Der kommer en tid, hvor vi ikke længere er her. Efter denne film er det ekstra trist at tænke på

FILMANMELDELSE: Jørgen Leths filmiske testamente er en stædig påmindelse om at blive ved. Blive ved med at gå, et skridt ad gangen. Når man har set den, er man ekstra bevidst om, at filmmanden en dag ikke længere vil være her. Og at det er en skam.

Hvis man vil være fræk, kan man sige, at alle Jørgen Leths film handler om Jørgen Leth. Måske med undtagelse af den, han kalder sit filmiske testamente, som handler om livet.

Ikke fordi filmen er den svanesang, som pressematerialet lægger op til, men fordi den er en stædig påmindelse om at blive ved. Blive ved med at gå, et skridt ad gangen. Blive ved med at elske. Blive ved med at bestige de højeste bjerge – om det så kræver hjælp fra mindst 15 laotiske assistenter.