Kære politikere – hvad med et fradrag på bourgogne og oplevelser?

KLUMME: Kunne vi ikke hjælpe dem, der virkelig har brug for det – kunstnerne og alle de levemænd M/K, der nyder godt af deres kunnen, spørger Sarah Iben Almbjerg, der selv lider under coronaisolation og larver i loftet.

Sarah Iben Almbjerg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En sen aften sidste uge stod jeg og fjernede møllarver fra mit køkkenloft, mens minkavler Kim sad og græd.

Han var godt nok inde i »Go’ aften Danmark«, hvor han lige havde opdaget, at han ikke alene havde mistet hele sit livsværk – det gik også op for ham, at Shu-bi-duas forsanger, Michael Bundesen, var død. Selv om jeg stod på Amager, føltes det et øjeblik som om, at vi var to allierede brikker i det gyserspil, de kalder 2020.

Kan I huske dengang, vi syntes, at 2016 var slemt, fordi David Bowie og Leonard Cohen døde – og Trump vandt valget? Ind kom 2020, iført sit sorte tøj og hængemuleansigt, og påviste endnu en af Murphys love: Hvis alt ser ud til at gå godt – så har man tydeligvis overset noget.

Siden er det kun gået ned ad bakke. Coronavirussen tog kvælertag på alle sommerens fester, cancel culture og #metoo skyllede ind over landet og fik alle til at skændes. Regeringen lukkede landet, folk gik konkurs, og pelsindustrien blev aflivet. I øjeblikket er der fugleinfluenza i Sakskøbing. Hvis man er en levemand med hang til pels, fest og røg, er der snart ikke meget tilbage.

For mit eget vedkommende kan jeg tilføje alvorlig sygdom i nærmeste familie, noget nær total isolation af samme årsag og ... nåh ja ... larver i loftet.

Det kan være svært at holde humøret oppe indtil den magiske dato, hvor vi kan skrive 2021 og håbe på, at tingene ser lysere ud. At vaccinen kommer, minkavlerne bliver kompenseret, og verden åbner. Jeg foreslår derfor vores lidt idéfattige politikere, at de hjælper os så længe, der er et behov – for eksempel ved at indføre et flot fradrag på kvalitetsvin, kultur og luksusgoder.

Lidt ligesom læbestift, der under Anden Verdenskrig blev klassificeret som en krigsnødvendighed – på lige fod med kaffe, øl og cigaretter – fordi den holdt moralen oppe. I stedet for at udvide bolig-/job-ordningen, der populært går under navnet »håndværkerfradraget«, kunne man gøre det billigere for den almindelige dansker at få et godt glas champagne eller gå i Det Kongelige Teater.

Vi kunne række hånden ud mod dem, der er allermest trængte – ikke bare kunstnerne, men også levemændene M/K – der uanset om de er til folke- og finkultur, må føle sig voldsomt pressede i disse år. Det er ikke vin og lækre middage, der får hverdagen til at hænge sammen, men det hjælper immervæk på det. Og mange håndværkere har gode tider i øjeblikket.

Lad os for et kort stund gøre Danmark til »the land of passion and possibilities«, som en reklame i lufthavnen engang påstod. Den hang sjovt nok lige ved siden af en pølsevogn. Lad os få en fredag med restaurantbesøg, oplevelser og udflugter. Nu, da den excentriske levemand har forladt Det Hvide Hus, så lad os vise, at man sagtens kan have det sjovt uden at være uvederhæftig. Det handler ikke om at feste, mens andre lider. Det handler om, at vi alle trænger til at se lidt lys inden i tunnelen og ikke først, når vi kommer ud af den.

Det eneste alternativ er, at vi alle går i sort. Lidt ligesom minkavleren i »Go’ aften Danmark«.