Lukas Graham lyste gevaldigt op ved Grøn Koncert

Kvaliteten af koncerterne svinger på årets Grøn Koncert, men Lukas Graham var suveræne, og konceptet er skudsikkert: Som en musikalsk buffet, der forhåbentlig giver appetit på mere.

Der var ingen over, ved siden af eller lige under Lukas Graham. Bandets sange har internationalt format, og musikerne brændte for at være lige netop på dén scene i dét øjeblik. Flere af nøglerne til succesen er Lukas Forchhammers stemme, der samler sig som både skarp, inderlig og varm. Foto: Palle Peter Skov/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Siden 1983 har Muskelsvindfonden brugt de grønne koncerter som afsæt til at samle penge ind til en god sag. I år er det således 33. gang, at musikkaravanen rejser land og rige rundt og fyrer den af, og man får vitterligt noget for pengene. Op til otte koncerter for lidt mere end 200 kr. Den første af slagsen i Kolding bød endda på godt vejr og masser af sol.

På den baggrund er det svært ikke at kunne lide Grøn Koncert. Selv om Grøn Koncert er blevet større gennem årene, og konceptet er strammere, kan børn på ti år stadig løbe frit rundt blandt voksne i strandstole og unge til ølfest. Den ene koncert afløser den anden på to scener i hver sin ende af et område på størrelse med en fodboldbane. De mest dovne koncertgængere sidder midt på pladsen og vender blot deres stole, alt efter på hvilken scene der spilles, mens de mest ivrige pendler fra scene til scene.

Med spilletider på mellem en god halv time og en god time vil jeg kalde dagens optrædener for halve koncerter. Grøn Koncert er dermed en slags koncertbuffet, og smagsprøverne giver forhåbentlig det brede publikum lyst til på et tidspunkt at tage til en rigtig koncert og gå mere i dybden med den enkelte kunstner.

Medina med lav kalorieforbrænding

Når man kun spiller i så kort tid, burde det som kunstner være svært at falde igennem til Grøn Koncert, fordi sætlisten ikke behøver at bestå af mere end hits. Det lykkedes dog alligevel for Medina, der mødte op i rundt regnet verdens flotteste, hvide indianerdragt. Til gengæld gad hun tilsyneladende næsten ikke bevæge sig rundt på scenen.

At de unge kigger hendes vej er ikke så lidt af en gåde, når hun giver så lidt af sig selv. Medina demonstrerede uden sammenligning dagens laveste kalorieforbrænding blandt kunstnerne ved at veksle mellem en skrøbelighed, der virkede kalkuleret, og inderlig ligegyldighed. Hun så ud til at ønske sig alle andre steder hen end Kolding, selv om hun sagde noget andet.

Når et publikum eller et territorium i popverdenen er erobret, er det altså ikke nok at lade stå til. Terrænet skal holdes koncert for koncert, ellers mister man det igen.

Minder om en ung Helmig

Bedre gik det med Christopher, der med kun to album i bagagen stadig ikke har fundet sin musikalske stil. Han giver til gengæld publikum et show og lidt af sig selv.

Musikken er let pop med en knivspids soul, og Christopher minder derfor om en helt ung Thomas Helmig anno 1986, hvor jeg var til min første grønne koncert. Det er endnu ikke helt »Midnat i Europa« for Christopher, men med sin gejst, sin rimelige, men ikke overdådige stemme og lidt mere musikalsk udvikling kan han måske komme derhenad.

De små piger knipsede billeder og indspillede film med deres mobiltelefoner, som var det selve deres mission med livet, men der kom først for alvor gang i publikum længere ude på pladsen, da den amerikanske rapper Brandon Beal, der arbejder mest i Danmark, kom med på scenen og peppede det lidt blege musikalske indtryk op med en mere dansevenlig bund.

Ingen i nærheden af Lukas Graham

I år var det musikalske koncept nemlig sådan, at de store navne var blevet opfordret til at optræde i nye konstellationer. Det blev dog mest til, at man inviterede venner med på scenen for at give et enkelt nummer. Lukas Graham havde for eksempel Patrick Doragn og Rasmus Hedegaard med, men de forskellige gæsteoptræder blegnede ved siden af Lukas Forchhammers eget talent.

Torsdag på Grøn Koncert var der ingen over, ved siden af eller lige under Lukas Graham. Bandets sange har internationalt format, og musikerne brændte for at være lige netop på dén scene i dét øjeblik. Med Lukas Graham bliver alle øjeblikke vigtige øjeblikke.

En af nøglerne til succesen er naturligvis Lukas Forchhammers stemme, der samler sig som både skarp, inderlig og varm. Og så har manden et entertainer-gen, der gør, at uanset om han finder en billet til en gratis øl på scenen og spurter ud og giver den til publikum, eller om han opfordrer til at synge med, så er det karakterfyldt og underholdende. Hvis ikke Lukas Graham indtager hele verden, er der ingen retfærdighed til.

Lukas Graham spillede først på aftenen i solenden af pladsen i Kolding foran næsten alle fremmødte.

Magtens Korridorer med Østkyst Hustlers

Anderledes var det med Magtens Korridorer, hvis ligefremme rockmusik bagefter blev fremført i skyggen foran kun et par tusinde ivrige tilhængere af guitarvræl frem for skønsang. Det er ikke rockfolk, der er flest af på Grøn Koncert.

Til gengæld havde Magtens Korridorer taget årets koncept om musikalske samarbejder mest alvorligt. De havde nemlig inviteret Østkyst Hustlers med på scenen til sammenlagt tre numre. Blandingen af rock og old school rap fungerer ikke altid lige godt, men det var vigtigt, at forsøget blev gjort. Da »Hestevisen« – sangen om hesteluderen Anne-Grethe og Østkyst Hustlers »Han får for lidt« til slut blev blandet, var dagens festligste mash up født. I skyggen en smule fra alfarvej til årets premiere på Grøn Koncert.