Palmer over sjælens mørke

Tyrkiske Nuri Bilge Ceylan laver eksistentielle film i forsøget på at forstå sine egne mørke sider. Lørdag aften fik han Den Gyldne Palme i Cannes for den godt tre timer lange film, »Winter Sleep«.

Nuri Bilge Ceylan (nummer to fra venstre), måtte lørdag aften indrømme, at »der er stor forskel at vinde Den Gyldne Palme og Grand Prix du Jury«. Her er den tyrkiske filminstruktør, som vandt palmen for filmen »Winter Sleep«, flankeret af sin amerikanske kollega Quentin Tarantino, skuespillerne Uma Thurman og Timothy Spall samt manuskriptforfatteren Bruce Wagner. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

CANNES: »Filmen skræmte mig lidt. Den er mere end tre timer lang, og jeg troede, at jeg ville få brug for en tissepause. Men da jeg satte mig ned og begyndte at se den, blev jeg fuldstændig optaget af dens smukke rytme, og jeg kunne være blevet i den i flere timer endnu. Det er et mesterværk, som et stykke af Tjekhov.«

Filminstruktøren Jane Campion, der var formand for juryen ved dette års filmfestival i Cannes – en jury, der også talte den danske filminstruktør Nicolas Winding Refn – havde de store superlativer fremme, da hun lørdag aften forklarede, hvorfor festivalens hovedpris, Den Gyldne Palme, i år gik til tyrkiske Nuri Bilge Ceylans »Winter Sleep«. En film, som er tre timer og 16 minutter lang og blandt andet indeholder en samtale mellem to af personerne i filmen, som varer en times tid.

Måske ikke den mest tilgængelige filmkunst, men filmkunstner er han til fingerspidserne, 55-årige Nuri Bilge Ceylan. Og en veteran, når det handler om filmfestivalen i Cannes. Fire gange tidligere har han haft film med på festivalen, der populært kaldes »verdensmesterskabet i film«. To gange har han vundet den næstvigtigste pris, Grand Prix du Jury, og én gang prisen for Bedste instruktør, og nu kunne han altså høste den største skalp af dem alle.

»Der er stor forskel på at vinde Den Gyldne Palme og Grand Prix du Jury,« indrømmede Nuri Bilge Ceylan.

Eksistentielle film

Han har bl.a. lavet filmene »Uzak« (2002), »3 Monkeys« (2008) og »Once Upon a Time in Anatolia« (2011). Hans film er i deres essens eksistentielle og fokuserer på dagligdagens fortrædeligheder, menneskelivets monotoni og den fremmedgørelse, der følger med, men de rummer også et underliggende blik på det moderne sekulære, men dobbeltbundne Tyrkiet.

»Jeg finder motivationen til at lave film i mig selv. Jeg laver film om menneskets natur. Det kan så være, at de også siger noget om samfundsproblemer, men mit udgangspunkt er at prøve at forstå min sjæls mørke side, hvilket også handler om at forstå menneskets natur,« sagde Nuri Bilge Ceylan, der i sin takketale dedikerede prisen til de unge demonstranter, der har kæmpet – og for nogles vedkommende mistet livet – under det forgangne års regeringsfjendtlige optøjer i Istanbul og Ankara.

»Winter Sleep« foregår på et lille hotel på den anatolske højslette, hvor en tidligere skuespiller bor med sin unge, utilfredse hustru og sin fraskilte, bitre søster. Vinteren falder på, og i løbet af filmen udspiller sig en række stadigt mere intense samtaler mellem de tre om deres liv, om moral og etik og alt det, der ligger imellem. Et tungt studie i karakter, i menneskets natur intet mindre.

Instruktøren selv fortalte, at han er inspireret af nogle noveller af netop den russiske forfatter Anton Tjekhov.

»En af disse noveller har ligget i baghovedet i 15 år, men jeg havde ikke selvtillid nok til at kaste mig over den. Men efter, at jeg havde lavet »Once Upon a Time in Anatolia«, fik jeg selvtillid nok og over en periode på fem-seks år talte jeg med min hustru (Ebru Ceylan, som han skriver sine film sammen med, red.) om den, og så begyndte vi at skrive, og da vi først var i gang, kunne vi ikke stoppe. Meget er ændret, og det er blevet noget helt nyt, men jeg håber, at Tjekhovs sjæl stadig er i den,« sagde Nuri Bilge Ceylan, der også fortalte, hvorfor hans film er blevet så lang.

»Jeg skriver som en romanforfatter. Den oprindelige film var fire en halv time lang, men vi skar det ned i klipperummet.«

Filmens fremtid

»Winter Sleep« var blandt favoritterne til at vinde Den Gyldne Palme, og i det hele taget valgte juryen at præmiere en række af de film, som var blandt dem, der blev talt mest om ved årets filmfestival.

Mange havde håbet på, at den blot 25-årige canadiske instruktør Xavier Dohan ville tage Guldpalmen for filmen »Mommy«. Han måtte dog »nøjes« med Prix du Jury, som han ydermere måtte dele med den legendariske franske instruktør Jean-Luc Godard, der i dag er 83 år og har lavet en eksperimenterende 3D-film, »Adieu au langage«.

Grand Prix, festivalens andenpræmie, gik til den italienske instruktør Alice Rohrwacher for »Le Meraviglie« (»The Wonders«), og derved indfriedes forventningen om, at mindst en af de to deltagende kvindelige instruktører ville blive belønnet af juryen og dens kvindelige formand Jane Campion. Hun har tidligere efterlyst større kønsbalance i filmbranchen, men afviste dog lørdag aften, at køn havde spillet nogen som helst rolle i fordelingen af priser.

»Køn var aldrig en del af diskussionerne,« sagde hun.

Prisen for Bedste instruktør gik til amerikanske Bennett Miller for »Foxcatcher«, der har komikeren Steve Carell i sin første større seriøse rolle som en milliardær, der bliver paranoid-skizofren.

Bedste mandlige hovedrolle gik til britiske Timothy Spall, der i forvejen var storfavorit for sin rolle som den britiske maler J.M.W. Turner i Mike Leighs »Mr. Turner«. Mens Bedste kvindelige hovedrolle gik til Julianne Moore for hendes rolle i David Cronenbergs Hollywood-satire »Maps to the Stars«.

I alt 18 film fra hele verden var i år udtaget til filmfestivalens hovedkonkurrence, og med juryens fordeling af priser tegnede sig et billede af, at man valgte at belønne film med stærke karakterroller, fokus på menneskelige relationer i alle dens mange aspekter samt stærk og nyskabende stilbevidsthed.

Eller som danske Nicolas Winding Refn opsummerede det:

»Vi har set klassiske film, radikale film og film, som viser ind i fremtiden, hvor der er præstationer og kameraarbejde, som i høj grad adresserer, hvad film efterhånden vil udvikle sig til. Og så lukkede vi munden på Godard og gav ham en pris.«