Mediekommentar: DR2s »Fede forhold« er ikke fatshaming – det er reality-TV

Man kan ikke kritisere slankeprogrammer for at være for designet til TV. Det er jo ligesom hele pointen.

Sandhedens time i »Fede forhold«. STV

DR2-programmet »Fede Forhold«, der adskiller sig fra andre slankeprogrammer ved at kæde kvaliteten af ens parforhold sammen med ens kropsfedtprocent (BMI-tal), blev i denne uge genstand for kritik fra ernæringseksperter.

I programmet, der har kørt over foreløbig fem uger, har man fulgt tre par, der hver især både vejer for meget og mangler pep i deres sexliv. De får hjælp af en mandlig parterapeut af den type, der gør maskuline mænd utilpasse med konstant snak om intimitet, og en kostvejleder, der ser ud som om, hun har levet af agurkeskiver og luftkasteller siden sin gymnasietid.