Det kan godt være, at det kun er Gud, der tilgiver. Men hvad hjælper det, når Gud ingen steder er at finde? Nicolas Winding Refn har med sin Cannes-premiere på »Only God Forgives« åbnet en dør til Helvede, og publikum går modstræbende og gysende ind i dens rødfarvede mørke.

Det er en verden af ulmende skygger, hvor hævn og liderlighed er de eneste følelser, der ikke er blevet tæret væk af kriminalitet, stoffer og systematisk vold. Ryan Gosling spiller Julian, den ene af to amerikanske brødre, der leder en thaibokseklub i Bangkoks underverden.

Deres store penge tjener de dog ved at sælge heroin til tilskuerne, og indtægten går til at finansiere de prostituerede, de køber for at få tilfredsstillet deres specielle seksuelle ønsker. Julian kan godt lide at se på, mens han sidder bundet til en stol, mens storebror Billy har brug for grovere midler.

»Tid til at møde Djævelen,« siger Billy, lige før han lystmyrder en 16-årig prostitueret. Udsagnet kan egentlig tolkes som en slags selvmord, for han gør ingen modstand, da faderen til den myrdede banker ham ihjel. Kort efter ankommer filmens eneste egent­lige karakter af kød og blod til Bangkok, nemlig brødrenes mor, der leder en international forbryderorganisation.

Bitchy Lady Macbeth

Mens Julian er en næsten symbolsk figur, hvis udtryksløse ansigt bliver grundigt ransaget og kærtegnet af Refns kamera, er Julians mor en mere virkelig, men morderisk personlighed, effektivt spillet af en næsten uigenkendelig Kristin Scott Thomas i en genial modcastet rolle. Hun er moder-monsteret, en blanding af aldrende reality stjerne-bitch og Shakespeares Lady Macbeth.

Hun forlanger blodhævn for sin søns død og viser, hvad hun er lavet af, med en af filmens mest mindeværdige replikker. Da Julian indvender, at Billy før sin død havde myrdet og voldtaget en sekstenårig, bliver han affejet af moderen: »Jeg er sikker på, at han havde sine grunde,« siger hun, og bapper irriteret på sin cigaret.

Derefter indledes en spektakulær hævncyklus af tortur, vansiringer og mord. Som et element, der er helt i pagt med filmens mytologiske univers, bliver flere af voldshandlingerne begået af en fåmælt politiinspektør (spillet af Vithaya Pansringarm), hvis gådefulde opfattelse af retfærdighed synes at befinde sig et andet sted end på Jorden.

At han med mellemrum tillige kaster sig ud i en længselsfuld karaokesang understreger hans svært håndgribelige dødsengel-figur. Da Julian omsider skal ud i en sidste runde med den mystisk-mytiske strømer, kan alt derfor ske, men Julian byder ham velkommen til sin boksering med en næsten glad opfordring: »Wanna fight?« (»Skal vi slås?«).

Tæt på Djævelen

Man kan mene, at vi er i klassisk film noir-land, hvor skæbnen aldrig er til forhandling, og hver mand og moderdyr må gå de skridt, der allerede ligger udstukket. Et sted inde i filmens mørke lurer dog en dybere vilje til ondskab, som den kunne være fremmanet af Celiné eller Markis de Sade, en ondskab uden gevinst, den store ondskab for ondskabens egen skyld. Denne næsten åndfulde grusomhed hjemsøger filmen og vil få mange publikummer til at støde filmen fra sig, mens andre som i trance vil sætte sig til rette i dets silkebløde mareridtsbordel.

Man kunne godt nævne åbenlyse inspirationer som kunstfilminstruktøren Kenneth Anger, der maler sine filmbilleder med samme fetichistiske øje, eller Stanley Kubricks trademark-brug af aparte musik og symmetriske tableauer. Men summen af inspirationer er langt mere end enkeltdelene.

Det er med Refns nye film, som det lyder i den afsluttende karaoke-sang fra inspektøren:

»Du er som en drøm i mit hjerte, men utilgængelig som en stjerne.«

Alt skal i dag tilgives Refn, da det er lykkedes ham med stort overskud at fremstille sin instinktbårne vision, der måske bringer os tættere på djævelen, end vi nogensinde tidligere har haft lyst til.

Hvad: »Only God Forgives«
Hvem: Instruktion: Nicolas Winding Refn. Medvirkende: Ryan Gosling, Kristin Scott Thomas, Withaya Pansringarm.

Hvor: Verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes. Har dansk premiere 30. maj.