Få kan tale så klinisk og roligt om en skrækkelig barndom som Steffen Jacobsen.
Med ryggen mod den store Hornbæk-have, der strækker sig ud mod Øresund, og en rødlig racehund liggende ved sine fødder beretter den tidligere læge om en opvækst i »socialklasse 25«, om katten, der begik selvmord, moderen, der var ligeglad med sin søn og – siden – om hans indtog i den kreative klasse med samme lakoniske tørhed, som de fleste bruger, når de dikterer en indkøbsliste.