»Hvorfor etablerer vi ikke en tænketank?«

Dansk teater står over for så store udfordringer med at skaffe nyt publikum, at teatrene ikke kan løse dem alene, mener Østre Gasværks chef.

Østre Gasværk Teaters teaterchef ønsker at etablere en tænketank, der skal få flere i teater. Fold sammen
Læs mere

»Gode ideer er ikke noget, man bare lige får. Men hvis vi vil øge chancen for at få de gode ideer, der kan få flere til at gå i teatret, ikke mindst børn og unge, er det enormt vigtigt at være derude og finde ud af, hvad det er, der er hot blandt børn og unge lige nu.«

Sådan siger teaterchef Pia Jette Hansen fra Østre Gasværk Teater, som netop i denne sæson ikke bare har sat publikumsrekord med hele 127.000 gæster i teatret, men også opnået tæt på en fordobling af antallet af unge teatergængere under 25 år. Det skyldes ikke mindst gigantsuccesen med musicalen »Skammerens Datter« skabt over Lene Kaaberbøls roman, som blev set af hele 53.000, hvoraf flere end halvdelen var under 25 år.

Østre Gasværk har de seneste sæsoner satset hårdt på at opbygge et ungt publikum, bl.a. med skoleforestillinger, specialfremstillet skolemateriale og kontakt til klasselærere. Og det har givet resultater. Alene til »Skammerens Datter« blev der arrangeret 19 skoleforestillinger med i alt 16.000 elever på tilskuerbænkene.

Men faktisk var det lidt af et lykketræf, at Pia Jette Hansen overhovedet fik øje på »Skammerens Datter« og så mulighederne for en teatersucces. Nemlig da hun som dommer i en læsekonkurrence opdagede, at Lene Kaaberbøls bog var på skoleskemaet og blev læst af næsten alle børn.

»Jeg blev selv tændt på teater, da jeg så »Hair« i London i 7. klasse. Pludselig var der noget, der talte til mig, fordi det handlede om mig. Jeg tror, at »Skammerens Datter« på samme måde vil tænde nogle af de unge på teatret og give dem lyst til at få den unikke oplevelse igen,« siger hun.

Pulje erfaringer

Men hvis teatrene skal finde ud af, hvad der virkelig rykker for aldersgruppen, skal man efter Pia Jette Hansens mening i langt højere grad alliere sig med de institutioner, der har den daglige berøring med de unge. Derfor arbejder hun i øjeblikket på at få etableret en tænketank, der kan pulje erfaringerne, ikke bare fra den samlede teaterverden, men også fra f.eks. skolesektoren og erhvervslivet.

»Hvis det kun er kulturfolk, der taler sammen, er jeg bange for, at det bliver for nørdet. Vi er nødt til at se teatret som en del af en helhed med nogle forbundne kar, som giver synergi til hinanden. Vi kan ikke afgrænse teatret til at være en isoleret klat på paletten,« siger hun.

Hun håber, det vil lykkes at etablere en permanent tænketank, hvor der i fællesskab kan tænkes strategisk og udvikles nye måder til at få flere især unge i teatret. Hun har endnu ingen aftaler på plads, men er i dialog med en række interesserede fagfolk og politikere.

»Jeg er sikker på, at vi kan finde en god gruppe, der kan sparre med hinanden,« siger hun og håber ikke mindst på et samarbejde med kulturminister Marianne Jelved.

»Jeg synes, hun har nogle virkelig fine ideer om bl.a. at få mere kunst og kultur ind i folkeskolen. Jeg er meget enig i, at der ligger nogle muligheder, som vi kunne gå ind og udvikle på,« siger hun.

»Det allervigtigste med sådan en tænketank er, at man ikke hele tiden føler, at man går på strandhugst hos hinanden. I stedet skal man tænke, at her ligger noget uopdyrket land, som ingen hidtil har lukket op for, så det tager vi nu.«

Angrib byen

Pia Jette Hansen kom til Østre Gasværk Teater for snart tre år siden efter først ti år på Odense Teater og dernæst ti år på Holbæk Teater. Og nogle af de erfaringer, hun har taget med fra provinsen og selv bragt i anvendelse på Østre Gasværk, mener hun, at også andre hovedstadsteatre med fordel kan bruge i publikumsudviklingen.

»I provinsen er teatret en større del af byen og angriber byen på en anden måde, end man gør i København, hvor teatrene har en tendens til at forpuppe sig i deres egne huse. Jeg ville ønske, at man var meget mere ude omkring og satte sit præg på gadebilledet,« siger hun.

»Min erfaring er, at det er næsten lige så vigtigt, hvad man foretager sig uden for huset, som det, der foregår på scenen. Da vi lavede »Cykelmyggen Egon« i sidste sæson, lagde vi med fuldt overlæg premieren under VM i cykling og arrangerede cykelræs for børn på Rådhuspladsen. På den måde nåede vi nogle mennesker, som ellers aldrig var kommet ind i teatret.«

Hun er ikke i tvivl om, at det haster med at få gang i udviklingen af nye publikumsgrupper. Og i den sammenhæng ser hun ikke teatrene som konkurrenter, men som medspillere.

»Vi har en stor fælles forpligtelse til at værne om arbejdspladserne i denne branche. Hvis vi ikke tænker strategisk, er der måske lige om lidt slet ingen arbejdspladser at værne om. Det er noget, jeg tager meget alvorligt,« siger hun.

»Jeg synes, det er skræmmende, at der tilsyneladende efterhånden er så få arbejdspladser på de store institutioner, at der ikke er ressourcer til at producere det store udtryk, alle gerne vil opleve. Hvis vi skal beholde vores teatre og kulturinstitutioner, hvis de ikke skal stå som tomme skaller om ti år, er det nu, vi skal gå sammen om at få løst den gordiske knude. Det handler ikke kun om at skabe det flotte, det store og det rigtige teater, men i endnu større grad om at løse gåden om, hvordan publikum får lyst til at gå i teatret. Hvad er det, der gør, at publikum tager beslutningen og køber en billet? Det er den gordiske knude vi skal løse sammen.«

Læs også Pia Jette Hansens debatindlæg i Kultur & AOK, side 15