Lis Sørensen i ny bog: »Derinde var jeg elsket, og jeg tænkte, at den skulle vi nok klare, Jan og jeg«

Vi kommer helt tæt på musikeren, sangeren og kunstneren Lis Sørensen i glimrende erindringsbog, der tager udgangspunkt i de sange, vi kender. Det er historien om en ikke altid lige let kamp for at blive sig selv og holde sig på toppen af poppen.

foto
Tiden efter Anne Linnet Band sendte Lis Sørensen ud i en heftig søgen efter sit eget musikalske ståsted. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Langkilde

Lis Sørensen skal synge til finalen på et af de mest populære fjernsynsshows i Danmark, »Vild med dans«. På direkte TV. Et af de numre, hun kan godt, »Stille før storm«. Snart venter kameraer, publikum, bevidstheden om de mange mennesker, der kigger på. Men hun er, for nu at citere Lis Sørensen selv, »helt ude at skide.«

Kort før hun skal på scenen, har hendes daværende mand, musikeren Jan Sievertsen, ringet til hende. Og han har givet hende en kort besked, som både har rystet ham og hende, men som der ikke er tid til at tale med hinanden om, fordi Lis Sørensen samtidig skal på.

Lis Sørensen

»Når jeg synger, føler jeg mig forbundet med verden, og min ensomhed forsvinder.«


»Det pudsige var,« siger hun i den erindringsbog, hun har skrevet i samarbejde med forfatteren og journalisten Danni Travn, at »da jeg gik ind og sang den sang, fandt jeg ro. Derinde var jeg elsket, og jeg tænkte, at den skulle vi nok klare, Jan og jeg. »Kursen kap det gode håb.««

I tonerne og de ord, hun kendte så godt, kunne hun søge tilflugt for tankerne om den Parkinsons-dom, som hendes mand havde fået af sin læge.

En sikker havn

Episoden er symptomatisk for den tilgang til musikken, som breder sig ud over siderne i bogen med den passende titel »Jeg er kommet for at synge«. Det er i sangen, en af danskernes mest elskede sangerinder gennem mange år føler et fristed, ligefrem en mening med det hele. Hun tror på den som både en sikker havn og en mulighed for at åbne sig mod andre. Hun vil allerhelst være det, der omtrent får hende til at lyde som en af hendes egne sange, der, som bekendt, ofte er belæsset med himmellegemer, langfart og skumsprøjt: »Jeg blev det, jeg gerne vil være: et fartøj, der fører mennesker rundt i deres indre og ydre universer.«

Eller som hun smukt formulerer det andetsteds: »Når jeg synger, føler jeg mig forbundet med verden, og min ensomhed forsvinder.« Det er også i sangen, hun kan genforenes med forældrene - med moren, der døde fra hende, da hun kun var 21, og som gav hende en angst for døden med på den videre færd. Med den sømandsfar, hun forgudede.

Det er en biografi, Lis Sørensen har skrevet. Så tæt på hende har vi aldrig været før. Men hun holder fornuftigt bolden på egen banehalvdel. Hun er, med andre ord, fair. Og hun trækker stregen ved det mest private, der kan involvere andre, herunder den skilsmisse fra ægtemanden, der fulgte efter hans sygdom.

Til gengæld kommer vi meget tæt på musikeren Lis Sørensen og hendes vej gennem det danske musikliv, som måske nok udefra ser ud som en ubrudt succeshistorie - hun står der endnu, hvem gør ellers det?  - men som også har budt på perfektionistens tvivl, på vildveje og bevidstheden om, at det er svært at blive gammel i en ungdomsfikseret branche, hvor en stærk vokal i front pludselig ikke er så efterspurgt. Og hvor musiken ikke på samme måde voksede ud af øvelokalerne som fællesprojekter, som dengang hun startede. Som hun selv siger det i forbindelse med en af sine kriser: »Der fandtes ingen plan at følge som popsangerinde, der havde mistet ungdommen og nyhedsværdien.« Bogen om Lis Sørensen og hendes transformationer bliver altså også en stykke spændende musikhistorie.

Udgangpunkt i sangene

Det, der let kunne være blevet en fiks idé eller noget af en spændetrøje, fungerer udmærket som rød tråd og motor gennem bogen - og som noget, der giver associationer til ting, der er sket i Lis Sørensens eget liv: Hvert kapitel tager udgangspunkt i en af hendes populære sange.

Dels giver det anledning til, at man får den faktisk temmelig interessante fortælling om sangenes oprindelse. Hvorfor de blev, som de blev. Men det gør det også muligt at følge Lis Sørensen gennem hele den imponerende karriere i dansk pop og rock, der startede med umiddelbar sangglæde i Brabrand-skolepigegruppen »De fem«, fortsatte med hippiekonservatorie - og kvindebandet »Shit & Chanel« og Anne Linnet Band i samarbejde med to væsentlige pejlemærker i karrieren: Sanne Salomonsen, der lærte hende ikke bare at blive hørt, men også set, og Anne Linnet, som hun længe havde et uforløst og beundrende kompleks over for. Frem mod hendes stadig større integritet som den solist, der får et defining moment, da hun erkender, at hun godt bare må være sangerinde og ikke selv skal skrive og komponere det hele. En stadig - og ikke altid lige nem - kamp for at bevare nysgerrigheden, slå i bordet, tage initiativet, søge indad, holde sig vågen i timen - altsammen for at forblive relevant. Lis Sørensen er ikke kommet sovende til noget som helst.

Hun er en god, eftertænsom og følsom fortæller, smukt fremkaldt af sin samtalepartner. Og Danni Travn, kyndig musikjournalist, træder indimellem til med research og leksikalsk indfatning, så vi ved, hvad der rører sig i populærmusikken rundt om Lis Sørensen fra 1970erne til nu.

Vi kender Lis Sørensens vokal. Nu har hun selv taget ordet. Og hendes stemme er den samme, også når hun ikke synger: Stærk, svævende, ubesværet.

ccc Fold sammen
Læs mere

Jeg er kommet for at synge

Forfatter: Lis Sørensen i samarbejde med Danni Travn. Sider: 288. Pris: 300 kr. Forlag: Politikens Forlag.