Mange kendte danskere er i dag blevet deres eget brand og har opbygget en stor og loyal fanskare, der følger dem på sociale medier som Instagram, YouTube og Twitter. Derfor spiller kendte en afgørende rolle i det fremstød, som Discoverys danske TV-station Kanal 5 i år laver for at erobre andele af TV 2s og DRs seerskarer. Kanalen satser stort på kendis-formater som »Over Atlanten« og »Beauty Bosserne«, hvor stjerner fra sociale medier har en fremtrædende plads og kan trække deres følgere med ind på flow-TV, der generelt må slås med faldende seertal.
Anne Garlichs, programdirektør hos Discovery Networks Danmark, siger, at der er sket et markant skift, siden dengang Se og Hør og Billed-Bladet havde noget nær monopol på at skaffe danskerne adgang til de kendtes liv. Som det er tilfældet i alle mulige andre af livets forhold, er det de sociale medier, der har vendt op og ned på tingenes orden, i og med at det i dag er de kendte selv, der via Instagram og Facebook styrer den form for kommunikation med offentligheden. Det har dog ikke svækket interessen for de kendte, siger Anne Garlichs.