Aldrig tidligere har Bedste Film-kategorien, Oscar-festens vigtigste pris, handlet så meget om race som i år, hvor hele tre ud af otte nominerede film direkte handler om forholdet mellem sorte og hvide amerikanere. Eftersom andelen af sorte amerikanere i det stemmeafgivende Oscar-akademi blev fordoblet i 2015 (til 16 procent), samtidig med at Hollywood stadig kæmper med beskyldninger om at whitewashe sine film, er det bestemt ikke umuligt, at Oscar-natten vil blive afsluttet med sorte amerikanere på scenen.

Dermed ikke sagt, at Ryan Cooglers afrocentriske superheltefilm »Black Panther« fejler noget i sig selv, ej heller Spike Lees satiriske true story-drama »BlackKklansman« eller »Green Book« med Viggo Mortensen i sin karrieres tredje og måske hidtil bedste Oscar-chance. De fleste observatører har satset deres penge på den let sentimentale »Green Book«, som Berlingskes anmelder Søren Jacobsen Damm har vurderet som et stort anlagt forsoningsforsøg mellem Trumps blue collar-tilhængere og USAs Trump-hadende intellektuelle.