Juliette Binoche: Seksuel frigørelse er en illusion

Den franske filmstjerne tvivler på, at nutidens optagethed af sex også er tegn på større bevidsthed om sex.

Den franske skuespiller, Juliette Binoche, deltager i Berlinalen med filmen 'Elle'. Fold sammen
Læs mere
Foto: BARBARA SAX
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun bærer ingen makeup, og ser lidt træt ud efter en hel dag i det nedfrosne Berlin med interviews. Alligevel bryder Frankrigs førstedame blandt skuespillere, Juliette Binoche, jævnligt ud i yndefuld latter under samtalen med Berlingske.

Det kan være, det er for at bløde lidt op på et samtaleemne, der indimellem tangerer det pinagtige. Binoche er nemlig i Berlin for at gøre reklame for ”Elles” der har vakt opsigt og debat i Frankrig, idet den handler om unge kvinder der frivilligt prostituerer sig for at finansiere deres universitetsstudier.

Selvom den 47-årige Juliette Binoche medgiver, at nutidens unge muligvis har en større evne til at skelne sex fra kærlighed end hendes egen generation, mener hun ikke at det behøver forstås som et særligt fremskridt.

- Det kan lige så godt være et tegn på at den seksuelle forvirring er større nu, end den nogensinde har været. Og jeg tvivler på, at piger der har haft et helt og godt liv, også havner i prostitution, siger Juliette Binoche i et interview med Berlingske.

I filmen spiller Binoche en midaldrende journalist, laver research blandt de studerende for modebladet Elle. Da det går op for hende, at de unge piger faktisk nyder arbejdet, begynder journalisten at se på sin egen seksuelle identitet med nye øjne.

Det ville dog være en fejl at se de unges tilsyneladende konfliktfrie seksuelle eksperimenter som en form for seksuel frigørelse a la den, der fandt sted i 1960erne, siger skuespilleren, der under interviewet betegner sig selv som ”en filosofisk skuespiller”.

- Jeg tror seksuel frigørelse er en slags illusion. Det seksuelle er et for kompliceret område til at kunne blive underlagt en eventuel politisk udvikling. Jeg er for eksempel overbevist om, at kvinder ikke kan ”ligestilles” med mænd, når det drejer sig om det seksuelle område. For hvis man ikke overlader det til mændene at føre an, piller man ved noget grundlæggende i den seksuelle kemi, og så fungerer det ikke, siger Juliette Binoche.

Hvad angår den seksuelle revolution som fandt sted i slutningen af 1960erne, var den både nødvendig, men også betinget af bestemte historiske forhold, mener skuespilleren.

- I virkeligheden tror jeg ikke det var så meget en seksuel revolution som en økonomisk revolution. Det drejede sig først og fremmest om at give kvinder den samme løn for det samme arbejde som mændene. Og selv om der også langsomt blev ændret på nogle meget stive omgangsformer mellem kønnene, så ændrer man ikke noget så fundamentalt som det seksuelle over nogle få år,” siger Juliette Binoche.

”Elles” har dansk biografpremiere i september.