Sårede fans fra Manchester-koncert får besøg af popsanger

Personer indlagt med skader fra angrebet på en Ariana Grande-koncert i Manchester har fået besøg af sangeren.

Manchester. Knoglebrud og bomberester blev fredag for en stund skubbet i baggrunden for nogle af de sårede fra en Ariana Grande-koncert i Manchester.

Popsangeren havde besluttet sig for at gå sin egen stuegang blandt fansene, der stadig er indlagt. Besøgene blev arrangeret som en overraskelse for de indlagte fans.

Besøget kom derfor bag på blandt andet 10-årige Jaden Farrell-Mann, der efter to brud på en benknogle og sår fra brudstykker, som blev spredt ved eksplosionen, har været opereret to gange.

- Jaden sad bare og så tv, og så kom hun gående ind. Hun var fantastisk. Det var en komplet overraskelse, siger hendes mor, Sharon, til Manchester Evening News.

- Hun havde mødt prins William tidligere i dag (fredag, red.), og så kommer Ariana.

Besøget blev foreviget med en række billeder, der nu ligger på det sociale medie Twitter.

Popsangeren er tilbage i Manchester for at spille en støttekoncert for ofrene på søndag. Her vil Ariana Grande få selskab af Coldplay, Justin Bieber, Miley Cyrus, Katy Perry, Pharrell Williams, Take That og Black Eyed Peas.

Angrebet på koncerten 22. maj tog livet fra 22 personer. Flere end 60 har været indlagt med skader fra eksplosionen.

/ritzau/Reuters