Et banner med øjnene fra coveret til Anne Linnet Bands »You’re Crazy« skuede ud over salen og indikerede, at dette var en aften, der stod i nostalgiens navn. Vi skulle tilbage til 80’ernes luftige synthesizere og store armbevægelser. En aften med soundtracket til de fleste af det gråstænkte publikums ungdom - og denne signaturs barndom.
For det vakte opsigt, da firserpoppens dronninger Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen i kølvandet på sidste års populære DR-dokumentar meldte ud, at de spillede fem koncerter sammen på landets største musikarenaer. Den første foregik i Aalborg torsdag aften, og der var lagt op til den helt store fest med hits som »Tusind Stykker«, »Mine Øjne De Skal Se«, »Kærligheden Kalder« og »Den Lille Løgn«, som har været lyden af forelskelser, fester og bristede hjerter i flere generationer.