krarup og kompagni omstyrtede kulturradikalismen og reddede nationen fra endnu en besættelse. Alt sammen ifølge Krarup selv.

Sejrherren - 1
Søren Krarup. Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

De siger ikke rigtig noget. Han står dér og sværter deres politiske fædre og mødre til. Og de siger ikke noget.

Hvormed alt måske er sagt.

Søren Krarup befinder sig tirsdag aften i Frit Forum, den socialdemokratiske ungdoms debatklub i det gamle arbejderpartis lokaler på Vesterbro. Han er så tæt på at kalde Poul Nyrup-regeringen en flok landsforrædere, som man kan komme uden at skulle ringe efter en advokat.

»Denne socialdemokratiske regering var i færd med at sælge danskernes førstefødselsret til eget land. Der var tale om en voldtægt af danskerne,« siger Krarup blandt andet.

De unge socialdemokrater protesterer ikke. Opmærksomme, oplyste og belæste ser de ud. Men ingen gør anråb mod dommen over deres politiske forældres påståede landssvig. Man kan forestille sig scenen udvikle sig som en musical. Om lidt vil han træde op på bordene foran dem. Han vil spadsere syngende ned foran rækken af omkring 30 unge ansigter, der alle drejer sig med opadgående, beundrende blikke, efterhånden som han stepper forbi. Hans lovsang til »Systemskiftet« ved det nye årtusind vil nå sit klimaks. Hans let hånende drag om munden vil tone over i et lunt dansk smil. De overgiver sig endelig, rækker armene op mod ham og synger med i henrykt vækkelse. Præsten har prædiket. Menigheden har sunget halleluja.

Men Søren Krarup har som bekendt aldrig været en mand, der vakte begejstring. Snarere modstræbende overgivelse. Manden, de kalder Dansk Folkepartis ideolog, er heller ikke meget for at stå med armene oppe. End ikke ved en oplagt lejlighed som denne. Til gengæld benytter han sig gerne af vinderens ret. Det er den, der siger, at den sejrende kan skrive historien. Hvilket han netop har gjort. Og nu docerer han for sine politiske modstanderes børn. Med »sandheden«, som han igen og igen benævner det.

Tidligere på dagen sidder vi inde i Dansk Folkepartis mødelokale. Ovre i hjørnet står Pia Kjærsgaard og smiler til os - skåret ud i legemsstørrelse i pap. Man er på nippet til at give hånd.

Krarup har selv et kort, afmålt håndtryk. Formentlig opøvet af årtiers behov for at signalere fasthed. Et håndtryk, der udtrykker: »Du skal vide, at er du endnu en af dem, der regner mig for fremmedhader, vil jeg være i stand til høfligt, men bestemt at stå imod.«

Søren Krarup har også skåret i pap på det seneste. Han har skrevet en lille bog om det største, der er sket i Danmark de seneste 100 år, ifølge ham selv. Kjærsgaard, han selv, hans fætter Jesper Langballe og DF har vundet et stort slag. Mod alle odds vandt de slaget om den offentlige mening i Danmark. »Systemskiftet« hedder bogen. Bogen er udformet som breve til en fiktiv gymnasieelev ved navn Christian. »For at gøre den ligefrem og let forståelig og måske give den en opdragende funktion,« siger han.

»Systemskiftet« tager udgangspunkt i magtskiftet i Danmark ved folketingsvalget den 20. november 2001. Den dag, Dansk Folkeparti blev »stuerene«. Den dag, de blev bestemmende og i stand til bære deres sag i triumftog gennem Christiansborgs gange. Den dag, Krarup blev valgt.

»Valget var i virkeligheden en kulturkamp mod overklassen. Mod eliten og den politiske korrekthed. Det var som i 1901, hvor parlamentarismen blev indført, fordi ingen regering længere kunne sidde med et flertal imod sig. På samme måde var 2001 et vendepunkt, der indledte en ny epoke i danmarkshistorien,« siger Krarup.

En ny epoke - hvad kan vi vente os af den?

»I begyndelsen af forrige århundrede var det jo De Radikales indtog i dansk politiks midte, og den kulturradikale mediemagt, via først og fremmest dagbladet Politiken, der kom til at bestemme tankegangen i landet. Det førte til svigt af sydslesvigerne, til 9. april, til samarbejdspolitik med nazisterne, og det førte først og fremmest til indvandrerpolitikken fra 1983, hvor man i misforstået humanisme åbnede porten til Danmark på vid gab. Indholdet af »Systemskiftet« 2001 er, at den kulturradikale og socialdemokratiske foragt for den danske virkelighed - altså danskernes ret til eget land - at den er brudt af et folkeligt oprør. Jeg håber dette »Systemskiftet« opretholdes«.

Du taler om det, som om der var tale om en besættelse indtil da ...

»Kampen mod indvandringen har været en modstandskamp som under besættelsen. Og ja, jeg har jo sammenlignet dagen for vores første udlændingelov - altså DF og regeringens - med den 29. august 1943, hvor Danmark endelig sagde nej til at samarbejde med tyskerne. Modstandsbevægelse blev desværre aldrig udmøntet i efterkrigstidens politik, fordi den ingen politisk base havde. Samarbejdspolitikerne - De Radikale og socialdemokraterne - hyklede og fortsatte blot. Der burde have været et opgør med de politikere og den holdning, der brød Grundloven, sendte danske arbejdere til Tyskland og sendte danske soldater i tysk tjeneste i Sovjet. De brød totalt med enhver dansk selvrespekt og selvstændighed. Og udlændingeloven i 1983 var på samme måde at trække grundlaget for Danmark væk under fødderne på danskerne. Som jeg i bogen citerer Bjørn Elmquist for, da loven blev vedtaget: »Nu kan vi sige, at vi ikke diskriminerer på national basis.« En fuldstændig fældende udtalelse. Hvis danskere ikke må diskriminere i Danmark, er landet jo allemandseje.«Du var selv én af de første og måske den mest markante protestant mod indvandrerpolitikken op gennem 70erne, 80erne og 90erne. Oplevede du dig som modstandsmand?

»Det gjorde jeg egentlig. Ikke at jeg på nogen måde satte livet på spil. Men fordi jeg begyndte at skrive, blev jeg hele tiden kontaktet af folk, der sagde, at de ikke turde sige noget af frygt for at blive overfaldet og beskyldt for det ene og det andet. De var terroriserede. Og det kan jeg da godt sammenligne med den forfølgelse, der fandt sted mod de første modstandsfolk. Nu vil jeg nødig blive for patetisk, så jeg vil sige, at der er en saglig sammenhæng mellem det, der skete under besættelsen og det, der skete i opgøret med indvandringspolitikken.«

Men lige som efter en krig eller besættelse taler du i bogen meget klart om vindere og tabere - hvordan ser du taberne i dag?

»Efter min mening er taberne ikke så meget at finde i det politiske, altså De Radikale og Socialdemokraterne, som det er »Systemet Politiken«, som Harald Nielsen, den borgerlige åndskæmpe, kalder til kamp mod i en bog med samme titel i begyndelsen af 1900-tallet. Det er kulturradikalismen. Det er den, der via medierne skabte klichéen »fremmedhader«, som blev klistret på enhver, der var mod den massive indvandring til landet. Den, der hånede enhver modstand lige siden. Jeg tror ikke, at man i moderne dansk historie finder en forfølgelse, der i infami, ondskab og hadefuldhed kommer i nærheden af den, Pia Kjærsgaard har været udsat for fra den herskende, ideologiske klasse. Læs blot Geoffrey Cains bog »Ondskabens ikon«, det er et rystende vidnesbyrd.«

Hvad var du selv udsat for?

»Jamen, jeg var jo ikke så farlig, da jeg ikke var nogen direkte politisk trussel. Jeg sagde fra i offentligheden, ja. Jeg havde muligheden for det, da jeg skrev fast i Jyllands-Posten og senere i Ekstra Bladet. Men bevar mig vel! Ja, jeg måtte holde gudstjeneste under politibeskyttelse. Og som alle, der var mod indvandrerpolitikken, fik jeg selvfølgelig også dødstrusler. Og jeg har fået møder saboteret af folk, der smed ting og sager, æg og den salgs i hovedet på mig. Og der må jeg sige, at havde jeg ikke været i den situation, at jeg var sognepræst i et utrolig loyalt sogn, så havde jeg aldrig kunnet gøre det. Jeg havde mistet min stilling, og jeg havde måske også mistet mit mod. En præst i et sogn så loyalt som mit, han er den frieste mand i landet ...«

Så er det lige før, vi kan slutte, at der udgik en revolution fra Seem ...

»Nu er det dig, der bruger patetiske vendinger. Men det er da i hvert fald sådan, at jeg var en af dem, der sagde fra. Og da Jesper Langballe og jeg i 1986 oprettede en komité mod indvandrerpolitikken og samler 50.000 underskrifter på 14 dage, kommer der virkelig offentlighed omkring det.

Men det er da rigtigt, at jeg var genstand for en tilsvining som, hvis ikke jeg havde haft så stærk en familie og så godt et sogn, kunne være blevet for belastende. Jeg har lært hjemmefra at stå fast på nødvendighed og sandhed. Derfor har jeg kunnet opleve det lykkelige til sidst: Der kom en bevægelse ud af det. Og de kulturradikale er i dag desperate. De griber til alle mulige og umulige midler. Det seneste er jo som bekendt, at de har anmeldt blandt andet mig for racisme. De prøver at piske en forargelse op, som på ny skal bringe dem i offensiven. Men forholdet er bare, at fordi de indholdsmæssigt ikke har andet end banale fraser fra i forgårs, er de i defensiven, og deres desperation kommer af, at de selv fornemmer det.«

Er »Systemet Politiken« så besejret i dag?

»Nej, selvfølgelig ikke. »Systemet Politiken« har - blandt andet via Danmarks Radio - den toneangivende indflydelse i dansk offentligt liv. Men de klynger sig til en kulturradikalisme, der åndeligt set er død. Den har ikke noget at møde med. Og det ved den selv, og det er dens egentlige problem. Når den pludselig ikke kan gøre sig gældende i den virkelighed, der reelt foreligger, så bliver den til manerer. Et typisk eksempel er jo sådan en forfatter som Georg Metz, der er en karikatur på en kulturradikal fra 68. Et 68, som er næsten borte, men som skindød sidder og forsøger at klamre sig til magten.«

Men Tøger Seidenfaden (Politikens chefredaktør, red.) er jo eksempelvis ikke en 68er?

»Han er det indholdsmæssigt. Men det forbløffer mig da også, at han er så ideologisk afrettet, som han er. Jeg husker ham jo som barn. Hans mor var præst. Det forbløffer mig, at Seidenfaden kan sige så meget vrøvl, når han har haft en mor, der havde forbindelse til kredse, hvor man vidste noget om, hvad kristendom er. Derfor undrer det mig, at hele den her kulturradikale dogmatik, der ytres i forhold til islam, så ubesværet går igen i hans mund. Men opgøret er ikke overstået. De kan måske få en ny åbenbaring - det tvivler jeg ganske vist meget på. Den skal i hvert fald være meget ny.«

Men hvis kulturradikalismen forårsagede indvandringen, og kulturradikalismen er død, og Dansk Folkeparti og regeringen har stoppet indvandringen, så er vi vel ikke truede længere?

»Jo, den trussel, islam udgør, er stadig kolossal. Og det er jo først nu, de andre europæiske lande er begyndt at se mod Danmark og sande, at sådan en udlændingelovgivning må de også have. Dermed ikke sagt, at de fredelige muslimer, der gerne vil leve og bo her i landet, ikke skal have lov til det. Men ingen skal være blinde for islams virkelighed. Det er en trussel mod Vesten, kristenheden og mod Danmark. I det øjeblik det danske folk og Europa forstår situationen, idet man ved, hvem man selv er, og hvad truslen er, så er man ovre det farlige punkt.«

Men du skriver i »Systemskiftet« til din gymnasieelev, 'Christian', at historien, du nu har fortalt ham, er en »lykkelig historie«, hvorfor?

»Fordi de seneste fem år har jo været en lykke for landet. Også når man påtænker, at vi har en statsminister af et format og karakterfuldhed, som vi ikke har haft i 100 år. Og det er en lykke for landet, at han så kan suppleres af en folkelig bevægelse, der kommer til udtryk i Dansk Folkeparti. Men jeg kender jo ikke morgendagen.«Hvor stor en andel føler du selv, du har i »Systemskiftet«?

»Jeg håber meget, at jeg har bidraget væsentligt. Det er da en af de få ting, jeg vil gå glad i graven med, hvis man skal sige det sådan. Og som jeg skriver, kan jeg ikke sige, at det er mig, der har opfundet begrebet. Men jeg brugte betegnelsen tidligt og har med glæde set andre gøre det også, for »Systemskiftet« dækker jo præcist, hvad der skete.

Hvornår er dit mål som politiker nået?

»Det er og bliver en åndskamp for mig. Sådan én er altid løbende, altid i bevægelse. Men det afgørende er, at det danske folk forstår at holde fast i den selvforståelse valget 2001 var udtryk for og dertil fastholde erkendelsen af, hvilken trussel vi er udsat for, så er målet meget tæt på. Foreløbig ser det ud til, at det flertal i befolkningen, der forestod dette skifte, det er der endnu. Nu skal jeg jo ud i aften og tale i Frit Forum, altså de unge socialdemokrater. Der har jeg aldrig været inviteret før. Så jeg synes, der er mange opmuntrende ting, jeg oplever, som gør, at der er begrundet håb om, at »Systemskiftet«s linje vil blive fastholdt af kommende generationer«.Men de siger ikke noget. Eller rettere: De unge socialdemokrater i Frit Forum denne aften på Vesterbro tager ganske vist til genmæle. De betvivler eksempelvis Krarups udlægning af besættelsen. Var modstandskampen overhovedet folkelig? Et spørgsmål, man ikke skal stille til en søn af modstandsfolk fra en dansk landsby, hvor alle var vidende om, hvad der foregik, lyder det. En anden spørger, om den kulturradikale PH er en del af Krarups danmarkshistorie. »Poul Henningsen havde gøglerens forhold til det egentlige og var en spradebasse uden dybde,« lyder det. En tredje spørger til »tonen« i indvandrerdebatten. Et trættekært suk lyder, efterfulgt af et drag af mishag om munden.

»Det er dem, der nu forarges over tonen, der virkelig har trukket den ned i sølet. Og så denne retorik, de dertil har benyttet sig af: »En fremmed er ven, du endnu ikke har mødt.« Det er jo fuldstændig vanvittigt! Ingen vil vel lægge sit liv eller sin ejendom i hænderne på nogen, de slet ikke kender. Men vil man, skulle det være et vidnesbyrd om en særlig smuk karakter. Jeg tror ærligt talt, at man mere end ofte vil komme galt af sted,« siger Krarup.

Han tæsker videre. På radikale og socialdemokrater. Ingen af de unge socialdemokrater forsøger at gendrive påstanden om deres partispidsers svig over for den danske befolkning og nationen. De kommer ikke deres politiske forældre til undsætning. Og der synes kun at være givet to muligheder, to forklaringer herpå. Enten har de opgivet at forsvare dem. Eller også lystrer de Krarups bud på danmarkshistorien. Der er ingen tabere til stede i lokalet til at svare på, hvilke af de to muligheder der er mest betænkelig. Her er kun aspiranter i kampen om Danmark samt en gammel sejrherre, der læser og påskriver disse.

Man kan forestille sig scenen udvikle sig som et lystspil. Om lidt vil han træde op på bordene foran dem og sige noget kækt. Han leverer måske en spøgefuld anekdote, følger op med en selvironisk kommentar, mens 30 glædestrålende, unge ansigter forventningsfulde iagttager ham defilere forbi. Hans let hånende drag om munden vil tone over i et lunt dansk smil. Lystigheden breder sig. De unge overgiver sig endeligt. Præsten har prædiket. Konfirmationen er fuldført.

Men Søren Krarup har aldrig været en mand, der vakte munterhed. Snarere det modsatte. Manden de kalder Dansk Folkepartis ideolog har heller aldrig samlet på tilbedelse. Snarere på tilslutning. Den 20. november 2001 blev tilslutningen så stor, at han kunne skrive sin egen sejr ind i danmarkshistorien.